Hvide Liljer

En kodet besked

Mike

I samme øjeblik, jeg træder ind i køkkenet, bliver der stille.

Jeg er ikke den eneste, der er søgt ud i køkkenet for at høre indholdet af Anjas brev.

Henriette sidder på spisebordet, og Lillian står og læner sig op ad køleskabet med armene over kors. Midt i køkkenet står Anja og George og betragter det brev, Anja holder frem for sig. Eller, Anja betragter brevet. George står med rynkede bryn og blikket vendt i Anjas retning.

"Hvad står der?" spørger jeg.

Anja synker og vænner brevet, så man kan se bagsiden. "Der er ingen afsender," konstaterer hun.

"Måske er det skrevet under?" gætter Lillian.

Jægeren nikker langsomt. "Måske. Men jeg tvivler."

Så åbner hun konvolutten med rolige hænder. Hun læser hurtigt brevets indhold, og da hun kigger op igen er hun bleg.

Jeg løfter et øjenbryn.

"Blodrøde Valentin, mennesker i natten." Hun kigger ikke engang på papiret da hun gentager dets indhold.

George rynker brynene. "Hvad betyder det?"

Anja krøller sedlen sammen. "'Blodrød'," begynder hun, "det betyder at nogen skal dø - at Rose skal dræbe dem, for at være helt præcis. Vi lavede nogle koder, hun og jeg. Måske har nogen fundet dem, eller- hvad ved jeg. Måneder og dage fik bestemte koder, og nogle enkelt helligdage fik deres egen. Valentin er tydelig - det er Valentinsdag. Mennesker i natten betyder en samling af vampyrer. En blodbank."

"Så kort fortalt?" spørger jeg.

Hun synker en klump. Det mest menneskelige jeg har set hende gøre i et stykke tid. "Nogen har tænkt sig at besøge Rosalies onkel til februar. Nogen vil hævne sig på hendes vegne."

"Og hvor blev blodbanken så af? Og hvor kom onklen fra?"

"Blodbanken ligger på onklens grund."

***

George

Jeg kan mærke Mikes vrede ramme mig som en stor bølge - en tsunami. Eller nej, vrede er det forkerte ord. Frustration passer bedre. Eller magtesløshed. Skam.

"Hvis du skal smadre noget," siger Anja ved siden af mig, "så gå udenfor, for Rose kommer aldrig til at tilgive mig, hvis jeg lader dig ødelægge hendes møbler. Hun er glad for dem."

"Rose er død, for fanden!" brøler min bror. "Forstå det nu!"

Et bump, som om han sætter sig ned på gulvet.

"Hvem føler sig berettiget til at hævne sig på min mages vegne?" spørger han. "Og hvorfor mener de, at det er hendes onkel, man skal hævne sig på?"

Der er stille lidt, som om han venter på et svar, der ikke kommer.

"Så må jeg jo bare finde ud af det selv."

Han forlader rummet. Kort efter kan jeg høre vandet fra bruseren ovenpå løbe.

Lillian sukker. "Jeg tager ud og køber ind," siger hun. "Vi begynder at mangle en hel del."

Jeg kan høre Henriette stille sig ordentligt op. "Jeg tager med," siger hun. "For beskyttelse."

"Det er ikke nødvendigt-" Jeg kan høre et høfligt smil i lægens ord.

"Jeg trænger alligevel til noget frisk luft," lyver krigeren. "Føj mig nu bare."

Kort efter er Anja og jeg alene i køkkenet.

"Anja?" Min stemme skælver, da jeg siger hendes navn.

"Ja." Hendes stemme skælver også. Af vrede, går det op for mig. Glødende, indestængt vrede.

"Hvad gør vi nu?"

Hun svarer ikke. Jeg vender hovedet i hendes retning, og hiver i hendes hånd, som et barn der vil have sin mors opmærksomhed.

"Er du ok? Har jeg gjort noget galt?"

Hun slipper med det samme min hånd, og kort efter kan jeg mærke begge hendes hænder på mine kinder. Hendes læber, der kysser min pande. "Nej," hvisker hun. "Selvfølgelig har du ikke det. Din bror, til gengæld. Din stædige, ubetænksomme bror forstår ikke, at man skal følge de instruktioner man får, især dem man får fra Rose. Og vi kan ikke engang forklare ham det uden at afsløre at hun lever."

"Hvilke instruktioner skal vi da følge?" hvisker jeg tilbage. Hun lægger sin pande mod min, og jeg kan mærke hendes vejrtrækning mod min næse og mine læber. "Hvad sagde koden, som du ikke oversatte?"

Hun er længe stille. Så sukker hun. "Vi har indtil en uge inden valentin til at finde ud af det. Det er om hvad, to uger?"

Jeg trækker på skuldrene. Sikkert. "Jeg troede vi havde indtil valentin?"

"Jeg løj. Som om Rose og jeg kunne finde på at lave en kode der var så nem at knække. Der hvor du var - da du blev... Mens du var væk. Lagde du mærke til om der lugtede af vampyr?"

Jeg stivner. Vanvittige øjne, blodige smil, uudholdelig smerte. Lyden af tung vejrtrækning og vilde hjerter, og lyden af stilhed. "Hvordan vidste du det?"

Anja bander lavt i stedet for at svare mig. "Jeg ved hvad hun planlægger. Hun vil hævne dig."