Hvide Liljer

Et spøgelse fra fortiden

Mike

Blå-hvide lysglimt stråler op omkring mig, efterhånden som mine ulve skifter til deres pels. Nogen napper i mine hæle - en advarsel eller påmindelse. Jeg gør, som jeg bliver bedt om og skifter. Nede på fire ben virker de, i forvejen store, skabninger endnu større, og de tårner sig op over os. Jeg blotter tænderne og knurrer. Jeg er ikke sikker på om det er en advarsel eller en udfordring, men det er i hvert fald en klar besked om, at jeg har tænkt mig at bade i skabningernes blod. Ulvene omkring mig følger trop.

En af skabningerne - den forreste, og måske dummeste, af dem - smiler bredt og træder et skridt frem, kun for at falde skrigende sammen på gulvet, da Cornelius lukker gabet sammen om dens ene ben med en knasende lyd. Den pludselige blodsudgydelse får alle i stuen til at sitre af spænding.

Gammaen har udgydt første blod, og dermed givet tegn til alle andre om, at kampen er i gang.

Efter et helt år med falsk fred får ulvene endelig mulighed for at mærke blodrusen, og mens mine ulve springer forbi mig med mord i øjnene lægger jeg nakken tilbage og hyler af begejstring.

Rose

Et hyl flænger luften og skærer sig vej ned gennem gangen og ind i alle værelser og lokaler på dets vej. Lyden får hårene til at rejse sig på mine arme, og en skælven løber fra nakken langs rygsøjlen. Jeg er stærkere end min smerte.

"Åh nej," mumler George og sætter tempoet op, så hun næsten marcherer ned ad gangen mod trappen, der fører ned til hall'en.

Jeg kigger over på Anja, og vi får øjenkontakt. Hendes øjne er store, af både spænding og gru. "Hvad var den lyd?" spørger jeg.

Som reaktion griber Anja fat i Georges skulder og stopper op, så George er nødt til at gøre det samme. Spændingen er forsvundet fra Anjas blik, og er blevet erstattet af noget andet. Bekymring? Samvittighedskvaler? Medlidenhed?

George har hovedet vendt længselsfuldt mod den åbne trappe, som om hun higer efter at tage del af hvad end slåskamp der udspiller sig for trappens fod.

"Der er en grund til, at vi kom nu i stedet for på den aftalte dato," begynder Anja. "Det er en lidt lang forklaring, men bottom line er, at vi har lagt vores mangelfulde brikker sammen og er kommet frem til at Hector ved noget, vi andre ikke ved."

Jeg fnyser. "Det kan man vist godt sige. Det er ham der har myrdet vores forældre, fordi han tror at de er skyld i hans kones død. Og så eksperimenterede han på George i forsøget på at opdage udødelighed så han kan vække konen."

"Det ved vi godt," siger Anja ærgerligt og laver en håndbevægelse mellem hende selv og George. "Problemet er, at det gør Mike ikke." Hun kigger på mig, som om hun prøver at sige noget med øjnene, som hun ikke har lyst til at sige med ord.

Erkendelsen rammer mig som en våd fodbold i ansigtet. "Mike er her."

Mike

Jeg har ikke tal på hvor mange skabninger jeg har slået ihjel, men jeg ved at det er rigtig, rigtig mange. Jeg mærker det ikke længere når skabningernes klør og våben river mine flanker til blods, eller når mine tænder støder til deres knogler.

Jeg mærkede den sviende smerte, der følger åbne sår, og jeg mærkede stødet, der gik gennem mit kranie, lige inden jeg bed knoglerne itu.

Nu mærker jeg bare blodrusen og den begyndende udmattelse - til gengæld er min mund fuld af smagen af blod og råt kød. I begyndelsen undrede jeg mig over, at det både smagte af vampyr og menneske, men nu har jeg for længst accepteret smagen.

På et tidspunkt bevægede kampen sig fra den lille stue til den store hall, hvor der er mere plads. Jeg er ikke sikker på hvornår det skete.

Jorden forsvinder under mine poter, da jeg kaster mig over en skabning, der står lænet over en af mine ulve. Gabet på vid gab, tænderne blottede, og jeg rammer plet. Jeg bider fat i skabningens strube, og så falder vi. Skabningen først, og mig ovenpå. Jeg borer kløerne ind i skabningens mave - en smattet og ubehagelig nødvendighed, der forhindrer skabningen i at kaste mig af sig - og begynder at flå og rive struben fra hinanden. Skabningens mund står åben som om den skriger, men jeg kan ikke høre den.

Jeg er ligeglad. Jeg pruster ned i blodbadet under mig, så bloddråberne flyver om mine ører, og lytter. Jeg kan ikke høre skabningens hjerte. Eller vejrtrækning. Den er død.

Nogen griber fat i min hale, og jeg drejer mig i en akavet stilling og bider tænderne i vedkommendes hånd.

Skabningen, der tog fat i mig, slipper mig omgående og bander. Jeg benytter lejligheden til at sætte af for at springe på den, men jeg glider i det blodige lig under mig, og lander hårdt på jorden med et vræl. Skabningen over mig tager fat om min snude med sin raske hånd, og klemmer til, så jeg ikke kan åbne gabet.

Jeg krummer benene ind mellem os og begynder at sønderrive dens underarm og mave, men ligemeget hjælper det. Jeg knurrer af den, og forsøger at åbne munden så jeg kan snappe efter dens ansigt. Skabningen læner sig ned over mig og griner af min ynkelighed. Løfter en kniv, der glinser af både ulve- og dens eget blod. En skygge kaster sig ind i skabningens side, og af refleks giver skabningens slip på mig.

Jeg spilder nogle kostbare sekunder på at komme på benene igen, og ånder lettet op, da jeg får øjenkontakt med Cornelius, der nu står med næsen dybt begravet i min plageånds indvolde.

"Du lignede en, der kunne bruge lidt assistance," siger hans varme stemme i mit hovede. Han har et drillende glimt i øjet.

Jeg skal til at svare, da en bevægelse bag ham fanger min opmærksomhed. 

***

GÆT HVEM DER BLEV OPPE HELE NATTEN OG SKREV DE SIDSTE 4 KAPITLER I HVIDE LILJER!!!!!!!!!