Hvide Liljer

Udmattet

Rose

Stik, parer, snit, hug, angrib, duk, skub, stik, spark, hug, stik, undvig, parer, dræb, dræb, dræb, dræb. Jeg stikker min kniv i brystet på en skikkelse, der falder om på maven. Mine muskler værker, og jeg opgiver omgående nogensinde at se kniven igen. Jeg skræver over liget og går videre til den næste skikkelse, der står med ryggen til mig. Jeg hugger hovedet af den med sværdet, og straks står der to nye foran mig med fremstrakte arme, som om de prøver at indfange end hund.

"Vær nu ikke fjollet, frøken Rosalie," forsøger den ene med et smil, der sikkert havde været indbydende, hvis tænderne ikke havde været knivskarpe og blodige. "Vi vil dig intet ondt."

"Nej," dræver den anden. "Tværtimod, vi vil jo bare føre dig i sikkerhed."

"Fuck jer," siger jeg bare og løfter sværdet for at hugge ud efter deres hænder. Det trækker i mavemusklerne, og mit sår beklager sig. Jeg er stærkere end min smerte. Jeg lader sværdet falde, men i stedet for at hugge hænderne af skikkelserne foran mig, sætter klingen sig fast i noget over mit hovede med en våd lyd.

Men det giver ikke mening, tænker jeg. Så lavt er loftet ikke herinde. Skikkelserne foran mig griner, og jeg kigger op for at se hvad fanden der foregår. Jeg når lige at få et glimt af en hånd der knuger klingen, da en bloddråbe falder fri og lander i mit øje. I et kort øjeblik ser jeg ikke andet end rødt, og skikkelsen bag mig tager muligheden for at svinge en arm om min torso og skubbe mig ind til sig. Jeg skriger da armen maser sig ind i mit sår og ødelægger min DIY-bandage så blodet pibler ned ad min mave og venstre ben. Jeg er stærkere end min smerte. Jeg er så opslugt af smerten at jeg glemmer at kæmpe imod, da skikkelsen drejer hånden og sværdet bliver vredet ud af min hånd og smidt på jorden. Forbandet, at jeg har mistet min kniv.

Jeg kan ikke holde endnu et skrig tilbage da skabningen kaster mig over sin skulder og trasker afsted med mig. Jeg sparker desperat ud med fødderne og slår dens ryg med knyttede næver, men det er som at slå en mur. Der er ingen reaktion overhovedet andet end min egen tiltagende udmattelse. Jeg får øje på Anjas desperate ansigt et sted i mængden, da hun kæmper med at komme mig til undsætning.

"Fuck dig!" råber jeg af skabningen under mig, men den eneste reaktion jeg får er en rumlen da den begynder at grine af mig.

Det er først da vi når udkanten af kampen og ind i den engang hyggelige testue, at jeg kommer i tanke om en sidste udvej.

"Gunnhild!" skriger jeg for mine lungers fulde kraft, og inden jeg når at lukke munden igen glimter den besmykkede kniv i min hånd. Jeg hamrer uden tøven klingen ind i skikkelsens ryg, indtil skæftet rammer kødet med en dump lyd. På grund af vores nære kontakt mærker jeg næsten alle de pludselige forandringer i skikkelsens krop. Først stivner den, (jeg har virkelig ikke lyst til at kalde den en "han",) så er det som om der går et ryg gennem den, og så ligger vi på gulvet.

Jeg kravler omgående så langt væk fra den, som jeg overhovedet kan, indtil min ryg støder ind i sofaens armlæn, mens skikkelsen, med fråde om munden, rykker sig i krampagtige bevægelser indtil den endelig falder død om som en slasken dukke. Gunnhild er forsvundet.

Jeg er så opslugt af skikkelsens kamp mod sin uundgåelige død, at jeg først opdager, at jeg ikke er alene i rummet, da nogen klynker et par meter fra mig.

Jeg vender hovedet for at se hvor lyden kommer fra og gisper forfærdet. "Emma!" udbryder jeg, og kæmper for at kravle over til hende. Hun ligger på gulvet og bløder kraftigt fra et sår i maven. Det er tydeligt, at hun har svært ved at fokusere på mit ansigt. Jeg må have fundet hende lige da hun var ved at vågne.

Jeg river hætten af min skulderbeskytter, ligeglad med at syningerne går op, og presser den mod hendes sår i et desperat forsøg på at stoppe blødningen.

"Hel dig selv," siger jeg til hende, og håber på at mine ord kan finde vej gennem hendes omtågede tanker. "Hel dig selv, kom nu!"

Hun løfter sin ene hånd med et støn og griber fat om mit håndled. "Jeg prøver... Men... ikke meget.... energi," får hun presset frem.

"Så brug min. Her, jeg er mere end villig," skynder jeg mig at sige.

Hun skærer ansigt af smerte, da hun rykker lidt på sig. "Men du.... blive.... udmat... tet..."

"Det er ligemeget." Jeg er stærkere end min smerte. "Det er bedre, end at du dør. Kom nu, brug min energi og hel dig selv."

Hun gisper efter vejret. "Sik... ker?"

"Hold nu op med at spilde din energi på at tale, og gør det." Tårerne begynder at pible frem i mine øjne. "Kom nu."

Jeg kan mærke det i samme øjeblik, hun giver efter for min bøn, for med ét bliver jeg dødtræt. "Præcis," mumler jeg og synker sammen på gulvet ved siden af hende. "Præcis."