Hvide Liljer

Sandhedens time

Rose

I den lille boble af fred, der opstår omkring os her i den afsidesliggende stue, går det op for mig, at jeg aldrig har lagt mærke til hvor smukt loftet er. Smaragdgrøn baggrund og gulddetaljer formet som grene og blade, så det føles som at ligge under et egetræs krone om sommeren. Jeg lukker øjnene og forestiller mig, at solen varmer mit ansigt. At den udmagrende træthed jeg føler i virkeligheden er en sommersløvhed, der er et resultat af en lang og dejlig dag. At mine fingre er flettet sammen med Emmas fordi vi er almindelige veninder, der nyder hinandens selskab. At mine forældre sidder på den anden side af træets store stamme og nyder et glas hvidvin sammen i skyggen. Hvor kunne vi have været lykkelige, hvis Gudinden aldrig havde blandet sig, tænker jeg.

Et forfærdet gisp fra døren trækker mig ud af min dagdrøm, og jeg slår øjnene op.

Anja styrter over og sætter sig på gulvet ved siden af mig. "Åh, Gudinden!" visler hun og læner sig ind over os. Hendes blik løber febrilsk over vores kroppe for at finde ud af hvorfor vi ligger i en pøl af blod. "Hvad er der sket?"

"Jeg blev skudt," mumler Emma, og lyder allerede meget bedre. "Rose låner mig lidt energi, så jeg kan hele mit sår. Jeg er næsten færdig." Hun giver min hånd et klem.

Jeg drejer hovedet og betragter min kusine. Jeg er stærkere end min smerte. "Hvis du fik lov at bruge Anjas energi, ville du så være i stand til at stoppe skikkelsernes hærgen?" spørger jeg hende. Kæmper med at få ordene til at virke ubesværede. "Ulvene er i undertal."

Hun tøver lidt, inden hun nikker. "Det tror jeg godt. Hvis det altså er okay med dig?" spørger hun min soror.

Anja tøver kort, inden hun giver sit samtykke. "Lad os få stoppet det her lort." Så hjælper hun Emma på benene og tilbage ud i hall'en.

Da de har ryggen vendt mod mig, bruger jeg en bogreol til at hive mig selv på benene. Blodet svupper i mine sko, da jeg vakler efter dem.

Mike

Da jeg kommer til mig selv igen er mit hovede blevet mere klart. Jeg kommer forsigtigt på benene, opmærksom på at jeg kan risikere at besvime hvert øjeblik. Da jeg ikke umiddelbart virker til at falde om, kaster jeg mig tilbage i kampen.

Jeg løber direkte op på ryggen af en skabning, der holder Cornelius fastlåst i et kvælertag, bider fast- og rusker i dens skulder, og begynder at grave i rygmusklerne med mine klør. Skabningen falder brølende til siden, og Cornelius udnytter muligheden til at springe frem og river dens strube op så blodet flyder i varme stråler op i vores ansigter. Han sender mig et lettet blik gennem griseriet, selvom jeg ikke er sikker på om han er lettet over at jeg er okay, eller at han er det.

Spørgsmålet bliver besvaret af hans venlige stemme, da han siger "Godt at se dig i god behold, Alfa. Jeg blev bekymret, da du ikke sprang på benene med det samme."

Jeg logrer med halen. "Jeg er okay. Tak for hjælpen."

Han logrer tilbage, inden han springer på den næste skabning, men før han rammer, falder skabningen sammen på gulvet af sig selv, og Cornelius flyver hen over hovedet på den. Da han elegant rammer jorden igen drejer han sig forvirret om og snuser forsigtigt til den nu døde skabning.

"Hvad i Gudindens navn skete der lige?" spørger han.

"Den kollapsede bare sådan uden videre."

Han fnyser. "No shit."

Omkring os begynder de andre skabninger også at falde om af sig selv, og der går ikke længe, før der kun står ulve tilbage i hall'en. Jeg skifter til min hud for at få et bedre overblik over situationen, og får næsten med det samme øje på min lillesøster, der er på vej tværs hen over gulvet. Jeg skal til at råbe hendes navn, for at skælde hende ud over, at hun ikke blev hjemme som jeg bad hende om, da jeg lægger mærke til hendes dybt bekymrede ansigtsudtryk.

Jeg lader blikket glide forud for hende, i den retning hun går, og får øje på Anja. Jeg kniber øjnene forvirret sammen. Anja ser overhovedet ikke ud til at have lidt overlast. Der er ingen grund til at George ser så bekymret ud.

Lillian dukker op i mit synsfelt, og begynder at pylre om mig. Hun lyser en lygte ind i mine øjne for at sikre sig, at jeg allerede er helet fuldstændigt fra hjernerystelsen, og gennemsøger min krop efter alvorlige skader. Hun finder ingen, og jeg er lige ved at lade tanken om Anja farre, da jeg ser nogen lægge en blodig hånd på hendes skulder. Hun drejer sig om, og Rose kommer til syne bag hende.

Jeg skubber, som i en trance, Lillian til side og bevæger mig mod dem. Roses hår er grumset til med blod, og kronen er forsvundet, og der hvor blodet ikke dækker hendes hud er hun næsten lige så bleg som sneen der ligger i dybe bunker udenfor. De snakker kort sammen, og så peger Anja i min retning, og jeg får øjenkontakt med min mage. Da hun ser mig, bliver hendes øjne store og hun træder et skridt tilbage. Væk fra mig. Hun når knap nok at vrænge ansigtet i fortvivlelse over, at jeg har set hende, da hun vender det hvide ud af øjnene og dratter om på gulvet.

Rose

Han så mig. Halskæden brænder om min hals. Han så mig, og jeg har ikke brændt bogen endnu. Han går beslutsomt mod mig, men for hvert skridt han kommer tættere på, des varmere brænder krystallen mod mit bryst. Jeg træder et skridt tilbage i et forsøg på at lindre smerten, og jeg fortryder det med det samme, da jeg indser hvilken smerte, bevægelsen påfører Mike.

Smerten bliver for meget for mig, og den jernvilje, der har holdt mig i live indtil videre, giver slip, og verden bliver til mørke.

Døden smiler venligt til mig et sted langt væk i mulmet. Endelig, siger Han. Du trak den ud, denne gang.

Jeg havde ikke tid til at dø, svarer jeg, og kommer tættere og tættere på Ham. Jeg rækker hænderne ud for at tage Hans hånd. Men det har jeg nu. Faktisk har jeg brug for det.

Jeg kan næsten nå Døden da stærke arme griber fat om mit liv og trækker mig i den forkerte retning. Det sidste jeg ser, inden en skælvende stemme siger mit navn et sted i stilheden, er dødens fremstrakte hånd der forsvinder i mørket.

***

SLUUUUUUTTTTTTTTTT!!!!!!!!

Eller sådan da. Jeg har stadig en masse redigering til gode, og det er jo slet ikke sikkert, at jeg mener, at Hvide Liljer er slut når jeg vågner i morgen.... Men det regner jeg nu med.

Fat mod, mens jeg uploader et sneak peek til den næste (og sidste) bog i rækken!