Hvide Liljer

At få overblik

Mike

"Okay, så helt konkret," begynder jeg og betragter de fire skikkelser der sidder rundt om bordet og venter på at jeg fortsætter. Henriette, Lillian, Anja og George. Krigeren, lægen, jægeren og ofret. "Helt konkret: hvad ved vi?"

"Ved om hvad?" spørger Henriette. "Fordi, jeg kan bruge en uge uden pause på at fortælle dig hvad jeg ved om knive alene."

Jeg ignorerer hendes forsøg på morsomhed. "Hectors navn dukker op både i forbindelse med Georges forsvinden og nu denne... Hævnakt på Roses vegne. Det kan være en tilfældighed, men som clichéen lyder, tror jeg ikke på tilfælde."
Der er stille lidt, mens alle tænker sig om.

"Der er to døde: Lærke og Rose. Og vi ved ikke hvor Emma er," siger Lillian tøvende.

"Et år inden Rose flyttede til Lucia blev hendes forældre myrdet," siger Anja. "Det var nogenlunde samtidig med jeres forældres mord. Og i november blev mine forældre dræbt af den samme gruppe vilde der kidnappede George. Der kan ligge en forbindelse dér."

"Så fem døde," siger Lillian.

Anja trækker på skuldrene.

"Men hvad har vores forældre med hinanden at gøre?" spørger jeg ud i lokalet. Jeg regner ikke med at nogen kan svare, men så ser jeg det blik, Anja sender min lillesøster. "Hvad?" spørger jeg.

Hun trækker undskyldende på skuldrene. "Inden vi blev født var vores forældre med i en klub af en art, noget med en vigtig og meget hemmelig bog. Men så var der nogle af dem der døde, klubben blev ophævet, og bogen forsvandt."

"Hvorfra ved du alt det?"

"Mine forældre var med i klubben. De fortalte mig lidt om det, inden de blev myrdet - vi blev overfaldet i vores egen stue af syv vilde ulve og tre vampyrer. George og jeg overlevede, min far døde, og min bror og mor forsvandt - de er højst sandsynligt også døde."

Der er stille lidt, mens alle forsøger at kondollere med kropssprog.

"Ved vi hvor bogen er nu?" spørger Henriette.

Anja ryster på hovedet. "Rose havde den, men hun er jo død. Jeg ved ikke hvor den er nu."

"Emma har den," siger George. Hun uddyber ikke. Heller ikke da Anja sender hende et nysgerrigt blik.

"Hvor er de andre, der var med i klubben?" spørger jeg.

"De er allesammen døde, bortset fra Hector. Det er Roses onkel."

"Så vi kan roligt sige, at de har ham til fælles - og vi må gå ud fra, at han ved noget, vi ikke ved."

Anja rynker brynene. "Måske er han den næste... Hvad hvis han ved noget - hvis de alle sammen vidste noget, eller havde noget, som morderen vil have?"

"Det ville forklare den systematiske nedslagtning," overvejer jeg. "Kan det være bogen? Morderen leder efter bogen, og 'bogklubben' er i virkeligheden en slags vogtere for bogen? Og da de andre i klubben døde, gik bogen videre til Rose, og da hun døde gik den videre til Emma."

"Men Rose begik selvmord," siger Henriette. "Hun blev ikke dræbt. Jeg har på fornemmelsen, at hendes død er en vigtig brik i spillet. Hvorfor slog hun sig selv ihjel? Vidste hun noget, hun ikke ville risikere at afsløre under tortur? Skammede hun sig over noget? Eller var det simpelthen bare ren fortvivlelse over at alle hun elskede var døde eller forsvundet?"

Jeg har lyst til at lukke ørerne. At lægge hænderne over dem, smide mig ned på gulvet og skrige indtil lyden overdøver deres stemmer. Indtil min smerte overdøver min fortvivlelse.

"Det ville ikke ligne hende," siger Anja. "Hun var meget fattet. Og vi er jo ikke døde, det vidste hun også godt. Det var kun de voksne figurer i hendes liv, der var døde. Hun havde stadig mig og Alex - og under hele vores barndom var vi de eneste der for alvor betød noget for hende. Og desuden lå Mike jo på hospitalet - hun ville ikke forlade ham, hvis der var bare den mindste chance for at han ville vågne igen."

"Måske bukkede hun under for ansvaret, så," prøver min kriger.

Aldrig. Aldrig. Min stærke, stærke Rose bukkede ikke under for noget som helst. Jeg begynder at ryste på hovedet.

Anja er enig med mig. Hun ser tvivlsom ud. "Hun var ikke typen der gav op. Os andre, måske, men ikke hende. Hun ville se et selvmord som et nederlag, med mindre hun troede, at det ville gavne os andre bedst. Hun fortalte mig engang - og det var efter hendes forældres forsvinden - at hvis hun skulle dø, skulle det være som en helt. Et offer for at holde os andre i live, eller i kamp mens hun hævnede sig."

Jeg rejser mig fra køkkenbordet for at tage et glas koldt vand. Måske kan det køle mig ned. At hun taler om min mages død med sådan en lethed....

"Men det er altsammen grublerier," siger Lillian og kigger i sine noter, "Det eneste, vi ved, er at nogen går rundt og myrder medlemmerne af en bogklub - nogle meget magtfulde væsener, alle sammen. Og Emma vil gøre verden perfekt, og nu har hun den bog, alle de døde væsener kredsede om."

Henriette nikker. "Og Hector er den eneste fra bogklubben, der stadig lever. Han ved noget, vi ikke ved."

"Så hvad er næste skridt?" spørger Anja.

"Næste skridt," siger jeg og læner mig op ad håndvasken, "er at vi opsøger Hector og finder ud af hvad han og hans venner skjuler."

"Hvorfor er det overhovedet vigtigt?" spørger George. Hendes ansigt er lagt i trodsige folder - de rynkede øjenbryn, den let nedadvendte mund, den krøllede næse. "Hvad rager det os? Burde vi ikke bare blande os udenom?"

"Det er vigtigt," udbryder jeg, "fordi du blev kidnappet på mit eget fucking territorium. Og jeg har grund til at tro, at Emma havde noget med det at gøre. Og derudover er Emma forsvundet, og i besiddelse af en bog der retmæssigt er min."

De andre i køkkenet bliver stille. Forskrækkede, chokerede. Jeg ved det ikke. Men Anja ser vred ud.

"Hvad mener du med retmæssigt dig?" vrænger hun ad mig.

"Det er sandt. Jeg blev kontaktet af hendes families advokat for en måned siden. Hun gav mig alt, hvad hun havde, i sit testamente - bortset fra et par småting, som advokaten har givet videre til deres nye ejere."

Anjas mund rammer gulvet. "Hun gav dig alt? Og jeg fik intet?"

"Hvorfor, er du grådig?"

"Nej, jeg er såret! Jeg er hendes soror! Alt der er mit er hendes, og alt der er hendes er mit. Ifølge vores love går hendes ting til mig. Jeg troede- jeg er ligeglad med tingene. Det er symbolet der ligger i det, forstår du ikke det? Alt i vores verden er symboler. Og hendes arv skulle være min - det skulle være mig der bar mindet om hende."

Jeg trækker på skuldrene. Guldhalskæden, jeg lovede advokaten at give videre til Anja brænder næsten et hul i min skjortelomme. "Måske betød du ikke så meget for hende som du troede."

Anja er rød i hovedet, da hun rejser sig halvt op i sædet. "Du ved ikke en skid-"

Og helvede bryder løs.