Hvide Liljer

Den vilde i cellerne

Mike

Hun sidder sammenkrøbet i et hjørne af cellen. Hendes fedtede hår klæber til hovedet, og der er striber efter tårer i hendes snavsede ansigt.

"Hvad hedder du?" spørger jeg så roligt, jeg kan, på trods af en begyndende hovedpine. Det er en underlig følelse, jeg kan mærke smerten, men samtidig føles det ikke, som om smerten er min.

Hun kigger op, og jeg bliver overrasket over at se stædigheden i hendes øjne. "Viktoria."

"Viktoria. Ved du, hvor min lillesøster er? Hun er omkring din alder, og har langt mørkt hår?"

"Dine vagter har beskrevet hendes udseende," sukker pigen. "Hun kom på det motel, hvor jeg arbejder. Hun var sammen med en anden pige. De ville have et værelse at overnatte i, og nogle smøger og en lighter."

"Og hvor er det motel, hvor du arbejder?" Jeg giver Alfred tegn til at skrive det ned. Det irriterer mig, at George åbenbart er begyndt at ryge igen, og hovedpinen bliver værre og værre. Jeg begynder at blive desperat for at komme væk, så jeg kan få en hovedpinepille og en kop kaffe.

Da pigen har givet adressen, vender jeg mig om for at gå.

"Vent," råber hun efter mig. "Der er en ting mere..."

"Ja?" Jeg kigger på hende.

"Hun... Din søster bad den anden pige om en pistol... Hun så bange ud. Og er blind, ikke?"

"Blind?" Jeg rynker brynene. "Er du sikker?"

Et glimt af usikkerhed stryger over hendes øjne. Jeg vender mig om, for at se, hvad hun har fået øje på, og står ansigt til ansigt med en sortklædt man. Få sekunder senere ligger jeg på gulvet. Mit lange røde hår klistrer til mit ansigt, sveden pibler over min hud, efter den heftige kamp. Jeg ser ind i røret på en pistol. Så lyder der et synderivende brag, og så er verden sort.

Hjertestrengen, der forbinder mig med Rose knækker igen.

Jeg kan mærke det. Som en elastik, der er blevet strammet for meget. Slam, og så slår den ødelagte snor mig over fingrene. Over hjertet.

Mit hjerte gør ondt nu. Det er ømmere, end da jeg fandt mine forældre. 

Alt det blod. Deres ødelagte ansigter. Huden, der er dækket af rifter. Tegn. Bokstaver. Ord. Det flyder forbi mine øjne. Ord om Gudinden og udødelighed og straf. Fejhed, står der.

Kujoner.

Forrædere. 

Der er så mange, og ingen af dem giver mening. 

***

Heh. Kort kapitel. Måske skulle jeg bare begynde at opdatere om mandagen? Jeg er åbenbart meget dårlig til at opdatere.... Dette kapitel blev som sagt meget kort, og ja... Der er nok også nogle ting, jeg ikke fik beskrevet særligt godt, fx, da Mike besvimer, fordi Rose blev dræbt for 2. gang.... Var det tydeligt i Roses kapitel, at hun døde? Jeg er ikke sikker, og det er vigtigt, at det er tydeligt, fordi det kommer til at bide hende i røven senere.... Heh. Spoiler. 

Men i hvertfald. Det var også meningen, at hende den vilde skulle dø, fordi hun var blevet forbandet på en eller anden måde? Det blev ikke rigtigt til noget. Der var faktisk virkelig meget, jeg ville have "afsløret" i det her kapitel - antyde for Mike, at George og Rose var sammen på motellet, at Mike skulle opdage, at et af hans *forsvundne*  kort er blevet brugt på motellet, sådan nogle ting... Men jeg er træt, og jeg har egentlig time, så alt det må jeg bare træde lidt i, når jeg redigerer🤷‍♀️