Hvide Liljer

De kommer som ulve i natten

Mike

Da døren går op med et brag, og jeg træder ind i det gamle palæ, bliver jeg slået tilbage af lugten af Rose. Den er så stærk, som om hun lige har været her, og det er nærmest fysisk anstrengende at forhindre mig selv i at lade blikket glide over de mange bogreoler, altid søgende efter min døde mage, i tilfælde af at hun alligevel er i live, at hun alligevel er i nærheden.

I stedet fokuserer jeg på Emma.

Hun står midt i Hallen. Venter, som om hun vidste, vi ville komme.

Som om hun ikke har spor imod vores besøg.

Hun smiler sødt, som en ven der endelig genser en anden.

"Hvor har du været?" spørger jeg hende. Omkring os begynder mine ulve at strømme ind i hallen.

Hun betragter dem et kort øjeblik, inden hendes blik igen finder mit. "Her, selvfølgelig." Hendes smil bliver bredere, sødere. Mere uskyldigt.

"Men hvad laver du her?" spørger jeg. "Hvad skete der den dag du forsvandt, og Rose og Lærke døde?"

"Jeg var til min onkel og tantes begravelse." Hun lægger hovedet på skrå. "Indtil Rose og Erica besluttede sig for at brænde mit hus ned. Så jeg flygtede, og endte her. Var det det, du ville vide, eller bragte du halvdelen af din floks kamp-kyndige med hertil for sjov?"

Jeg åbner munden for at svare hende, da en dør går op bag hende, og en høj midaldrende mand skrider ind gennem den. "Gæster?" spørger han, men på trods af det venlige tonefald, borer hans øjne sig ind i mine. Det går op for mig, at han har det ansigt, en smuk mand får efter mange års smerte. "Goddag, kom indenfor."

Han smiler høfligt og vinker os ind i et andet rum. En opholdsstue af en art. Med brune, røde og orange fløjllænestole og en gylden fløjlsofa. Et blomstret porcelænssæt og en lille buket roser på et glasbord.

"Te?" spørger manden og sætter sig. "Det er earl gray, den er ganske udmærket."

Det forklarer lugten. Jeg får øjenkontakt med Cornelius, min gamma, og da han nikker, sætter jeg mig langsomt ned. Lader blikket vandre hen over hovederne på de få ulve, der er plads til i stuen. 

Cornelius kigger nysgerrigt rundt, men hans øjne vender forundrede tilbage til Emma gang på gang. Så ryster han på hovedet af sig selv og fokuserer på mandens bevægelser, da han skænker te op. Sikrer sig, at han ikke manipulerer med vores kopper. Henriette står alvorligt ved døren, klar til at springe frem, hvis noget går galt. To andre krigere står bag mig; Mathias står lænet op af sofaens ryg med armene over kors og et årvågent øje på Emma og den ældre herre, og Simone står som altid ved hans side med hænderne ned langs siden, så de er klar til at gribe til våbnene til hver en tid.

Endelig kigger jeg rundt i lokalet. Bemærker mig hvor der er døre og vinduer, hæfter mig ved hvad der kan bruges som våben og hvad der kan komme i vejen. Ofrer et øjeblik på at være imponeret over bogreolerne, betragter fotografierne og malerierne der dækker de frie vægge. 

Mange af dem er af Rose. Smilende, glad, alvorlig, irriteret. Hun vokser op for øjnene af mig gennem de billeder. Så stivner mit blik ved et af dem. Hun er ung, måske fjorten, og alvorlig. Blodig. Og alligevel er der en aura om hende, som om hun stråler af stolthed. Ryggen er rank, skuldrene er trukket tilbage så brystet bliver skudt frem. Hun har armen strakt frem, som om hun viser sit blodige sår til fotografen. 

Jeg bliver enig med mig selv om, at jeg vil vide hvad hun har lavet få øjeblikke inden det billede blev taget.

"Mælk?"