Hvide Liljer

På mit værelse om natten

Rose

Hector har opdaget, at jeg forsvinder fra mit soveværelse om natten. Jeg ved ikke hvordan. Måske er jeg blevet set af en tjener, selvom der er ringe chance for det. Og fordi min onkel ikke bryder sig om ikke at have kontrol over mig, eller måske er det Emma der ikke kan lide det, har han sat en lås på min dør, der kun kan åbnes udefra - så om aftenen klokken ti låser han mig inde, og om morgenen klokken seks låser han op igen. Og i tilfælde af at det ikke er nok, hvilket vi begge ved det ikke er, har han sat patruljer rundt i gangene om natten. Han var nærmest stolt, da han fortalte mig det.

"Det er ikke bare almindelige mennesker, der nu holder vagt i mit hus," sagde han. "De er skabninger - jeg har endnu ikke fundet på et passende navn - fra blodbanken. Du var selv lige ved at finde den for et halvt års tid siden, hvis jeg husker rigtigt. De er en herlig blanding af mennesker og vampyrer - og de har de bedste egenskaber fra begge racer. Vampyrernes blodtørst og voldsomme kræfter, og menneskenes had og utålmodighed. Og så har jeg selvfølgelig fjernet de værste egenskaber: menneskenes samvittighedskvaler og vampyrernes stolthed." Så smilede han stort og viste mig en video af en af disse skabninger, der river et dådyr fra hinanden.

Resultatet er, at jeg nu finder mig pænt i at blive lukket inde om natten. Jeg nåede ikke engang at tage en favnfuld bøger med fra det lille rum bag billedet, så i stedet bruger jeg nattetimerne på at sove, og de timer jeg nu sparer midt på dagen fordi jeg ikke længere behøver en lur, bruger jeg på at holde mig i form. Og med det overskud, der følger med god nattesøvn, er jeg blevet bedre venner med tjenestefolkene - og det er en ung kokkepige, der forklarer vejen til Hectors blodbank, og det er er skovfogedens søn, der fortæller mig hvor jeg kan finde nøglen. Og det er en stuepige, der er den første til at fortælle mig om palæets spøgelse, butleren der fortæller mig at spøgelseshistorien er noget vås, og kokken der fortæller mig, at han selv har set hende.

Elizabetha Wood.

Min tip-tip-oldemor.

Kvinden på billedet.

Først troede jeg, ligesom butleren, at det hele var noget vrøvl. Men så en nat bliver jeg vækket af lyden af skridt på mit værelse. En svagt dump tæt ved mit hovede, som om nogen har lagt noget tungt på natbordet.

Der er nogen på mit værelse.

Jeg slår øjnene op lige tids nok til at se en lyshåret kvinde, der ligner mine formødre mistænkeligt meget, træde ind i væggen, som om den er en dør. Hun ser sig over skulderen, og vi får øjenkontakt. Så blinker hun til mig og forsvinder.

Jeg famler lidt i mørket, indtil det lykkes mig at finde læselampens stikkontakt. Lyset blusser op afslører en en smukt udsmykket daggert og en lille sort bog på sengebordet. Har kvinden efterladt dem til mig? Men hvorfor? Er det en gave, eller en advarsel?

Jeg sætter mig op i sengen med ryggen lænet op ad hovedgærdet, og rækker ud efter daggerten for at se nærmere på den. I første omgang tænker jeg, at den er til pynt eller pragt, men da jeg ser nærmere efter går det op for mig, at den er stærk og drabeligt skarp. På klingen er der skrevet en kort tekst med små sirlige bogstaver: Kalder du mit navn, vil jeg komme. Beordrer du mig væk, vil jeg forsvinde. Og på den anden side, med samme skrift: Vogt dig! Smager jeg dit blod, tager jeg dit liv.

Sært. Og uhyggeligt.

Jeg ignorerer kuldegysningerne, og rækker i stedet ud efter bogen. I samme øjeblik jeg har den i hånden genkender jeg dem som den bog, jeg fandt for nogle dage siden efter flere ugers søgen. Den med rosen med ulve-torne og et ildevarslende digt. Den eneste antydning af at en anden har haft fingre i bogen er det lille bogmærke, der sidder på første side. Jeg slår op, og papiret falder blafrende ned i mit skød. Jeg lukker bogen halvt i og samler bogmærket op.

Det er en seddel.

Og med samme fine skrift som på knivens klinge står fire ord: Navngiv kniven og hærg.

Jeg sender våbnet, der igen ligger på natbordet, et langt blik. På trods af at de smukke udskæringer i skaftet og klingen lyser i natlampens skær, virker den underlig død og uklar. Som gløderne i et båls asker, der bare mangler et pust af oxygen for at springe til live og blive til altædende flammer.

Navngiv kniven.

Men tør jeg?

Smager jeg dit blod, tager jeg dit liv.

Har jeg lyst til at vække sådan et våben til live?

Jeg krøller sedlen sammen til en kugle.

Så begynder jeg at læse.