Hvide Liljer

Earl grays forbandelse

Mike

Da jeg træder ind i huset, bliver jeg slået tilbage af lugten af earl gray te. Af Rose. 

Hun er tilbage!

Jeg kan ikke skjule mit smil, da jeg følger lugten ud i køkkenet. Jeg vidste, at hun ville komme tilbage!

"Hvor er Rose?" spørger jeg Alfred, der sidder ved køkkenbordet. Han sukker.

"Beklager, Mike. Men vi har ikke fundet hendes lig endnu. Havnefogeden regner ikke med, at vi nogensinde finder hende."

"Hvad snakker du om?" spørger jeg irriteret. "Jeg kan lugte hende. Lad være med at lyve!"

"Mike," Alfred retter sig op og afslører, at der står en kop te på bordet foran ham. "Det er teen, du kan lugte. Ikke Rose."

Mit blik bliver sløret. Alt andet end Alfreds ansigt bliver rødt. Jeg blotter tænderne, og pludselig ligger vi på gulvet, Alfred nederst med mine hænder omkring halsen.

Jeg kan mærke hænder på mine skuldrer og ryg. Høre febrilske stemmer, der råber mit navn.

Alfa! Alfa, giv slip!

Men jeg giver ikke slip. I stedet strammer jeg grebet om Alfreds hals.

Hvor vover han at drive gæk med mig. Hvor vover han at give mig håb, for kun at knuse det bagefter.

Alfreds ansigt bliver blåligt. Han prøver at få vejret, men intet kommer forbi mine hænder. Hans negle borer sig ind i mine håndled.

Alfa, stop! Du dræber ham....

Hænderne om mine skuldrer bliver mere insisterende, og så ligger jeg på ryggen. 

Jeg kan hører Alfred, der hiver efter vejret et sted i den anden ende af lokalet, men nogen holder mig nede, så jeg ikke kan rejse mig op. 

Jeg kigger op.

"Miquel," hvæser jeg ad Spejderen. "Hvor vover du at lægge hånd på din alfa!"

"Hvor vover du at lægge hånd på din beta," svarer han koldt. "Jeg forstår godt, at du sørger, men det er ikke betas skyld, at hun døde!"

Hans ord slår pusten ud af mig. "Det ved jeg da godt. Det er min skyld."

Miquel ruller med øjnene og slipper mig. Jeg sætter mig op. Alfred har rejst sig, og står, med den ene hånd støttende på bordet ved siden af den væltede kop, og tager dybe indåndinger. Han har røde mærker om halsen efter mine hænder.

"Jeg nåede ikke at stoppe hende, jeg skulle være løbet hurtigere, jeg skulle være vågnet noget før-"

"Hold op med at tale sådan," afbryder den lille, men stærke, mand og klemmer to fingre om sin næseryg. "Det var ikke din skyld. Luna Rosalie vidste udmærket, hvad hun gjorde, da hun sprang."

"Men jeg kunne ha-"

"Miquel," afbryder Alfred, der har fået vejret tilbage. "Hvorfor er du her?"

Miquel blinker forvirret. "Åh... Jeg fandt bilen. Jeg sporede GPS'en, som du bad mig om. Den holder i en lille provinsby cirka to timers kørsel herfra. Jeg tjekkede adressen i vores arkiver, fordi den virkede bekendt..." Han sender mig et nervøst blik.

"Ja?" Alfreds stemme er hæs. Jeg krymper mig indvendigt i skam over mit vredesudbrud.

"Den holder kun få minutters kørsel fra Luna Rosalies forældres hus."

Min verden bliver hvid, men jeg sluger vreden, inden den når at  gøre mig voldelig. Vi er alle tre stille i et stykke tid.

"...Og der er mere," siger Miquel. "En af pigerne i arkivet gjorde mig opmærksom på, at mens Lærke var borgmester, er 21, udover Georgina, forsvundet sporløst!"

Jeg rynker brynene. "Det er mærkeligt... Folk forsvinder normalt ikke fra byen, uden at oplyse, hvor de skal hen..."

"Jeg ved det," siger Miquel. "Det var derfor, jeg undrede mig. Ud af de 22, er 17 handikappede. Handikaphospitalet i den anden ende af byen er tom, der er ikke en eneste indlagt tilbage! Og de sidste 4 var, ligesom Georgina, højt uddannede, veltrænede væsner. To stærke hekse, Louises storebror, Andreas - han er kriger, og et menneske."

"Det giver ingen mening," siger Alfred. "Hvorfor har ingen undersøgt det?"

"Det er, som om Lærke kendte til det, og prøvede at skjule det. Alle optegnelser om de forsvundnes eksistens er væk! Kun familie og venner kender til dem. Den eneste grund til, at vi kender til de 21 forsvindinger, er fordi deres forældre har opsøgt politiet efter Lærkes død. Min kilde mener, at der er flere, der er forsvundet, men bare ikke er blevet eftersøgt igen!"

"Det skal undersøges nærmere," siger jeg. "Miquel, få Nikolai til at hjælpe dig. I har fuld adgang til arkivet."

"Javel." Miquel bukker, og skal til at forlade køkkenet, da en vagt løber ind.

"Alfa! Beta! De har fanget en vild!"

"Hvor er han?"

"Hun, alfa. Hun er i fangekælderen. Og hun siger, at hun ved, hvor Georgina er!"

***

Ahhhhh 2 kapitler på 1 dag! Hvem mon den vilde er? Hvorfor er folk forsvundet? Er det forbundet til Georges kidnapning? Who knows?

I DO HAHAHAHAHAHA

Men bare rolig, I finder ud af det....

...På et tidspunkt;))

Also det her kapitel virkede genialt, da jeg skrev det, men nu hvor jeg læser det igennem, er det bare lort XD