Hvide Liljer

I et dødsbo

Mike

Jeg havde forventet at ankomme til et tomt og ukendt hus. Jeg havde forventet, at huset ville være dækket af støv, og at den eneste lyd var vinden, der susede ind gennem hullerne i taget og de knuste vinduesruder. Jeg havde forventet, at det ville være gråt, kedeligt og alt andet end indbydende, sådan som jeg ubevist har forestillet mig, at Roses forældre var. Men da jeg står foran det typisk-engelske hus og den tilhørende overgroede have, går det op for mig, at jeg har set det hele før, og at jeg faktisk føler mig godt tilpas, som om jeg er på god fod med dets beboere. Og efter endnu nogle sekunders overvejelser, indser jeg, at det var dette hus, jeg så Rose, Lærke og Emma gå ind i, da jeg lå og drømte koma-drømme, og at huset allerede dengang var mig velkendt og fortroligt.

I modsætning til lugten af sorg, nostalgi og gensynsglæde, der i min drøm dækkede grunden, er luften nu tung af vrede, angst og forvirring. 

Og George. 

Miquel parkerer bilen langs fortorvet, for der er ikke plads i indkørslen, og i motoren når knap at slukke, før både Møller, Miquel, lægen og jeg er sprunget ud, og i næsten løb, haster vi indenfor. Vi følger lyden af vrede råb og forbandelser op af trappen og ind på et mørkt værelse, hvor Alfred og en kriger står og kæmper med at holde nogen fast til en seng, mens en menneske-læge fortvivlet prøver at give hende en indsprøjtning. 

"Men kæreste barn dog," udbryder han i samme øjeblik, jeg træder ind i lokalet. "Jeg kan jo ikke hjælpe dig, hvis du ikke vil samarbejde!"

Det eneste svar han får, er flere forbandelser. 

Jeg skubber lægen til siden, så jeg kan se ned på Georgina, der ligger og vrider sig. Det krøllede lagen under hende, og dynen på gulvet minder om, at hun har ligget sådan længe.

Jeg hvisker hendes navn, og hun holder omgående op med at bevæge sig. I lang tid er jeg i tvivl, om hun overhovedet trækker vejret, men til sidst hvisker hun mit navn tilbage. Jeg tager hendes hånd, men hun vrister den til sig igen.

"Mike," hvisker hun. Hendes stemme er lav og hæs, som om hun har skreget i mange timer. "Sig til dem, at de skal sætte hende fri. Hun har ikke gjort nogen noget, hun skal ikke sidde i den kolde fangekælder. I må ikke dræbe hende!"

Jeg spørger hende, hvem hun snakker om, men i stedet for at svare, rabler hun bare videre om hvor uskyldig og kærlig, hun er. 

"Jægeren," mumler krigeren. "Jeg tror, hun mener krigeren. Alfasøsteren og jægeren kæmpede med samme iltre temperament, da vi ville skille dem ad. Jeg tror, de er mager."

"Hvad mener du, Henriette?" spørger jeg. "Tror du ikke bare, det var stockholm-syndromet?"

"Jeg er ikke vanvittig, Mike," snerrer George. "Hvis bare det var så enkelt, ville jeg ikke stå i mit livs største dilemma lige nu."

"Hvad mener du?"

I stedet for at svare, falder min lillesøster opgivende tilbage i sengen. "Hent hende nu bare, Mike. Når jeg ved, hun er i sikkerhed, kan det være, jeg forklarer dig det."

Jeg overvejer hurtigt mulighederne op mod hinanden. "Du kan vente med at forklare, til du selv er parat til det," lover jeg hende. "Men hvis jeg skal hente jægeren op til dig, skal du til gengæld lade Lillian undersøge dig og, hvis det er muligt, hjælpe dig med at få synet tilbage."

Allerede før jeg har talt færdigt, går George med på aftalen. "Bare få hende op."

Jeg nikker til Alfred, og han skynder sig ud af værelset, med Miquel og Henriette tæt bag sig, for at hente jægeren op på værelset.