Hvide Liljer

Katastrofen indtræffer

George

"Fuck!" skriger jeg og hamrer alt hvad jeg kan på døren.

Mike har låst os inde på Roses værelse.

Jeg er blevet låst inde.

'For jeres egen skyld,' sagde han.

Jeg er blevet låst inde.

'Jeg vil ikke risikere at nogen af jer kommer til skade.'

Jeg er blevet låst inde.

"Narrøv! Pishovede! Luk mig ud!" Mine hænder gør ondt. Måske har jeg revet hul på huden.

En bildør smækker. Nogle lavmælte stemmer. En motor der tænder. Hjulene drejer, og bilen er væk.

"Nej! Kom tilbage! Fucking... Nej!"

"Hold op, George. Han kan ikke høre dig. De er kørt," siger Anja fra den anden ende af værelset.

Jeg hvirvler om på hælen mod hendes stemme. "Det ved jeg godt." Min stemme er blevet hæs. "Men det ændrer ikke på at vi er lukket inde." Jeg kan mærke panikken, der før blev skjult af vreden, brede sig i min krop. "Jeg kan ikke- Ikke igen, Anja. Jeg kan ikke holde ud at være låst inde. Jeg vil hellere dø."

Jeg kan mærke på hende at hun tror på mig.

"Så er det heldigt," begynder hun, "at Roses forældre ikke var totale idioter. De forudså selvfølgelig en situation som den her. Der findes ikke et eneste rum i det her hus der ikke har mindst to skjulte nødudgange."

"Hvad?" Min stemme kommer ud som et svagt pip.

"Vi er jægere," siger hun, som om det besvarer mit spørgsmål. Det gør det måske også. Jeg kan høre hendes skridt, hendes vidunderlige duft omringer mig, beroliger mig, og hun tager min hånd. "Her," mumler hun, og lægger et stykke stof i min håndflade. "Det er en jakke. Det er koldt udenfor, jo."

Hun hjælper mig med at få den på, inden hun selv tager en jakke på.

"Hvad gør vi med våben?" spørger jeg.

Jeg kan høre hendes smil, da hun siger, "dem har hun også masser af."

Lyden af en skuffe der går op, og så mærker jeg den skarpe varme fra sølvvåben.

"Holy shit," mumler jeg, og Anja brummer bekræftende.

"Her," siger hun og guider min hånd rundt om skaftet på en kniv. "Den gav jeg til Rose da hun fyldte fjorten. Den er skarp og den er sølv, så pas på."

Jeg nikker. "Hvad med en pistol? Rose lovede mig en pistol."

"Det går ikke," sukker hun. "Du kan jo ikke se en skid. Du risikerer at ramme nogen du elsker ved et uheld." Jeg kan ikke høre hvad hun gør, men pludselig mærker jeg et koldt vindpust i ansigtet.

"Kom." Hun tager min hånd igen og trækker mig ind i, hvad jeg hurtigt finder ud af er en smal gang - jeg går ind i væggen to gange inden jeg lærer min lektie; først til den ene side og derefter til den anden. Der lugter af støv og gammelt træværk. Det eneste tegn på at nogen kender til gangen er en flere år gammel fært af to mennesker - den ene er en meget ung Rose, og den anden er en voksen mand, der lugter lidt ligesom min veninde. Rosalies far.

Men færten er mindst ti år gammel, og jeg mister den hurtigt.

"Trapper," advarer Anja samtidig med at hendes hånd trækker en smule nedad.

Nogle lange øjeblikke - og en masse bandeord og blå mærker - senere, stopper Anja op. Jeg er lige ved at gå ind i hende.

"Nu er det sidste chance for at vende op," siger hun til mig. "Jeg vil ikke forhindre dig i at tage med ud at hjælpe Rose, men er du sikker på, at du er i stand til at passe på dig selv? Vil du kunne vende tilbage til palæet og minderne?"

Jeg tøver og tænker mig om. Ikke fordi der er nogen tvivl i mit sind, men fordi jeg ved, at hendes inderlige bøn kommer af kærlighed. Og måske har hun ret - måske risikerer jeg at jeg kommer mere i vejen end til gavn. Jeg risikerer at få et panikanfald, eller at blive overmandet og brugt som gidsel, sårbar som jeg er uden mine øjne. Og alligevel kan jeg kun høre Roses bløde og kærlige stemme, da hun kaldte mig Soror.

Dengang troede jeg, at det var for at sætte en grænse, at jeg ikke betød noget for hende ud over at jeg var hendes mages søster. Men nu hører jeg ekkoet af Anjas stemme, "de holder vores liv i deres hænder, og vi stoler nok på dem til at lade dem. De er vores sjæles og hjerters vogter." Det var en kærlighedserklæring, ikke en afvisning.

Og jeg ved, uden skyggen af tvivl, at hvis det havde været omvendt - hvis jeg var den med en bar ryg - ville Rose uden tøven komme og dække den for mig.

Bar er broderløs bag, siger de. Men Rose er ikke broderløs. Hun har Anja. Og hun har mig.

Måske kan Anja læse min beslutning i mit ansigt. Måske kan hun mærke den i sjælen. For hun siger ikke mere. Hun presser bare et fjerlet kys mod mine læber med et suk, og det er som om, at frygten og usikkerheden lå i hendes lunger, som om det forlader hende med sukket.

"Jeg elsker dig," hvisker hun. Hendes ansigt må være få centimeter fra mit, for hendes lune ånde rammer mine læber samtidig med at ordene rammer mine ører, og betydningen af dem rammer mit hjerte.

"Jeg elsker også dig," hvisker jeg tilbage.

Hun kysser mig en sidste gang, inden hun læner sig væk. Hendes hånd forlader kortvarigt min.

Så opfanger mine ører klikket fra en lås der går op, en skrabende lyd, som træ mod træ, og så bliver jeg næsten blæst bagover af det pludselige temperaturskifte - hvis det var kold før, er det frysende nu.

Hun tager min hånd igen. Den er rug og lun.

"Kom," siger hun og begynder at gå. Jeg følger hende ud i kulden. Og selvom sneen knirker under mine fødder, og den iskolde vinde suser mellem mine hårstrå og bringer knivskarpe bølger af kulde med sig ned langs min rygrad - på trods af at jeg er på vej mod et sted, der bringer myrekryb og gåsehud og ubehagelige minder med sig når det bliver nævnt, og at hverken Anja eller jeg ved hvad vi skal gøre, når først vi når derhen, så tænker jeg, at det måske ikke er så slemt endda.

For solen varmer mit ansigt, når vinden har kølet det ned, og Anja holder min hånd i sin, og hun elsker mig, og jeg elsker hende.

Og måske kan vi ikke gøre ret meget for at hjælpe Rose - måske er den eneste trøst, vi kan give hende, vores selskab. Måske skal vi dræbe for hende. Måske skal vi dø for hende. Måske har hun slet ikke brug for os, måske er det i virkeligheden Mike, hun har ventet på i alle de måneder.

Det er ikke okay - jeg er ikke okay. Og alligevel er det lidt okay, for Anja holder min hånd, og hun elsker mig.

***

IIIIIIIIIHHHHHHHHHH I forstår ikke hvor længe jeg har glædet mig til det her kapitel! Jeg har haft det i tankerne lige siden jeg besluttede at Anja og George var mager, og at *spoiler spoiler spoiler* jeg siger ikke mere!

Also jeg var utilfreds med nogle ting så nu har jeg ændret på det igen bare fordi jeg kan haha. Jeg skal nok gøre hvad jeg kan for at få det hele opdateret/med på moden så at sige lol.  

Anyway... længe siden? Går det godt?