Hvide Liljer

Forberedelse

Rose

Køkkenet summer af stemmer og lyden af madlavning, men omkring det lille bord i køkkenets fjerneste hjørne er der næsten dødsens stille.

"Sidder du og siger til mig," spørger jeg den lille pige der sidder foran mig og dækker sit ansigt med en håndfuld spillekort, "at jeg snyder? Det kunne aldrig falde mig ind! Jeg er bare en naturlig mester til 'fisk'!" Jeg trækker på skuldrene som om det er en kendsgerning.

Hun fniser og sender mig et mistroisk blik over kortenes kant. "Men hvordan har du så niogtyve stik og jeg har kun ét?" Hun presser kortene ind mod brystkassen så jeg ikke kan se dem. "Spørg mig nu, så det kan blive min tur!"

"Okay." Jeg ser ned i mine kort. Kigger hurtigt på det enlige kort der ligger i 'fisk-bunken'. "Giv mig alle dine syvere, så."

Hun trækker kortene op foran ansigtet igen og inspicerer dem. Så hviner hun højt af irritation og klasker tre kort på bordet.

Jeg læner mig tilbage i slagbænken og begynder at le. Den gamle kvinde der sidder ved siden af pigen og leger dommer griner også højlydt. "Kalissa," siger hun til den lille pige. "Du skal øve dig, min ven. Så bliver du en dag dygtig nok til at vinde over frøken Rose."

Kalissa klemmer øjnene sammen og ser mistroisk på mig igen. "Men jeg er den bedste til 'fisk' - ikke engang Elias kan slå mig. Jeg er sikker på hun snyder!"

"Jeg kan forsikre dig," siger jeg og forsøger at se ærlig ud. "Det kunne aldrig falde mig ind at snyde."

"Men hvordan kan du så vinde?" klager barnet.

En af knægtene der står bag Kalissa kommer til at fnise, og ved lyden vender den gamle kone sig om i stolen.

"Chika!" udbryder hun. "Kalissa, se! Du havde alligevel ret." Den gamle kones ansigt deler sig i to da hun nærmest brølende læner sig tilbage mod bordet så hun kan le ordentligt. "Elias står bag dig med et spejl!"

En halv time (og et vundet spil 'fisk') senere får jeg overbevist Kalissa om at det ikke var mig, men Elias, der snød, og at hun derfor skal holde sin del af aftalen og fortælle mig hvor jeg finder nøglen til Hectors våbenhus.

Til gengæld får hun mig overtalt til at tage et slag 'fisk' igen, så hun kan genvinde sin ære.

Denne gang lader jeg hende vinde.

Da Kalissa er færdig med højlydt at fejre sin sejr trækker den gamle kone mig til side.

"Pigebarn," siger hun til mig, som om hun skal til at skælde mig ud. "Hvad vil du dog i våbenhuset?"

Jeg ryster hendes hånd af mig og undgår hendes blik. Følger Kalissas travle kartoffelskrælleri med øjnene. "Hun er en sød pige," siger jeg.

Kvinden følger mit blik og nikker. "Det er hun, men prøv ikke at ændre emne. Jeg ved hvad du planlægger. Det gør vi alle. Hvorfor tror du, at du bliver låst inde om natten? Nogen sladrede!"

"Det ved jeg godt," siger jeg. "Jeg er klar over risikoen."

"Nej."

Jeg sender hende et spørgende blik. "Nej? Hvad har jeg overset?"

Hun sukker og er stille lidt mens hun samler tankerne. "Jeg så dig vokse op," siger hun så. "På afstand. Jeg ved hvordan du så ud da du var lille. Du krævede kærlighed fra din omverden fuldstændig som ethvert andet barn. Du spiste grød og kunne ikke lide broccoli - selvom dine forældre hurtigt fik dig lært, at man spiser af nød og ikke nydelse."

Jeg nikker kort. "Hvor vil du hen med det?"

Kvinden vender sig mod mig og kniber øjnene irriteret sammen. "Kalissa er også et barn. Og Elias. Og alle de andre små."

Jeg skal til at afbryde hende, men hun løfter hånden for at få tid til at tale færdig.

"Jeg beder dig ikke om at give op. Jeg beder dig bare om en advarsel - en time er nok. Jeg har brug for tid til at få børnene væk. De fortjener ikke at se død så tidligt i livet."

"Hvordan kan jeg stole på dig? Hvordan ved jeg at du ikke er loyal overfor din herre?"

Den gamle dame fnyser. "Du glemmer, min skat, at stavnsbåndet ikke længere er en ting. Jeg er kun i det her hus fordi hyren er god og fordi jeg får tid til at lege lidt med børnene engang imellem. Jeg er kun loyal overfor mig selv og for de børn jeg har ansvaret for."

Jeg kigger på hende lidt, mens jeg overvejer hendes bøn. Kigger på Kalissa der skubber til Elias da han kommer for tæt på. "Okay," siger jeg. "Du får en times varsel."

Jeg bliver ikke hængende for at se kvindens lettede blik.

***

Det er ikke en rustning. Ikke som dem man ser i film om middelalderen eller vikingetiden, i hvert fald, for den er ikke lavet i stål eller metal. Den er lavet i sort læder.

Men det gør ikke så meget, for dens formål er ikke at holde mig i live - det klarer Selene jo for mig. Nej, den skal bare sikre, at jeg ikke kommer så meget til skade at jeg ikke kan kæmpe videre.

Jeg kaster et hurtigt blik på den skinnende ringbrynje der ligger klar til brug i den anden ende af Hectors våbenhus. Den skinner i skæret fra min lygte. Det går ikke. Jeg skal kunne forsvinde i skyggerne, og det er læderrustningen perfekt til.

Jeg lægger den fra mig hvor jeg fandt den og kaster endnu et blik rundt i det runde lokale på jagt efter noget til at dække skuldrene med. Efter et par minutter finder jeg en skulder rustning med kappe og hætte i en hatteæske. Kappen er sat fast med knapper, så den får jeg nemt af, men hætten er syet i. Den får jeg ikke af lige med det samme, så jeg beslutter mig for at leve med det. Et våbenbælte, et bastardsværd og et par lidt-for-store læderbukser senere har jeg lagt det hele på plads igen og er forsvundet tilbage til mit værelse.