Hvide Liljer

Emmas forbandelse

Rose

Jeg står igen i haven. Denne gang er det tørre græs omkring mig dækket af sne, og jeg ser op mod himlen. Den hvide baggrund. De grå-hvide snefnug, der virker mikroskopiske på afstand, og altdækkende, når de kommer tæt på.

En forenklet klaver-version af Vivaldis "Vinter" spiller et sted i huset, og lyden dækker hele Hectors grund, så det er umuligt at slippe væk fra den. Jeg genkender den tvungne klang, der kommer over musikken, når det er Emma, der spiller.

Jeg vender mig om mod Hectors palæ-lignende hus. Følger musikken ind gennem køkkendøren, ind i den store hall og op af de brede trapper. Ned langs gangen med smukt udsmykkede døre til alle sider. Til sidst ender jeg i musikværelset.

"Du ved godt, at min onkel bruger dig, ikke?"

Ved lyden af min stemme holder Emma op med at spille. Hun drejer sig langsomt i stolen, så vi får øjenkontakt.

"Jo," siger hun og smiler. "Det ved jeg godt."

Jeg læner mig op ad dørkarmen. Ser undersøgende på hende. Hendes gyldne hår hænger som sædvanligt lige ned ad ryggen, som om hun redte det for få minutter siden. Tanken slår mig, at hun måske bruger magi til at få det til at se sådan ud, og jeg bekæmper et spottende smil. "Han  vil bruge bogen til at vække sin døde kone til live."

Hendes eget smil bliver bredere - nærmest triumferende. "Og du tror, at jeg er naiv nok til at tro, at han vil vælge mig over hende? Nej, min skat, der er et spil i gang. Vi arbejder kun sammen fordi vi begge kan få noget ud af bogen."

Det fanger min opmærksomhed. "Hvad får du da ud af den?" spørger jeg. 

Hun ryster undrende på hovedet, som om hun morer sig over, at jeg ikke har regnet det ud endnu. "Magten til at underlægge hele verden min vilje. Du så selv hvor godt det gik i Lucia." Smilet bliver drømmende. "Alle var glade. Der fandtes ikke psykiske sygdomme. Alle fysiske skader blev helet lynhurtigt. Alle fik gode karakterer. Byen var, som du selv navngav den, a perfect city."

"Hvad så med Mike?" Jeg krydser armene over brystet. Retter ryggen. Prøver at gøre op for, at min stemme knækker, da jeg sagde hans navn.

Smilet forsvinder, og bliver erstattet af en medlidende mine. Hun rejser sig op og går omkring stolen, så der ikke er noget imellem os. "Det var ikke meningen at han skulle gå i koma. Det var meningen at de vilde skulle få fat i både ham og Georgina uden at nogen af dem kom til skade. Men da Mike besvimede gik de i panik og efterlod ham. Og jeg havde ikke ressourcer til at forhindre ham i at finde George igen - jeg magtede simpelthen ikke at tage mig af ham. Så jeg lod ham ligge indtil jeg forlod byen. Han var en slags afskedsgave fra mig til dig som et plaster på såret efter at jeg tog bogen tilbage."

Jeg blotter mine tænder, knurrer nærmest truende ad hende. "Du tror, du er så skide sød, gør du ikke? Du tror, at du ved, hvad der er bedst, og alle har bare at makke ret, så du kan få din vilje."

Hun åbner munden for at sige mig imod, men jeg fortsætter. "Du er forkælet, er hvad du er. Når bare alt går, som du vil have det, så går det godt. Du er ikke en beskytter, men en fangevogter."

I stedet for vrede, som jeg havde forventet, ser hun bare overbærende på mig. Som om hun ved noget, jeg ikke ved.

Som om hun er den voksne, og jeg er det lille barn der lider af raserianfald.

"Kom med," siger hun. "Så skal jeg vise dig noget."

***

Emma viser mig ind i testuen, hvor hun går direkte hen til en af de store bogreoler. Hun trækker en tung bog ud - stor, men langt fra den største i samlingen - og sætter sig ned i sofaen. Hun smiler op til mig, og klapper på puden ved siden af sig. 

"Kom og se." 

Tøvende sætter jeg mig ved siden af hende, og hun åbner bogen.

Den er tom.

Udhulet.

Som om nogen har skåret i den med en kniv, for at gøre plads til de papirer og smykker, der nu ligger blandt de hule sider.

Det første, Emma tager frem fra bogen, er et billede. Hun rækker mig det. Det forstiller Lærke, der står med ryggen lænet op af Adam, der står med armene omkring hende. De har begge armene samlet omkring hendes mave. De smiler til fotografen. I baggrunden kan man se min egen stue, og i et af spejlene over kaminen kan jeg se min mor, der står og griner ind i et kamera. Det er hende, der er fotografen.

"Billedet blev taget et par minutter før Lærke og Karin afslørede graviditeten for Adam."

Hun viser mig et andet billede. Det er mere udvisket, som om mor ved et uheld tog et billede, mens hun lagde kameraet fra sig. Men jeg kan se Adams forfærdede ansigt, hans arme, der skubber Lærke væk. Lærke, der grædende griber ud efter sofaens ryglæn.

"Hvad-" begynder jeg.

"Ja, hvad tror du?" Emma lægger bittert billedet til side, og trækker et brev op fra bogen. "Hun bad og tiggede, om han ikke godt ville give os en chance. Men han svarede hende aldrig."

Jeg skimmer teksten. ....Jeg elsker dig..., .....det er ikke hendes skyld...., jeg lover....

Jeg kan ikke få mig selv til at læse brevet ordentligt, men de små stykker ord er nok til at give mig en ide om indholdet. 

"Som resultat voksede jeg op med en sørgende mor og ingen far. Det er en ensom opvækst, Rose, og jeg ville ikke ønske den for nogen. Så ja, jeg vil forhekse verden, så den slags svigt aldrig sker igen." Hun begynder at pakke papirerne tilbage i den udhulede bog. "Vi løj for dig tidligere, Rose. Din onkel og jeg er ikke sammen, vi lader bare som om for at få de vilde til at gøre som vi vil have dem til. De er konservative på den måde - svarer kun for et alfa-par."

"Og I dræbte alle, der var involverede dengang, selv din egen mor, som om de havde noget med Adams fejl at gøre?"

"De var nødvendige ofrer. Hector er så optaget af hævn, og hvis deres død var hvad de skulle til for, at han vil arbejde sammen med mig, så må det være sådan."

Jeg ryster vredt på hovedet. "Hvor trist dine bevæggrunde end er, så retfærdiggør de ikke mord."

Hun trækker på skuldrene. "Jeg beder dig ikke om at være enig med mig, jeg beder dig bare om at forstå." Hun vrider sig ivrigt. "Tænk på, Rose, at med bogen kan du få dine forældre tilbage. Og med den magt, jeg ville få, kunne jeg forhindre Hector i at dræbe dem igen."

Hun rejser sig op og stiller bogen på plads. Da hun vender sig mod mig igen er hun endnu engang sit sædvanlige fattede jeg.

"Tænk over det, vil du? Hvad vil du helst: være lykkelig under min magt, eller fortsætte med at være ulykkelig under Gudindens?"