Dear Ellie

Kapitel elleve.

Ellies synsvinkel:
Jeg lagde hurtigt på, og kiggede så mod døren lige da min mor åbner den. "Vi flytter tilbage til London." Sagde hun bestemt, og lukkede døren. "Hvad?! Seriøst din kælling nu slapper du af!" Råbte jeg af hende, hendes hårde blik ændrede sig hurtigt til et skuffet blik. "Tænkte jeg det ikke nok?" Spurgte hun. "Tænkte hvad." Spurgte jeg bange. "Ja, du har ændrede asityde og stil." Sagde hun. "Begrund af de der drenge." Sagde hun. "Mor, de er mine venner. Og du kender Calum, han er jo min barndoms ven som jeg har kendt hele livet igennem. Hvorfor skal jeg sige farvel til noget som er så vigtigt?" Spurgte jeg med tåre løbende ned af mine kinder. "Ellie.. Luke får dig hele tiden i problemer. Før du blev kæreste med ham var Dustin ikke sådan mod dig. Og jeg ved godt han ikke har været sød imod dig, men du kunne da give ham en chance?" Smilede hun kort. "Vil du virkelig have jeg kommer sammen med ham som bortførte mig to gange og prøvede på at lave voldtægt?" Spurgte jeg. "Har han gjort det?" Spurgte hun overrasket. "Ja.. Hos Luke følte jeg mig sikker.." Svarede jeg. "Ellie, jeg vidste jo intet om hvor meget de drenge betød for dig." Svarede hun. "Men det gør du nu.." Jeg vendte mig om og gik ind på mit værelse. Jeg smed mig selv i sengen, og begyndte at græde dog fil jeg en besked fra Calum.

(Beskeden)
Ellie, tør øjnene og mød mig i den officiale park. xx Cal
(Svar)
Okay. xx Ellie :'(

Jeg gik nedenunder og tog mine sko på. "Hvor skal du hen?" Spurgte min mor. "Skal bare sige farvel til drengene ses om en times tid.." Svarede jeg. "Ellie, du må gerne være sammen med de drenge, du elsker dem jo og de elsker dig. Så ikke giv slip på dem. Jeg ved jeg sagde de var dårligt selvskab, men måske er de. Jeg vil bare ikke havde der sker min lille pige noget." Sagde hun. "Jeg elsker dig mor." Smilede jeg og tørrede en tåre væk.
"Jeg elsker også dig." Smilede hun. Så åbnede jeg hoveddøren og gik mod parken..