Dear Ellie

Kapitel fjorten.

Calums synsvinkel:
"Hvad mener du? Hvilken sygdom?" Spurgte Michael. "Det er en lidt mærkelig sygdom, altså hvis hun føler hun bliver tvunget til noget, eller at hun føler skyldfølelse så besvimer hun." Svarede jeg. "Sikke en mærkelig sygdom." Svarede Ashton, da han var kommet tilbage. "Hvornår kommer ambulancen?" Spurgte jeg. "De ville komme så hurtigt de kunne." Svarede han. Jeg kiggede på Luke som sad og stirret ud i ingenting. "Luke.." Sagde jeg, og satte en hånd på hans skulder. "Det min skyld.. Det er alt sammen min skyld, jeg har gjort det her fire gange og bliver ved med at gøre det igen." Sagde han stille og vendte sine blodsprængte øjne mod os. "Luke, det er måske din skyld men ikke at hun er besvimet?" Svarede Michael. Et par mænd kom herhen for at bære Ellie ind i ambulancen. "Hvem af jer skal med?" Spurgte en af mændene. "Calum.." Sagde Luke. "Nej, Luke du skal." Svarede jeg. "Calum bare gør det." Smilede Ashton stille. Jeg hoppede ind i ambulancen, og satte mig ved siden af Ellie. "Kan du forklare hvad der skete?" Spurgte ham manden mens han tjekket Ellie. "Jo altså.."

(Flashback)
Hun lagde på, og kastede Lukes telefon mod ham. "Nu er det fucking fjerde gang, din idiot!!" Råbte hun. "Hvad taler du om?" Spurgte han forvirret. "Du har.." Hun faldt sammen i gråd. Jeg kastede mig hurtigt ned ved siden af hende og trøstet hende. "Luke, det det mener du ikke?" Spurgte Ashton skuffet. "Drenge.." Man kunne høre hans stemme knækkede, da vi alle sad og trøstet hende. Pludselig rejser jeg mig op, og går hårdt mod Luke. "Hvad fuck er der galt med dig? Du er min bedste veninde utro?! Du kommer til at betale for det her!" Råbte jeg og gav Luke en lussing så han faldt. "Calum!" Skreg hun. Jeg vendte mig om, og jeg havde helt røde øjne. Jeg vendte mig mod Luke, og begyndte at sparke ham. Ashton og Michael prøvede at stoppe mig, men de fik begge et slag og så faldt de ned ved siden af Luke. "Calum.." Sagde hun inden alt blev sort.

(Flashback ended)
"Det var det der skete." Svarede jeg. "Okay, har hun en sygdom eller er hun allergisk overfor noget?" Spurgte han.
"Altså hun har en sygdom så hvis hun altså føler hun bliver tvunget til noget, eller at hun føler skyldfølelse så besvimer hun." Svarede jeg. "Okay." Smilede han. Vi kom ind på hospitalet, og jeg blev bedt om at sætte mig i venterummet, udenfor kunne man bare høre fans råbe mit navn. Jeg kunne ikke engang vende mig om og give dem bare et lille smil. I mange timer sad jeg der i venterummet, uden at nogle havde sagt mit navn eller der havde været en læge, drengene var ikke engang kommet. "Hood?" Spurgte en mandlig stemme, jeg rejste mig op og gik hen til lægen. "Følg med mig." Smilede han. Vi gik igennem en lang gang og igennem en masse døre. Nogle steder kunne man se forældre som sad og græd. "Hun ligger på den her stue." Sagde han, og blidt satte jeg min hånd på dørhåndtaget. Stille åbnede jeg døren og gik ind i rummet. Jeg satte mig på en stol, og tog blidt Ellies hånd. Et par få tåre forlød min øjenkrog. "Ellie, please du er det eneste jeg holder af. Du er den person som gør at jeg gider leve. Seriøst du kan selv spørge Ashton om da vi skulle på tourné, hver nat sneg jeg mig ud på badeværelset og cuttet, fordi jeg savnede dig. Jeg har stadigvæk cuttende, det er også derfor jeg har så mange armbånd på for at skjule det. Jeg elsker dig Ellie, og vil det forevigt. Please kæmp imod smerten for mig, for Ashton, for Michael, ja selv for Luke, og din familie. Gør det for dem du elsker og som jeg ved elsker dig. Du fortjener så meget mere end det her. Please vågn op.." Hviskede jeg..