Dear Ellie

Kapitel tyve.

Ellies synsvinkel:
En klippe stoppede mit styrt, og jeg landede på en bunke blade hvilket gjorde faldet mindre smertefuldt. "Ellie er du okay? Vi henter hjælp!" Råbte Michael oppe fra skranten. "I skal ikke hente hjælp! Kommer selv op!" Råbte jeg tilbage, og begyndte at kravle op af klippemuren.

Da jeg kom der op blev jeg krammede af idioterne. "Ellie.." Sagde Luke stille jeg vendte mit blik mod ham, og drengene gik væk fra os. Vi satte os på kanten af klippen og så ud over byen. "Ellie, kan du på nogen måde tilgive mig.." Spurgte han stille, jeg vendte mit blik mod ham. "Luke.. Det tror jeg ikke jeg kan den her gang, du er simpelthen gået forvidt." Svarede jeg mens jeg blidt aede hans kind med min hånd. "Ellie, jeg elsker dig." Sagde han stille med et kort smil. "Jeg elsker også dig, Luke." Smilede jeg. "Du glemmer mig ikke, vel?" Spurgte han, med et alvorligt blik. "Luke, hvordan skulle jeg dog kunne glemme dig?" Spurgte jeg med et hulk, jep jeg var begyndt at græde. Han tørrede en tåre væk fra min kind og kyssede mig i panden. "Luke, hvornår fortsætter i jeres tourné?" Spurgte jeg. "Den starter igen på mandag, hvorfor?" Spurgte han. "Kan jeg muligvis komme med jer på tour?" Spurgte jeg, med et lille smil. "Sig mig, sagde du ikke lige at vi skulle skride fra dit liv." Spurgte han med en bitchy tone. "Luke.." Grinede jeg. "Du ved jeg ikke mener det." Smilede jeg. "Kan jeg skrive til dig når vi har taler med vores manager?" Spurgte han. "Selvfølgelig Luke." Smilede jeg. Mit blik gled fra Luke og ud på byens udsigt. Ved en fejl rørte min hånd hans og han lukkede sin hånd ned over min. Vi flettede vores finger og jeg lagde mit hoved på hans skulder. "Lov mig, at du aldrig vil forlade mig." Hviskede jeg. "Jeg kunne aldrig forlade alt det her." Hviskede han.

"Luke, hvem fanden er den bitch?" Spurgte en irriterende pigestemme bagfra, jeg kunne høre på Lukes suk at hun ødelagde det hele. Han rejste sig op og gik hen til pigen. "Mille, nu lukker du. Godt nok var vi kærester i skolen med den pige er altså det mest vigtigste i mit liv, og du skal OVERHOVEDET ikke ødelægge vores øjeblik, så skrid over til Mikayla og Emma og hold dig fra mig, okay?!" Råbte han af hende, det fik virkelig mine følelser op og køre. "Luke.. Jeg troede jo vi havde noget." Sagde hu stille og pillede ved hans skulder. "Ja vi HAVDE.." Svarede han. "Ja, jeg savner virkelig den tid." Smilede hun, hun stillede sig på tær og kyssede Luke på munden. Luke gjorde ikke modstand? Det fik virkelig jalousien inde i mig til at boble. De trak sig fra hinanden og jeg gik hårdt forbi Luke. Godt nok stoppede jeg ved siden af Mille. Hun vendte sig mod mig og jeg skubbede hende så hun væltede, så stillede jeg mig foran Luke. "Ellie.. Seriøst undskyld." Prøvede han men jeg ignoreret det. "Luke, jeg fortryder alt hvad jeg har sagt, gjort, følt for dig! Du har kun skabt problemer! Bare glem alt hvad vi havde, for det bliver aldrig et 'vi' igen!" Sagde jeg og gik hen til Calum. "Calum er du sød at følge mig hjem?" Spurgte jeg og holdte mit blik på jorden. "Hvorfor?" Spurgte han. "Det er ligemeget, kan du ikke bare følge mig hjem?" Spurgte jeg, han tog mit hoved op så jeg kiggede ham ind i øjene. "Har du grædt?" Spurgte han. Jeg nikkede og han kiggede ondt på Luke, hvorfra der kom små hulk. "Hvad er der sket?" Spurgte han. "Luke kyssede ved en fejl med Mille og gjorde ikke modstand.." Sagde jeg stille..

Fortsættes i næste kapitel..