Dear Ellie

Kapitel tolv.

Ellies synsvinkel:

"Er du okay?" Spurgte Luke. "Ja.. Jeg syntes bare det er irriterende når hver gang drengene er der, så ignorer du mig nærmest." Svarede jeg stille. "Jeg vidste ikke, du havde det på den måde med drengene." Svarede Luke. "Men det er sådan, Luke du behøver ikke køre mig hjem, går selv." Svarede jeg, og gik indenfor. "Drenge, Luke er kun jeres nu. Fortæl ham jeg slår op. Han har kun tid til jer." Svarede jeg og fortsatte. Jeg åbnede hoveddøren og fortsatte min tur hjem til min lejlighed. 

Lukes synsvinkel:

Jeg bumpede ned i sofaen ved siden af Calum. "Det er kede at af høre, det med at Ellie har slået op." Sagde Calum støttende. "Hvad? Har hun slået op?" Spurgte jeg. "Ja?" Svarede Ashton. "Luke, du skal ikke begynde den fase igen. Please.." Svarede Michael. "Jeg kan ikke.." Svarede jeg. "Jo, der kommer andre piger. Stol på os." Smilede Calum. "Drenge, jeg vil godt være lidt alene." Sagde jeg stille, de rejste sig og gik hjem. Jeg gik ud til mor og de andre. "Jeg går op på mit værelse.." Svarede jeg stille. Ben som havde fået normalt tøj på kom hen til mig. "Hvad er der sket?" Spurgte han, og løftede mit hoved op så jeg så ham ind i øjnene. "Ingenting.." Svarede jeg. "Giv ham lidt tid." Sagde Anna, Ellies mor. Jeg gik op på mit værelse, og satte mig inde i mit skab. Der lå altid det nødvendige. Smøger, øl, barberblade, høretelefoner, højtaler, mad, lighter, og en flaske vand. Jeg satte min playlist til at køre, og fandt så et barberblad. Jeg satte bladet ned til min håndled og lavede et snit, så lavede jeg et til og et til, og sådan fortsatte jeg. Pludselig bliver min dør åbnet og jeg gemmer tingene og min arm. "Luke, kom dog ud fra skabet? Du har intet at skulle derinde." Sagde Jack. "Bland dig udenom, og skrid ud fra mit værelse." Hvæssede jeg af ham. "Slap af emo."  Sagde han. "Luk røven og skrid." Han havde tændt lyset inde i mit skab, og jeg rettede min nærmest beskåret arm mod døren. "Luke.." Sagde han stille. Stille satte han sig ned på knæ, og gik mod mig. "Hold dig fra mig!" Råbte jeg. "Luke, lad mig se din arm.." Svarede han. Forsigt rakte jeg ham min arm. "Hold da helt..-" Han stoppede sig selv. "Du bliver nød til at fortælle det til mor." Svarede Jack. "Nej.." Svarede jeg. "Jeg skal nok lade hver." Sagde jeg. "Luke, er der andre ting du skjuler?" Spurgte Jack. "Nej.." Løj jeg. Han skubbede mig til siden. "LUKE ROBERT HEMMINGS!" Gispede han. "Jeg.. Jeg.. Er ikke på stoffer.. Tro.. Tro.. Mig.. Mig.." Stammede jeg. "Jamen, hvor har du alle de her ting fra?" Spurgte han. "Jack.. Please, bare lad mig være.." Svarede jeg stille. "Du bliver nød til at fortælle det til mor, Luke." Svarede Jack. "Nej Jack.. Du forstår det ikke. Jeg skuffer hende. Det tog mig 2 år bare at starte det her band og få en læbering.. Jeg kan ikke skuffe hende." Svarede jeg. "Bare lov mgi du siger det når du er klar, okay?" Spurgte han. Jeg nikkede. Han gik så ud fra mit værelse, og da jeg vidste døren var blevet lukket fandt jeg et barberblad frem, og begyndte at skære i min anden arm. Da den var fyldt begyndte jeg på mine lår. Og sådan fortsatte jeg. 

...

"Luke? Er du herinde?" Spurgte vores mor. Jeg tog tingene og gemte det mellem mit tøj. Hurtigt dækkede jeg mine sår til. Hun åbnede mit skab, og tændte lyset. "Luke?" Spurgte hun. Jeg lød som om jeg sov. "Luke er du sød at vågne op, der er mad." Jeg åbnede øjnene. "Jeg kommer." Smilede jeg stille. Hun gik så nedenunder. Hurtigt tog jeg en tår af mit vand, og gik så med smerter overalt nedenunder. Jack kiggede hele tiden undersøgende på mig. "Hvordan smager maden?" Spurgte vores far. "Godt." Smilede jeg med et smertefuldt ansigt. "Luke, må jeg ikke lige tale med dig nu?" Spurgte Jack. "Jo." Jeg nikkede og rejste mig smertefuldt op. "Lad mig se dine arme." Sagde han bestemt, med smerten som bredte som en gal hev jeg mine ærmer op. "Oh My.." Sagde Jack. "Du bliver nød til at sige det til far eller Ben." Svarede Jack. "Nej, Jack." Svarede jeg, og tog mine ærmer ned igen. Vi gik ud i køkkenet og satte og spiste videre. "Hvad snakkede i om." Spurgte Kira vores kusine. "Ingenting." Smilede jeg smertefuldt. "Luke, hvorfor ser det ud som om du hele tiden føler smerte?" Spurgte vores mor. "Jeg trænede bare lidt, og nu har jeg lidt ondt i armene." Svarede jeg. "Trænede du igår?" Spurgte vores far. "Nej, her idag." Svarede jeg. "Så burde det ikke gøre ondt." Svarede han. "Luke, det er jo heller ikke sandheden er det vel?" Spurgte Jack. "Luke, hvad er der sket?" Spurgte vores mor. "Kira er du sød at gå ind i stuen et kort øjeblik?" Spurgte jeg. Hun rejste sig og gik ind og tændte tvet. Stille tog jeg mine ærmer op..