Dear Ellie

Kapitel tolv.

Ellies synsvinkel:
Jeg gik mod drengene de var der alle sammen, selv Luke. Gad vide hvad der var så vigtigt som de ikke kunne skrive over sms? "Ellie!" Sagde de glad, men lidt nedtrykt. De krammede mig alle og trak sig lidt efter.
"Hvad var det i ville fortælle.." Spurgte jeg. "Vi skal snart på Tour, og vi skal allerede køre i aften." Sagde Michael. "Hvad?" Spurgte jeg. "Men, du må jo ikke se os mere.." Sukkede Luke. Jeg kiggede såret på ham. Slår han op sådan lige nu? "Men, det må jeg godt.." Svarede jeg, mens en kort gnist glimtede igennem deres triste puppy øjne. "Virkelig?" Spurgte Calum glad, jeg nikkede som svar og så løb han mod mig og løftede mig op, mens han krammede mig. "Eh, hvad sker der lige her?" Hviskede Ashton til Luke.
Calum satte mig ned og kiggede mod drengene. Ashton og Michael så forvirret ud, mens Lukes øjne slap nogle få tåre. Jeg løb mod Luke. "Jeg elsker dig Luke. Calum er.." Jeg stoppede mig selv. Jeg trak mig fra det kram jeg havde givet Luke og kiggede på drengene. "Jeg har kendt Calum, lang tid før jer." Sagde jeg stille. "Og da jeres karriere gik igang, så forsvandt Calum langsomt ud af mit liv. Jeg så ham ikke i fem år og da jeg så mødte Luke og så Calum igen, så fik jeg en underlig følelse i min krop. Derfor var jeg nervøs ved at sige ja til Luke, derfor blev jeg så trist hvis bare en pige ødelagdes jeres humør.. For jeg elsker jer, og vil passe på jer som små baby'er." Jeg grinede lidt i slutningen. Pludselig ringer Lukes mobil, og han går lidt væk fra os.

Da han kom tilbage havde han et trist blik..