Dear Ellie

Kapitel syv.

Lukes synsvinkel:
"Luke det er alt sammen din skyld, du har ødelagt alt og du har aldrig tid til os!" Råbte en meget vred Ashton. "Drenge stop det der, i mener det jo ikke." Jeg kigget seriøst på dem alle sammen. "Luke enten tager du dig sammen og forlader Ellie, eller os så smider jeg dig ud af bandet." Sagde Michael seriøst. "Drenge hvorfor skal i altid dømme mig! Jeg synes at den berømmelse ting er noget lort, jeg gider det ikke! Jeg hader alle vores fans, jeg synes vi spiller dårligt, og jeg savner at lave covers af sange der er skrevet af rigtige kunstnere ikke bare wannabes like us!" Råbte jeg med tårene strømmende ned af kinderne. "Luke det var ikke.." Jeg afbrød hurtigt Ashton. "Bare glem mig.." Jeg løb ud af døren, og videre ud på gangen, jeg løb bare og anet ikke hvor jeg skulle hen. Jeg løb og løb..

"Luke er du okay?" Spurgte Ellie. Jeg nikket mens jeg kigget mig omkring, alt var som det var før, så det var sikkert bare en drøm. "Jeg har lavet morgenmad." Smilte hun, jeg gengældte hendes smil igen, bare på en lidt akavet måde.

Vi sad og spiste morgenmad, og pludselig ringer min mobil. Jeg tog den op af min lomme og kigget på displayet. "Hvem er det?" Spurgte Ellie. "Calum." Svaret jeg kort inden jeg satte mobilen mod øre og begyndte at tale.

C: Hey mate, hvor er du?
L: Hos Ellie, hvorfor?
C: Fordi at Ashton og Michael slås, og det er begyndt at blive voldsomt, de står begge med en kniv i hånden.
L: De hvad?!
Godt nok er jeg den mindste i gruppen men det er squ mig der er mest moden og voksen.
C: Vil du ikke nok komme?
L: Jeg kommer.
Mig og Calum lagde på. Jeg tog mine ting, efter jeg havde forklaret sagen til Ellie, og kørte nu mod Ashton's hus.

Jeg åbnet stille døren og gik ind..