Dear Ellie

Kapitel tretten.

Lukes synsvinkel:

Stille tog jeg mine ærmer op, de gispede alle sammen og jeg kiggede skuffet ned. "Luke.." Sagde vores mor stille. "Hvorfor?" Spurgte hun. "Undskyld.." En tåre trillede ned af min kind. "Hvorfor har du gjordt det?" Spurgte vores far. "Jeg.. Jeg kan bare ikke.. Klare.. Det her... Liv.. Mere.." Svarede jeg stammende. "Hvad mener du?" Spurgte vores mor. "Jeg.. Har selvmordstanker, og jeg har selvværdsporblemer. Jeg har altid skjult det for jer, har gjordt det her lige siden jeg var 15. Jeg er virkelig ked af det. Jeg kan bare ikke klare livet mere, har også begået slevmord et par gange, det bare aldrig lykkes mig at dø. Hver nat ønsker jeg at jeg ikke vågner op igen." Svarede jeg stille. "HVAD?" Råbte vores mor. "Se Jack, jeg ville skuffe hende. Og det har jeg gjordt!" Svarede jeg. "Luke du har ikke skuffet mig, kan bare ikke forstå hvorfor du gør det. Du er berømt?" Svarede vores mor. "Bare lad mig være i fred!" Jeg rejste mig med en passe smerte op, og løb ovenpå. Jack var lige i hælende på mig, jeg nåede lige ind på mit værelse og fik låst døren. "Luke luk op!" Råbte Jack. "Jack?!" Råbte jeg. "Ja?" Spurgte han. "Tror du jeg dør hvis jeg springer ud af vinduet?" Spurgte jeg ham. "Ja?!" Svarede han. "Godt så.." Svarede jeg og gik hen og åbnede vinduet. "Luke du vover på at gøre det!" Råbte Jack. "Farvel Jack.. Farvel familie.. Farvel fans... Farvel band.. Farvel Ellie.. Farvel alting.." Sagde jeg inden jeg hoppede ud af vinduet. Og pludselig blev alt sort. Jeg nåede lige at høre min mor råbe. "Luke nej!".

Ellies synsvinkel:

"Hvad vil du Ashton." Spurgte jeg ind i telefonen. "Jeg kommer og henter dig om fem." Svarede han hurtigt, inden en bippende tone mødte min øregang. Jeg gjorde mig klar. 
Mig og Ashton var på vej hen til et eller andet sted, først da han kørte ind på hospitalets parkeringsplads, gik det op for mig det havde noget med Luke at gøre. Jeg sparkede nærmest bildøren op, og løb ind på hospitalet. "Luke Hemmings." Svarede jeg hurtigt. "Ja, de andre er på gang 5 grå dør til højre nummer 567." Sagde damen. Jeg satte i løb og løb mod det sted hun havde forklaret mig. Nærmest sparkede jeg døren op, og gik så roligt hen til Luke. "Nej.. Nej.. Nej.." Hviskede jeg til mig selv. Ashton og jeg lagde hurtigt mærke til Lukes arme. "Luke... Please det er ikke nu du skal forlade os alle sammen. Vi har brug for dig.. Luke.. Vi har virkelig meget brug for dig.." Sagde Ashton. "Luke.. Jeg har brug for dig, og din beskyttende arme. Jeg har brug for dig til at fortælle mig at jeg er fantastisk, jeg har brug dig. Vi har alle brug for dig. Luke please jeg tilgiver dig.  Bare please vågn op, jeg elsker dig mere end noget andet, please.." Hulket jeg. Jeg kyssede ham i panden, og satte mig så overe ved hans mor, Ashton kom hen og satte sig ved siden af mig. Jeg stirrede på maskinen med hans hjerteslag.. Den blev langsomere og langsomere. Og pludselig en bippende tone. Han var død, kun et mirakl kunne løse det her. En del læger kom løbende ind, og kørte hans seng ind på en opbrationsstue. Grædene gik vi alle hjem. Vi vidste alle at det var sidste gang vi så ham. Og selvfølgelig var det også det. 
Ashton kørte mig hjem, og mens vi kørte hjem skrev jeg et tweet. 
Ellie5sos: //R.I.P Luke Hemmings, du vil for altid være i vores hjerter, og vi elsker dig mere ned noget andet. Jeg ville ønske jeg ikke havde være oppe og skændes med dig den sidste gang jeg så dig. Jeg elsker dig. R.I.P\\ 

Også begyndte min mobil at vibraer fordi alle skulle vide hvad der var sket. "Ashton, lover du at du henter mig hvis han er genoplivet?" Spurgte jeg ham. "Ja, hvis du lover du aldrig glemmer ham." Svarede Ashton. "Det lover jeg hvis du også gør." Jeg satte min lillefinger foran hans ansigt. "Lillefinger aere!" Sagde vi på samme tid. Jeg steg ud og gik ind i min opgang, da jeg kom op i min lejlighed, tændte jeg tvet og lagde mig på sofaen. Jeg så lidt nyheder. "Idag, er Luke Hemmings fra 5 Seconds Of Summer sprunget ud fra et vindue, og røget på hospitalet. En time efter han var kommet ind på en stue, stoppede hans hjerteslag. Vi vil give mere info når vi ved noget. Ligenu er der ikke andet end at håbe, og se nogle minder fra da han var barn og til nu. Enjoy!" Sagde værten, og en masse videoklips fra da han var baby og opefter dukkede op på skærmen, ærligt begyndte at græde. Faktisk græd jeg mig selv i søvn.