Dear Ellie

Kapitel enogtyve.

Lukes synsvinkel:
Calum kom hen og satte sig. "Hvorfor gjorde du ikke modstand?" Spurgte han stille. "Det.. Det ved jeg ikke." Sukkede jeg, jeg vidste ærligtalt ikke at Ellie ville blive sur fordi jeg kyssede med Mille, altså hun er jo ikke min kærester og hun sagde vi ikke skulle være sammen mere. Hvorfor blev hun så sur? "Luke, sig undskyld." Sagde Calum og rejste sig op, han hjalp mig op og jeg gik hen til Ellie. "Luke skrid med dig!" Råbte jeg af ham. "Ellie hør, hvorfor blev du så sur over jeg kyssede med Mille?" Spurgte jeg. "Fordi.. Jeg stadigvæk elsker dig.." Svarede hun. "Men jeg hvorfor vil du så ikke give mig en chance til?" Spurgte jeg. "Det vil jeg også.. Men.." Sagde hun. "Men?" Spurgte jeg, men blev hurtigt afbrudt af hende fordi hun plantede sine læber på mine, først blev jeg overrasket men kyssede hurtigt med.
Vi trak os, og kiggede ind i hinandens øjne. "Tilgiv mig." Hviskede jeg. "Du er tilgivet." Hviskede hun og hun kastede sine arme om mig og krammet mig. Jeg løftede hende op og drejede hende rundt. "Kan vi ikke gå en tur?" Spurgte hun. "Jo, skal vi tage i skoven?" Spurgte jeg. "Jo, siger det lige til Calum." Sagde hun og gik over til Calum, lidt efter kom hun tilbage til mig og sprang op på min ryg. Jeg begyndte at løbe mod skoven med hende på ryggen, hendes fantastiske grin blandet med mit var en god blanding.

Jeg stoppede inde midt i skoven, og Ellie hoppede af min ryg. Pludselig begynder det at ringe helt sindssygt. Jeg kiggede smilende ned på Ellie, og lænede mig så stille ned til hende. Jeg kyssede hende blidt og tog fat i hendes hænder, hun flettede vores finger sammen og kyssede med.