Dear Ellie

Kapitel fem.

Måske er det ret hårdt for hende? Vi fire drenge som forfølger hende hvorhen hun end lige går. Det er måske ret ondt mod hende?

..

Vi var kommet tilbage til Sydney og det første bilen stoppede ved var mit. Jeg sagde farvel til drengene og steg så ud af bilen. Jeg løb oven på med mine ting, smed dem og smed så mig selv i min seng af ren udmattelse.

..

"Luke?!" Råbte en fjern stemme, langsomt åbnede jeg mine øjne og satte mig op i min seng. Jeg må ha været faldet i søvn. Jeg rejste mig og gik nedenunder. Mor, far, Ben og Jack sad ved bordet. "Nåeh.. Endelig tog du dig sammen til at rejse dig fra den seng." Sagde min mor, med et surt tonefald. "Ja, men jeg er ikke sulten." Svarede jeg og gik videre ind i stuen. Jeg sukkede langtrukket mens jeg lød mig selv glide ned i sofaen.

Ellie synsvinkel:

Jeg var kommet hjem, og sad bare i min seng og stirrede ud på mit værelse. Savner jeg Australien? Eller savner jeg bare drengene?

Jeg hoppede ud af sengen, og gik hen til min altan. Jeg åbnede døren der udtil og satte mig i den stol der stod der. Det regnede, og jeg betraktede hver en dråbe der landede på min altan. Dråberne glidtrede smukt, og først der bemærkede jeg at jeg græd. Men jeg var jo endelig ikke ked af det? Eller lød jeg bare som om at jeg græd?

Jeg tørrede en af mine tåre væk, og kiggede så på sol nedgangen. Mon Calum sidder og kigger på det nu? Eller er det allerede væk - på grund af tidsforskellen?

Calums synsvinkel:

Jeg var liget blevet færdig med at ligge mine ting på plads, så nu sad jeg med min bærebar på mine lår. Jeg kiggede mod min vindue, det tordnede? Det plejer det da ikke? Jeg lukkede min bærebar i, og lagde den til side. Så rejste jeg mig og gik hen til vinduet. Jeg åbnede det, og kravlede ud, jeg kravlede videre ud på taget og satte mig der. Det regnede og tordnede og det eneste jeg kunne tænke på var..