Together - Marcus og Martinus [AFSLUTTET]

Kapitel 7. Festen del 1.

Han så virkelig godt ud. Virkelig godt ud. Sådan virkelig! Okay tror i har fattet det nu... haha.
"Hej! Wow du ser godt ud Sophia!" Sagde han da jeg åbnede. Der blev sat en kæmpe smil på mine læber lige da han sagde det.
"Hej! Tak jamen i lige måde:)..." sagde jeg hurtigt. Jeg tror jeg blev lidt rød i hovedet, men jeg er altså ikke forelsket i ham. Han så bare lidt godt ud...

Martinus og jeg cyklede afsted. Solen var ved at gå ned. Klokken var også omkring 21.00. Jeg sad bagpå cyklen og holdte om hans mave. Han havde sixpack. Det kunne man tydeligt mærke, men det er vel meget normalt for drenge i hans alder. Han var jo lige fyldt 15.
Jeg var glad. Glad for at jeg var med til festen. Glad for at jeg fulgtes med Martinus. En af mine bedstevenner. Glad for, at jeg følte mig tryg i hans selvsskab. Og det gjorde jeg virkelig. Selvom vi kun har snakket sammen i lidt under en uge, føler jeg allerede, at jeg kan stole på ham. Han var bare noget særligt, men jeg nægtede at blive forelsket. For det første var han kendt. For det andet var der flere hundrede tusinde piger der er forelsket i HAM. Og for det tredje kender jeg ham jo ikke så godt. Endnu.

Efter en dejlig cykeltur ankom vi endelig. Han stillede cyklen op af festsalens vægge. Han smilede til mig. "Nå var det en god tur smukke?"
"Jeg blev rød i hovedet. Martinus du skal ikke kalde mig. Smukke! Og slet ikke blandt alle de mennesker!" Grinede jeg til ham, men jeg blev nu alligevel lidt glad.
"Nå nå, men så gør jeg det senere" blinkede han til mig.
Jeg begyndte at gå mod døren ind til hallen med et smil på læben. Martinus fulgte efter mig.

1 time senere:

Vi havde været her i en time. Det eneste vi havde lavet var egentlig bare at danse kg spise pizza. Det var meget hyggeligt. Indtil Marcus kom over til mig.
"Sophia. Kan vi ikke lige snakke sammen?" Spurgte han mig.
"Hvorfor?" Sagde jeg hårdt.
"Fordi det er mærkeligt at du ikke kan lide mig. Jeg har ikke gjort dig noget?" Sagde han stille.
Vi gik så sammen ud i en lille mellemgang. Jeg kunne mærke Martinus' blik i min nakke.
"Hvad vil du så snakke om" spurgte jeg Marcus.
"Hvorfor kan du ikke lide mig. Du har bare snakket med Martinus i nogle dage og du har ikke værdiget mig et blik? Hvorfor? Har jeg gjort noget?" Spurgte han.
"Jeg synes bare du er irriterende. Du hat ikke gjort noget direkte. Du har bare irriteret mig. Je-"
Jeg blev afbrudt af Marcus:
"Måske har du bare troet noget om Martinus og jeg. Og da du så opdagede, at Martinus var okay, glemte du mig."
Jeg tænkte lidt.
"Undskyld Marcus. Jeg har nok bare syntes det var mærkeligt at skulle være sammen normalt med jer, når i er så kendte som i er. Undskyld."
Sagde jeg stille.

Det er nemlig sådan, at inden drengene blev kendte var jeg en af marcus' bedste pige veninder. Vi havde det så sjovt og spillede fodbold sammen osv. Men så blev de kendte og jeg magtede ikke at overskue Marcus mere. Det hele blev for anderledes. Jeg har aldrig rigtig snakket med Martinus. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Ikke fordi vi hadede hinanden eller noget. Det har vi bare ikke gjort.

Marcus trak mig ind i er kram og så spurgte han mig:
"Er du sammen med Martinus?"
Jeg grinede lidt.
"Nej! Nej nej nej nej nej!!" Sagde jeg.
Han smilte.
"Men du kan lide ham ikke?" Spurgte han med et smil på læben..
"Nej!" Sagde jeg med et lille smil på læben og helt rødt fjæs. Jeg vendte mig bare om med et grin og gik mod Martinus igen. Jeg kunne høre Marcus grine bag mig. "Tumpe" sagde jeg for mig selv. Det var nu meget rart at have ham tilbage. Min bedste drengeven.

------------------------
Håber i kan lide min bog! ❤️❤️