Together - Marcus og Martinus [AFSLUTTET]

Kapitel 30. "Jeg er SÅ klar!"

Vi havde sovet i halvanden time. Jeg havde ligget med mit hoved på hans mave. Det var vildt skønt at få sovet! Vi var begge ret trætte, men hvem er ikke det efter en mandag i skolen...
Jeg stod op og gik ind til Marcus. Jeg ville se hvordan han havde det.
Jeg åbnede døren stille. Der var helt mørkt for han sov nok.
"Hallo" hviskede jeg i mørket.
"Hej..bare kom ind Sophia" halvhviskede halvgrinede han af min måde at komme ind på.
Jeg åbnede døren helt.
"Hvordan har du det?" Spurgte jeg. Marcus var en af mine bedstevenner og jeg ville have det forfærdeligt hvis han ikke kunne komme med onsdag. Det var jo ligesom ham og Martinus det handlede om..
"Bedre, men jeg har den sygeste hovedpine" svarede han træt. Jeg nikkede forståeligt.
"Okay, så går jeg nu" blinkede jeg til ham.
"Okay, men hvad laver Martinus?" Spurgte han inden jeg lukkede døren.
"Vi har lige sovet. Men jeg ved ikke om han er vågen" grinede jeg. Han grinede.
"Okay" svarede han og jeg gik ud igen.
Inden jeg gik ind på værelset igen, gik jeg ned i køkkenet. Jeg lænede mig ind over bordet og snuppede en banan med op. Jeg tog selvfølgelig to for Martinus elskede bananer..:))

Jeg listede ovenpå igen. Men jeg nåede kun halvvejs op af trapperne så kaldte Kjell-Erik på mig.
"Sophia!" Sagde han. Jeg listede ned igen.
"Jaer?" Svarede jeg.
"Er du klar til på onsdag? Jeg ved godt det ikke er nogen Tour eller noget, men det er et stort skridt for dig og Martinus og jeg håber det er en stor oplevelse for dig..." sagde han.
Jeg smilede.
"Jeg ved det, men jeg er SÅ klar! Jeg glæder mig helt vildt! Du skal ikke være bekymret" smilede jeg til ham.
Han nikkede.
"Okay, men du siger bare til hvis der bliver noget ikke?" Sagde han.
"Jo. Tak" smilede jeg og vendte mig om for at gå op af trapperne og op på værelset igen. Hvorfor var denne her familie det man kalder goals? Okay nu har jeg selvfølgelig ikke været her mere end et døgn, men alligevel...

Da jeg kom ind igen sad Martinus i sengen med sin mobil i hånden. Jeg satte mig ved siden af ham. Han var på Snapchat. Vi tog en selfie. En med hundefilteret, hvordan kyssede mig. Han gemte den og slettede den. Vi må vente til på onsdag med at lægge sådan nogle billeder op..;)

"Vil du med til købmanden? Jeg mangler nogle ting til frokost i morgen" spurgte Martinus mig.
Jeg nikkede og vi gik derned. Vi havde begge helt uglet hår og vores tøj var krøllet efter en lang skoledag og halvanden times søvn.
Men det var ligemeget for Trofors var en lille by, hvor alle kender alle og der er sikkert kun 2-3 mennesker dernede. Det plejer der at være. I hvertfald da mor og jeg var dernede altid. "Mor". Jeg kunne ikke klare ordet mor mere. I hvertfald ikke om min egen mor...
___________________________
<33