Together - Marcus og Martinus [AFSLUTTET]

Kapitel 50. "Jeg vil ALDRIG se hende igen!"

2 uger senere ...

Jeg gik rundt i cirkler jeg skulle bare finde det sindssyge hospital min mor var indlagt på. Kom nu kom nu Sophia du kan godt! Den sætning havde jeg nok sagt 1000 gange nu! Jeg løb Ove alle bjergene rundt om Trofors, men da jeg nærmede mig sindssyge hospitalet sprang en masse mennesker ud foran mig. Det vs Tjele familien Gunnarsen. De råbte alle sammen stop! Så jeg ikke nåede hospitalet, Martinus skreg STOP NUUU ind i mit hoved...-

Jeg satte mig op i sengen. Helt svedig. Mit hjerte bankede derud af. Hvad fanden var det for en drøm. En meget mærkelig en, men hvad betyder den?! Jeg kiggede ned ved siden af mig. Martinus sov stadig, men mit hjerte bankede for hurtigt til at sove igen. Klokken var kun 3.00 om natten. Jeg lagde mit hoved på martinus' bryst. Han gryntede (haha) træt og så mærkede jeg en hånd det aede mit hoved. "Hvad så skat?" Spurgte han med en hæs stemme. "Jeg havde mareridt." Sagde jeg træt. "Fortæl" svarede Martinus. Selvom han var træt havde han tid til mig. Det kalder jeg en god kæreste. Indimellem kan jeg måske godt forstå hvorfor alle vil have ham.... men de kender ham jo egentlig ikke...?
Men jeg fortalte så mit mareridt til ham. Med alle detaljer. Jeg tror han lyttede. Selvfølgelig.

"Sophia vi vil ikke stå i vejen for at møde din mor igen... vi vil bare beskytte dig" sagde Martinus blidt da jeg var færdig.
"Jeg ved det..."sagde jeg. Han kyssede mig i panden.
"Skal vi besøge hende en dag? Snart?" Spurgte Martinus mig. Jeg sukkede.
"Nej!" Sagde jeg alvorligt. "Men var det ikke det mareridtet fortalte?" Spurgte han mærkeligt.
Jeg grinede lidt. "Sikkert, men jeg vil aldrig se hende igen." Sagde jeg.
"Okay" Martinus kyssede mig. "Jeg vil være ved dig og Marcus" sagde jeg stille. "Det får du lov til så" sukkede Martinus drillende. Jeg slog ham for sjovt i hovedet. "Hey!" Sagde jeg. "Av!" Grinede Martinus bare. Døren gik op og en meget død Marcus kom ind. Han sagde ikke noget. Han stod bare i underbukser og stirrede på os. Efter sådan 5 minutter åbnede han munden. "Gider i ikke godt holde kæft" sagde han med en meget hæs stemme. Ligesom martinus'. Martinus og jeg flækkede af grin. "Okay godnat" grinede Martinus. Marcus vendte øjne af os og gik ud. Vi flækkede af grin igen og så sov vi...
______________________________
Sry hvis starten af det her kapitel er sygt mærkeligt hahah..😂❤️