Together - Marcus og Martinus [AFSLUTTET]

Kapitel 21. En pinlig fodboldkamp

"Godmorgeeeeeeeeeen!" Råbte Martinus. Han var bare FOR morgenfrisk. Altid.
Jeg vågnede med det samme. "Martinus hvad fanden laver du? Jeg er Mega træt!" Sagde jeg surt til ham. Han grinede.
"Nå nå nå, ik så sur prinsesse klokken er 10.00. Hvis vi skal nå noget inden de voksne kommer skal vi nok til at stå op. Jeg går ind og vækker Marcus og Isa." Sagde Martinus friskt.
Jeg kiggede bare træt på ham og rejste mig så op. Prinsesse. Han havde da nogle meget søde kælenavne klar altid...

Jeg tog hurtigt noget afslappet tøj på (uden tasken):

Derefter gik jeg ned i køkkenet. Martinus sad klar ved bordet. Han havde lavet en hel amerikansk morgenmadsbuffet.
Han sad og skrev på mobilen. Jeg gik over til ham.
"Hvem skriver du med?" Spurgte jeg ham.
"Bare min far" han viste mig mobilen. Han havde skrevet noget med, at han håbede vi hyggede sig. Jeg blev stille. Min mor havde ikke skrevet et eneste bogstave til mig i næsten et døgn. Eller rettere flere år, hvor der står noget lignende.
"Hva så?" Spurgte han. Han kunne nok se noget rørte mig.
"Min mor har ikke skrevet en skid til mig, men det er ligemeget." Svarede jeg hurtigt. Jeg gad ikke snakke med han om det.
"Det er da ikke ligemeget Sophia. Sig det til hende." Sagde han.
"Måske..." svarede jeg bare og så kom Marcus og Isa ned af trappen.
"Woooow brormand?! Har du lavet der her?" Råbte Marcus alt for begejstret.
"Ja!" Sagde Martinus stolt. Marcus kiggede glad på maden.
"Nå, men så må vi hellere gå i gang!" Sagde han så.
Vi grinede af ham. Han elskede bare mad. Alt mad simpelthen.

Det var vildt hyggeligt. Vi sad bare ved bordet alle fire. Ligesom i går. Og snakkede, grinede og spiste.
"Nå. Har i sovet godt." Spurgte Marcus kækt.
Martinus sendte han dræberblikket.
"Han sov med det samme" sagde jeg hurtigt.
Vi skulle ikke ud i noget akavet her.
"Nuurgh Sophia. Er du skuffet?" Spurgte Marcus drillende.
"Hold nu kæft Marcus." Grinede jeg. Isa var ret træt. Hun havde sikkert siddet med en sovende Marcus i armene hele aftenen. Hun dejsede om med hovedet på Marcus' skulder.
"Nuuurgh cute" sagde Martinus. Marcus smilede. Isa sov bare videre. Så vi lagde hende over i sofaen.

"Skal vi ikke gå ud og spille fodbold?" Spurgte Martinus efter opvasken.
"Okay!" Svarede Marcus og jeg i kor. Jeg var ikke den bedste til fodbold. Eller jo nogle gange, men nok ikke imod Marcus og Martinus. Selveste fodboldnørderne;)

Vi tog træningstøj på og en bold med ud.
De havde altid haft en gigantisk have. Jeg kan huske da vi var små. Der sad Marcus og jeg altid ovre ved hegnet og kiggede ud på søen. Minder.
"Hvad er holdene?" Martinus afbrudte mine tanker.
"Hvad med drengene mod pigerne?!" Spurgte jeg kækt. Drengene flækkede af grin.
"Okay hvis du gerne vil tabe." Sagde Marcus selvsikkert. Martinus stemte i.

Jeg scorede og scorede. De scorede også, men jeg kunne hele tiden lige snyde dem. Så kloge og gode var de måske heller ikke.
Da der stod 9-9 var der kamp. Man kunne se hvor pressede og koncentrerede drengene var. De skulle have straffe. Jeg var ikke helt sikker på at tage den, men så redede Isa mig, for lige i det Martinus skulle skyde råbte Isa:
"Hey! Hvorfor vækkede i mig ikke?!"
Og Martinus skød lige over målet.

"Pga det der!" Lød det surt fra Martinus. Isa og jeg grinede helt vildt imens drengene surmulede færdigt. De havde lige tabt til mig? Mig?! Hahahahaha...

_______________________
Det skal lige siges: Til alle fodbold piger (eller drenge) jeg er ikke verdensmester i fodbold så min beskrivelse er ikke den bedste haha.. håber i kan bære over med det..😂❤️⚽️