Together - Marcus og Martinus [AFSLUTTET]

Kapitel 1. Heeej!

Hej allesammen! Tak fordi i er klikket ind på denne fanfiktion! Det betyder meget<3
*Jeg undskylder self for stavefejl osv, men skriver på min iPhone såe... haha i ved hvad jeg mener!*
Nu til historien!
-------------------------

Jeg vågnede ret tidligt i morges. Klokken var kun 5.24. Det var noget af en morgen. Min mor kom brasende ind og sagde hun skulle skynde sig på arbejde. Det kunne hun godt have skrevet på en seddel eller noget andet... Min mor arbejder forresten ret meget. Så jeg klarer for det meste det hele selv.
Derefter kunne jeg ikke sove og jeg skulle først møde kl. 8.00. Jeg lå bare og så noget youtube osv.

"Sophia kan du svare på mit spørgsmål?". Sagde vores klasselærer Mette. "Øh nej jeg sad lige og øh tænkte på øh... ingenting. Det er ligemeget." Svarede jeg lidt forvirret.
Hele klassen grinede af mig. Især Marcus. Han synes alting er sjovt og han morer sig altid når andre siger noget sjovt. Min veninde sad lidt og små grinede, men det gjorde ingenting for hun er jo min veninde;)
Det er værre med Marcus. Han irriterer mig bare så meget.
Martinus snakkede bare lidt med de andre drenge da, der endelig foregik noget anden end undervisning i klassen. Martinus var ok, jeg snakkede ikke så meget med ham, men han irriterede mig heldigvis ikke. Jeg tror ærligt heller ikke det er Marcus' mening når han gør det. Han gør det bare ubevidst.

Alle var ret fredags trætte i dag. De havde uglet hår og afslappet tøj. Selvfølgelig også Marcus og Martinus. Men de ligner altid nogle der ikke har sovet. Med uglet hår og afslappet tøj. Sådan kommer de i Skole hver gang de så er her. Når de er på "job" er de altid velklædte.

Der er mange piger i klassen, der er "fan" af Marcus og Martinus. Jeg synes det er åndssvagt. Altså de har gået i klassen siden 1. Klasse. Jeg har gået for meget i klasse med dem til at være fan af dem.

Jeg har kun Isabella i klassen. Hun er den eneste veninde jeg har. Jeg må indrømme jeg er lidt anderledes. Jeg elsker at lukke mig inde i mig selv osv. Hun er den eneste jeg altid har haft. Og hun er den eneste der kender mig. Igennem alle lag hud og blodåre.

"Tilbage til undervisningen! Du skal koncentrere dig om tavlen okay Sophia?" Råber læreren ud over klassen. (Mest til mig self) "jaja" siger jeg bare. Magter ik være i centrum foran hele klassen...

3 timer senere...

Endelig! Vi har fri! En hel weekend. Det er det eneste jeg lever for. Weekenden..:)

Jeg kan høre Isa kalde på mig. "Sophia vent! Vil du med hjem til mig?" Råber hun til mig. "Kommer nu" svarer jeg hurtigt. Min mor er alligevel ikke hjemme før sent i aften så hvorfor ikke...?

Isa og jeg løber hele vejen hjem. Vi har alt for meget energi efter 2 lange dansk timer og en engelsk time til sidst...

Vi sidder i hendes seng og ser Netflix. Jeg elsker at slappe af med en god serie! Så kommer hendes mor ind. "Hej piger! Jeg har købt noget frugt hvis i vil have noget?" Siger hendes mor Dorte. Dorte er en drømme mor. Hun har altid tid og lyst til sine børn. Modsat min mor. "Tak mor!" Råber Isa! Derefter går hendes mor igen og vi fortsætter hvor vi slap.

Senere samme aften...

Jeg kom hjem her for en halv time siden. Jeg er dødtræt så jeg siger godnat med det samme. Min mor har lige skrevet at hun kommer om en time og, at jeg bare kan lægge mig til at sove.

Så bipper min mobil højt da jeg er tæt på at falde i søvn...

Det var så første kapitel af "Together"! Håber i kunne lide det! ❤️❤️❤️
- Cecilie