Together - Marcus og Martinus [AFSLUTTET]

Kapitel 47. "Psykisk syg?!"

Jeg var på vej ned i haven. Jeg blev nødt til at snakke med ham. Jeg elskede ham og jeg hadede at være uvenner.
Solen skinnede og det var ret varmt. Jeg gik ned af den lille terrasse og ned i den store have. Drengene stod og skød på mål. Jeg ville ikke forstyrre, men det her var vigtigt.
"Martinus.." kaldte jeg. Han kiggede med det samme over på mig. "Ja?" Smilede han forventningsfuldt. "Vi skal snakke" sagde jeg stille. Han smilede. "Endelig" og så gik vi op på værelset.

"Hva så..?" Spurgte han da vi kom derop. Jeg kiggede ned. "Undskyld. Undskyld undskyld undskyld undskyld...-" sagde jeg, men blev afbrudt. Martinus satte sine læber på mine og blev siddende. Jeg smilede. Det gjorde han også. Jeg kunne mærke det på hans læber. Efter lidt tid lænede han sig tilbage og krammede mig. "Martinus.." grinede jeg da han begyndte at kysse mig i nakken. "Jeg har ikke engang sagt det hele.." fortsatte jeg. Han stoppede og kiggede glad på mig. "Jeg er klar, men jeg har VIRKELIG savnet dig meget!" Sagde han glad. "I lige måde, men nu til sagen. Jeg vil bare undskylde for at være sådan en sur kælling. Det var ikke din skyld.. det var bare på grund af..ja..jeg var ked af det, fordi min mor var en idiot." Sagde jeg. "Det er okay skat. Jeg forstår, men hvad vil du?" Spurgte ham mig. "Det ved jeg ikke. Jeg vil gerne bo her, men skal der ikke ske noget med min mor..? Altså hun skal vel bare have noget hjælp mod hendes alkolholmisbrug..?" Svarede jeg ham. Han kiggede ned. "Min far har snakket med nogle fra sygehuset i går, men jeg ville ikke sige det, når du var sur, men din mor er psykisk syg." Sagde Martinus stille. "Hvad?!" Skreg jeg oprørt. "Din mor har en eller anden psykisk syg diagnose, hvor hun ikke er i stand til at være sammen med andre eller tage sig af andre.." forklarede Martinus. Jeg kiggede bare på ham indtil mine øjne fyldes med tåre. Så kunne jeg ikke rigtig se ham mere. Jeg lagde mig ned i fosterstilling på hans seng. Han sad over mig og tog dynen om mig.
Efter jeg havde grædt af tog han mig op og jeg lå op af ham under dynen.
"Så skat.. jeg er her og det vil jeg altid være!" Sagde han beroligende. Jeg nikkede grædende. Han kyssede mig i panden og aede mig på ryggen. Det var beroligende og jeg faldt i søvn. Jeg ville bare væk fra hverdagen lige nu...
_____________________________
:)