Together - Marcus og Martinus [AFSLUTTET]

Kapitel 41. "Undskyld"

Martinus' synsvinkel:

Hun så sød ud, som hun sad der i bilen og sov, men jeg kunne ikke koncentrere mig om at nyde synet for jeg blev ved med at tænke på det hun havde sagt.
Er Marcus ok? Jeg aner det ikke, men hvad nu hvis han ikke er. Jeg turde ikke at spørge ham for hvad nu hvis han er helt ødelagt. Hvad nu hvis jeg har brugt alt for lang tid med Sophia og han har følt, at jeg har glemt ham og vores karriere...? Det har jeg ikke, men jo! Jeg har brugt meget tid med Sophia... men hun er jo også min første RIGTIGE kæreste. Men måske er det på tide, at jeg kommer til i gang med karrieren igen..? Vi har trods alt været sammen i lidt over 2 måneder nu...

Jeg prikkede til Marcus for at få hans opmærksomhed. Han sad med ansigtet i mobilen, som altid. Han elskede virkelig at være på mobilen. Han så forskrækket op da jeg prikkede til ham. "Slap af bror det er bare mig. Du skriver måske med nogle hemmelige mennesker eller hvad?" Sagde jeg til ham. Samtalen skulle jo ligesom i gang på en eller anden måde...
"Næh bare Isa" svarede han. Jeg smilte.
"Isa?" Sagde jeg kækt. "Hvad skriver i så om?" Fortsatte jeg med et drillende ansigtsudtryk. Han vendte øjne og sagde:
"Vi er venner slap af" sagde han surt. "Hvor skulle jeg vide det fra? Vi snakker jo nærmest ikke sammen" svarede jeg stille og tog høretelefoner med. Marcus afbrød min musik og rev høretelefonerne af. "Præcis?! Endelig har du opdaget det.." sagde han. Jeg kiggede op på ham. "Så du har tænkt meget over det..?" Spurgte jeg lidt flovt. Han nikkede. "Selvfølgelig har jeg det. Jeg har ikke rigtig snakket med min tvillingebror i hvad... flere måneder altså?...!" Sagde han så. Far vendte sig rundt. "Hvad sker der drenge? Vi er der om to minutter" sagde han til os og vendte sig om. "Ikke noget" svarede vi kort i kor.
Jeg kiggede på Marcus. "Undskyld" sagde jeg kort. Han kiggede på mig. "Mener du det?" Sagde han så. Jeg kiggede mærkeligt på ham. "Ja?!" Sagde jeg. "Jeg vil prøve at fokusere mere på karrieren. Men jeg dropper ikke Sophia!" Sagde jeg alvorligt. "Selvfølgelig" svarede Marcus. "Tak Martinus" sagde han så og vi ankom til det næste interview for Olivia-bladet. Vi krammede, jeg vækkede Sophia og vi steg ud af bilen. Det var sku rart at få snakket med ham!
__________________________
Jeg har sgu alligevel nået et kapitel mere i dag! Det blev til et kapitel fra martinus' synsvinkel. Hvad synes i om det? 😘