Together - Marcus og Martinus [AFSLUTTET]

Kapitel 37. "Jeg troede du var ved at dø..."

//vigtig besked i bunden! Please kommenter!<3//

Martinus og jeg har været sammen i 2 måneder nu. Nu sidder vi her sammen med Marcus selvfølgelig og signerer bøger og tager billeder osv.
Det er en fantastisk oplevelse!
"Heej! Må jeg få et billede med dig?!" Siger en pige. Den sætning har jeg hørt på i 3 timer nu...
"Ja selvfølgelig!" Siger jeg. Jeg prøver at virke glad og frisk, men jeg kan næsten ikke holde mine øjne åbne og mit hoved dunker....
Pludselig bliver alt sort.

Jeg mærker et dunk i hovedet. Et gulv mod min ryg. Et menneske jeg ikke ved hvem er der bøjer sig over mig. Nogle stemmer der råber og nogle arme der tager fat i mig. Jeg mærker, at jeg bliver båret ud. Lydene af skrigende fans bliver lavere og lavere. Jeg bliver lagt i noget blødt. Måske en sofa.. måske en seng. Jeg ved det ikke. Mere kan jeg ikke huske.

"Sophia?! Sophia?!" Jeg bliver vækket af en stemme over mit hoved. Jeg åbner øjnene og stirrer lige op i et bekendt ansigt. Martinus'.
"Er du vågen?! Kan du høre mig?" Siger Martinus bekymret. Jeg gaber.
"Ja" mumler jeg træt. Han smiler og kalder på nogle læger.
Marcus og Kjell-Erik kommer ind.
"Sophia!" Marcus kommer halvløbende hen til min seng og krammer mig blidt. Samme gær Kjell-Erik.

"Din hjerne er blevet overanstrengt pga for mange indtryk og larm osv. Og pga du har gjort noget du ikke er vant til Sophia. Du skal slappe af i nogle dage, men ikke mere end 2-3, så skal du i gang igen." Siger en læge.
Jeg kigger bekymret op på Kjell-Erik og drengene.
"Går det, at hun kører i bil?" Spørger Kjell-Erik lægerne.
Lægen nikker. "Ja! Men husk: lig i sengen mest muligt" svarer han.
Jeg sukker lettet.
"Hvornår kommer jeg ud herfra?" Spørger jeg lægen. Han smiler.
"Har du ondt nogle steder?" Spørger han så.
"I hovedet." Nikker jeg.
"Du kan komme ud om en time hvis det går ok og så skal du slappe af mest muligt." Svarer han.
Jeg nikker stille og lægger mig til at sove. Jeg hører døren smække og tænker, at alle er gået ud, men inden jeg når at falde helt i søvn, hvisker en stemme:
"Jeg troede du var ved at dø..."
jeg åbner øjenene. Det er Martinus.
"Jeg er okay skat" smiler jeg blidt til ham. Han fælder en tårer.
"Må jeg lægge mig ved siden af dig?" Spørger han da han har tørret den væk. Jeg nikker og løfter dynen op så han kan kravle ned ved siden af mig.
Han lægger sine arme rundt om mig og lægger sit hoved helt ind til min nakke. Jeg kan mærke hans ånde i nakken.
Vi falder i søvn.

4 timer senere...

Vi er lige kommet op på hotelværelset. Vi skal først videre til Danmark i morgen. Jeg glæder mig, men jeg håber ikke, at jeg bliver nødt til at gå glip af for meget pga mit "anfald".
Martinus bærer mig op i sengen og lægger mig forsigtigt ned i dobbeltsengen. Vi har fået et helt værelse for os selv. Ret lækkert.
"Godnat" hvisker en stemme ved døren. Jeg vender mig om for at se hvem det er.
Jeg smiler da jeg ser Marcus.
"Godnat" siger Jeg. Martinus går over til ham og giver ham en godnat krammer.
"Godnat" siger Martinus.
"Godnat og pas nu godt på" griner han smørret. Jeg griner af ham og vender mig. Jeg kan hører Martinus sige:
"Tag det sammen" eller han griner det faktisk. Deres humor er dårlig, men fantastisk på samme tid.

Martinus lukker døren og går over til sengen. Han tager alt tøjet af undtagen underbukser og kravler ned under dynen. Kysser mig godnat og jeg lægger mig ind til ham. Så jeg kan dufte til hans beroligende duft. For det har jeg brug for efter sådan en dag...
_________________________
Jeg har rundet 2k allerede?! Tusind tak, det betyder mere end hvad jeg lige kan beskrive her!❤️

Jeg tænkte på hvad jeg skal lave? Marathon eller langt kapitel eller noget andet...? Har i nogle ideer må i meget gerne skrive dem i kommentarerne! Det ville hjælpe meget<33
Tak, tak, tak, tak!
~Cecilie