Together - Marcus og Martinus [AFSLUTTET]

Kapitel 25. Nåår ja.. de er kendte...

Da vi havde spist tacos trak Gerd Anne og Kjell-Erik mig med ud i den lille gang. Jeg blev nervøs. Jeg ville ikke have de skulle vide hvad der var sket, men jeg kunne jo heller ikke bare være her 24 7 uden en forklaring...

"Sophia hvorfor er du her?" Spurgte Gerd Anne stille. Jeg kiggede ned i gulvet. Og derefter ud mod køkkenet, som for at sige "hjælp mig Martinus", men han var der vidst ikke lige nu..
"Det er bare min mor hun.. øøh... hun..-" begyndte jeg, men jeg blev afbrudt af Martinus:
"Hvad laver i?! Hun vil ikke fortælle det!" Han råbte helt. Jeg beroligede ham.
"Tinus.. det er ligemeget! Jeg kan alligevel ikke være her uden en rigtig forklaring.." sagde jeg hurtigt.
"Martinus vil du være sød at gå ovenpå. Sophia kommer om lidt skat! Hun er okay;)" smilede Kjell-Erik til Martinus.
Han kiggede mig i øjnene og jeg nikkede til ham. Han vendte sig rundt og gik ovenpå. Jeg kunne høre hans tunge trin mod trappen.
"Min mor drikker. Jeg opdagede det da jeg kom hjem i dag efter vores hyggedøgn. Hun lå bare på sofaen med en masse tomme flasker omkring sig. Hun mumlede bare til mig." Forklarede jeg med øjnene fulde af tåre. Gerd Anne trak mig ind i et kram og de sagde, at de gerne ville hjælpe og, at jeg må bo herhjemme indtil vi får det løst. Jeg var taknemmelig og ked af det på samme tid.
"Tak" sagde jeg. Jeg prøvede at smile, men smilet kunne ikke rigtig komme frem. Jeg var bare træt af det hele lige nu.
"Gå du op til drengene eller Martinus" sagde Kjell-Erik opmuntrende. Jeg smilede lidt og gik så ovenpå.

2 timer senere...

"Vil du med ud at gå en tur?" Spurgte Martinus. Vi sad oppe på hans værelse. Marcus var lige gået efter 2 timers intens FIFA.
"Men det er jo helt mørkt...?" Svarede jeg ham.
"Der er lige meget. Kom!" Sagde han ivrigt. Vi rejste os og gik udenfor.

Der VAR helt mørkt udenfor, men det gjorde ingenting når jeg havde Martinus. Han beskyttede mig. Altid.
Vi gik hånd i hånd ned af bakkerne på de snoede veje.

"Jeg skal forresten fortælle dig noget."Martinus brød stilheden.
Jeg kiggede alvorligt på ham. Vi stod overfor hinanden i mørket.
"Marcus og jeg skal afsted til Sverige og Danmark på onsdag." Sagde han så.
"Men... men vil det så sige, at jeg skal undvære jer." Spurgte jeg bekymret. Jeg havde slet ikke tænkt på, at drengene jo har et rimelig travlt liv. At de var kendte over hele Skandinavien og nogle få andre lande også...
Martinus kiggede på mig:
"Medmindre du må komme med...?" Sagde han så. Jeg smilede.
"Men der kræver jo at du bliver offentlig gjort. Altså sådan helt offentlig gjort..." fortsatte han.
"Skal jeg så kendes som Martinus Gunnarsens kæreste?" Spurgte jeg.
"Ja.. medmindre du slår op" grinede Martinus.
Men han blev straks alvorlig igen da han så, at det betød meget for mig at blive offentlig gjort.
"Nej da!" Sagde jeg hurtigt. Martinus smilede: "Godt" sagde han så.

Vi gik lidt videre. Pludselig brød jeg stilheden:
"Jeg vil gerne være kendt som din kæreste hvis bare jeg slipper for at skulle savne dig" smilede jeg til ham. Han lyste op.
"Seriøst?! Vil du med?!" Nærmest råbte han.
"Ja" grinede jeg. Han tog mig op og svingede mig rundt. Så satte han mig ned igen og vi endte i et kys. Et langt kys.
______________________

1k læsere?! Tak! Skal jeg bare lave marathon? ✨❤️