Together - Marcus og Martinus [AFSLUTTET]

Kapitel 44. Hvad fanden skal jeg nu.?

Det var torsdag aften. Vi er på vej hjem. Hvorfor slutter alle gode ting så hurtigt?! Det er forfærdeligt. Det har været en fantastisk tur til Danmark! Jeg håber virkelig jeg må komme med til andre lande. Det er bare så hyggeligt, det er ikke kun arbejde, men også sjov og hygge.
Jeg har ikke skrevet med min mor hele turen. Jeg har ikke snakket med hende siden vi tog afsted og der snakkede jeg ikke engang ordentlig med hende. Jeg sad og drak noget is-te i flyet. Det havde jeg altid gjort, når jeg fløj. Hvilket så ikke var så tit...
Jeg vendte mit hoved og kiggede på Martinus. Han sad og så så sød ud, når han øvede. Han var vidst i gang med at øve noget klaver/keyboard  på computeren. Han kiggede på mig da han så jeg sad og stirrede. Han tog sine høretelefoner af. "Hva så?" Spurgte han mig. "Jeg ville bare se hvad du lavede" svarede jeg og fakede et smil i mit fortabte ansigt. "Hvad er der galt?" Spurgte Martinus. Selvfølgelig. Hvorfor havde jeg ikke regnet det ud. Selvfølgelig opdager han der er noget galt. Det gør han altid. Han kender mig for godt. "Jeg har det fint" svarede jeg og beholder fake smilet på. Martinus smilede skævt til mig. "Når en pige siger hun har det fint, så har hun det af helvede til Sophia" sagde Martinus. Jeg smilede lidt. "Hvordan ved du det?" Spurgte jeg. "Det ved alle drenge der har et hjerte" sagde han med et smil på læben. "Dybt" sagde jeg drillende. "Ja, jeg er en dyb person. Det er derfor alle piger drukner i mig" sagde han kækt. Jeg grinede og sagde: "endnu dybere". Jeg vendte mig mod vinduet igen og kiggede ud. Vi var over Sverige. Næsten ved Norge, men hvad fanden skal jeg nu, når vi kommer hjem. "Sophia.. hvad er der galt?!" Martinus afbrød mine tanker. Jeg fældede en tåre og kiggede op på ham. "Min mor.." fik jeg fremstammet.
____________________________
Lidt kort, men håber i kunne lide kapitlet alligevel<33