Do you remember {1D}

Say something.

*ikke rettet*
Amy's synsvinkel:
Det føltes så mærkeligt at kunne høre din egen hjerte rytme, og folk der små snakket i hvert hjørne, eller også var det bare noget jeg forestillede mig. ''Ring efter en ambulance'' kunne jeg høre Harry råbe men det lød så langt væk, så fjernt. Det næste sekund kunne jeg høre en ambulance men det lød lige så langt væk, og hvorfor kan jeg ikke åbne øjnene. ''Hun havde indtaget alt for meget alkohol alt for hurtigt, i forhold til hvad en krop i hendes alder og størrelse kan holde til. Siden hun næsten aldrig drikker kan det også være en grund'' kunne jeg høre en fremmede stemme sige, men det lød ret tæt på den her gang, men jeg kunne høre mange stemmer i baggrunden, små stemmer jeg havde hørt før, ihvertfald det de sagde. Jeg så en lille film for mig. ''Niall'' sagde jeg og lænede mig tæt på hans øre. Vi var til en fest. Han nikkede. ''Jeg el-'' jeg nåede ikke længere får Niall's første kæreste trak ham væk fra mig, Melodie. Jeg kan godt huske den aften, den værste i mit liv, ifølge mig selv. Jeg så mig selv bunde det ene efter det andet glas med alkolhol i. Det var den aften Tassi havde 'reddet' mit liv, for jeg havde endt på badeværelset og jeg brækkede mig fuldstændig sindsygt, hun holdte mit hår og skaffede mig nogle hovedepinespiller. Jeg havde aldrig fået fortalt Niall hvordan jeg egentlig havde det, men det er ligemeget nu, jeg fandt ham med Melodie på gaden, de havde været på McDonalds, de randte rundt og snavede. Jeg havde snottet mig selv i søvn den aften, men jeg er bare hans bedste ven, hans søster, hans veninde. Ja, ven og sådan er det bare. Så er der Harry, jeg elsker hans irriterende charmerende smil. Han skal altid prale og så beskytter han mig. Jeg holder virkelig ekstremt meget af ham. Jeg prøvede desperat på at åbne øjnene, men det lykkedes ikke, minder fløj bare rundt i hovedet på mig. ''Okay'' det var Harry! Jeg prøvede at skrige hans navn men alt sad fast i min hals. Jeg kunne høre ham sukke dybt. ''Kan du muligvis fortælle hvad der gik galt'' spurgte den fremmede stemme. ''Hun drak en flakse vodka på 15 minutter, mere ved jeg ikke'' svarede Harry. 15 minutter? Det var da meget længere tid det tog mig. Jeg kunne høre en dør lukke. Jeg hørte endnu et suk og derefter et lille bump. Jeg ville rakke ud efter et eller andet, men min hjerne adlød ikke. Jeg kunne mærke en stryge mig over håret. ''Sig noget Amy'' snøftede Harry. Vent! Harry græd, fuck! Jeg prøvede at åbne munden, men som alle andre forsøg skete der ikke noget. ''Kan du overhovedet høre mig'' sprugte han. Jeg viftede stillede med foden. Endelig gad min hjerne adlyde. Jeg kunne høre han rykkede med stolen. ''Vip med foden hvis ja og gør ingenting hvis nej'' sagde han. Jeg prøvede at nikke men ingenting skete. ''Er du okay?'' spurgte han som det første. Jeg vippede med foden. Han tog hurtigt fat i min hånd og snøftede igen. ''Sig noget Amy'' græd han. Jeg magtede ikke at prøve. Jeg var allerede træt efter bare at vifte med min fod. ''Lægen siger at en krop som din slet ikke har godt af så meget alkohol'' små grinte han. Det var et godt tegn på at han ikke viste hvad han skulle gøre af sig selv. ''Jeg skulle have løbet efter dig Amy'' græd han. ''Jeg kunne have reddet dig fra det her'' sagde han og gav sig selv skylden. Jeg klemte hans hånd. Jeg viste ikke hvordan jeg ellers skulle sige nej. ''Jeg-jeg elsker dig'' mumlede han. Mit hjerte blev splittet i to, lige i det øjeblik. Hvad skulle jeg gøre. Jeg var ikke klar over hvem fanden jeg elskede, men jeg kunne sagtens mærke alle de stærke følelser. Harry snøftede. Jeg kunne føle at han rejste sig og før jeg viste af det havde han forladt rummet. Jeg havde sådan lyst til at råbe og skrige efter ham. Té mig helt hysterisk, men det eneste der skete var mig der åbnede munden, efter det faldt jeg i søvn mens minderne stadig kørte rundt i min krop. Specielt scenen med Harry kørte på replay. Måden han havde taget min hånd på, måden han nervøst grinte på fordi han ikke vist hvad han skulle gøre. Men Niall blev også ved med at køre rundt i mine tanker. Jeg havde aldrig været så splittet, og så fast låst, jeg kunne næsten ikke røre en muskel.

♬Say something, I'm giving up on you.
And I'm sorry that I couldn't get to you♬