Do you remember {1D}

Come on take my hand.

Amy's synsvinkel:
Jeg stod midt i en brandene ild, men der var lidt som om der var et lille beskyttende skjold af en art rundt om mig, men den smeltede langsomt ind. Lige pludselig stod Harry ved siden af mig. ''Harry'' sagde jeg forbavset. ''Kom'' sagde han og rakte hans hånd frem. ''Men vi dør sku da hvis vi går der ud i det der'' sagde jeg panisk. ''Vi kan jo gå igennem ild og vand, husker du?'' spurgte han. ''Haz, det er bare noget man siger'' sagde jeg og rullede øjne af ham. ''Stol nu på mig, du kommer ikke væk her fra alligevel'' grinte han. Jeg sukkede dybt, men greb alligevel fat i hans hånd. Han trådte et skrid ud i ilden, uden at brande overhovedet. ''Kom nu'' sagde han. Jeg nikkede langsomt og trådte et lille skrid ud i ilden. Et skjold formede sig automatisk rundt om os. ''Kom nu'' sagde han endnu engang og rykkede lidt i min arm. Jeg fulgte med faste skrid efter ham ned ad trappen og videre ud af døren. Mit blik sad fast på Harry også efter vi var kommet ud af det brandene hus. Han forsvandt langsomt med vinden som om han var flere små stykker parpir, men jeg blev ved med at stå med armen rakt ud efter ham. I næste øjeblik blev jeg omfavnet, og den slowmotion jeg havde været fanget i stoppede. ''Omg! Amy! Du er i live'' sagde Niall overrasket og klemte mine ribben. Jeg nikkede langsomt men blev ved med at kigge efter Harry. Jeg håbede bare inderligt på at han ville komme tilbage. Louis tog fat i mit ansigt og fik mig til at kigge på ham. ''Er du okay?'' spurgte han halvt panisk. Jeg sank en klump og nikkede. Huset jeg åbenbart var ved at dø i, var det jeg havde kigget en smule på i LA, eftersom jeg ekstremt gerne ville der over at bo. Nogle brandfolk og andre folk trak mig med. En læge tjekkede mig for brand sår skader og så videre. ''Vi bliver nød til at tage dig med på hospitalet'' sagde han. Jeg nikkede og blev ved med at kigge fortabt ud i luften. ''Jeg tager med'' indvendte Niall. ''Hvor er Harry?'' spurgte jeg. Det eneste jeg fik tilbage var tomme blikke. Jeg sukkede dybt. Jeg blev bedt om at sætte mig ind i ambulancen sammen med Niall og en sygeplejerske. Jeg sagde ingenting men gjorde bare som der blev sagt. Døren til ambulancen blev lukket og damen sagde til mig at jeg skulle ligge mig ned på båren. Jeg sagde stadig intet, men gjorde bare som der blev sagt. Niall tog hurtigt min hånd. ''Hvor er Harry?'' spurgte jeg endnu engang. Niall kiggede bare ned i jorden. Vreden begyndte ligeså stille at boble inde i mig. ''Niall'' sagde jeg surt. Men han flyttede ikke hovedet en eneste gang. Sygeplejersken forsvandt langsomt næsten ligesom Harry havde gjort. før jeg viste af det var jeg længere tilbage i tiden. Jeg kunne se mig selv sidde i sofaen der hjemme. Jeg husker denne dag tydeligt. Det var nok en af de varmeste dage i Irlands historie. 16 år er jeg på det her tidspunkt. Jeg sad ude i haven med mine jordbær og et ungdomsblad. Jeg var faktisk en meget køn 16 årige, haha, selvglad for da win. Min mobil ringede. Det var den dag min far døde. Jeg spare jer for telefonsamtalen eftersom intet ved den var godt. Han havde lidt i et par timer. Han var død i en bil ulykke. Jeg havde ringet til Niall og han havde aflyst sin aftale med Melodie for at være der for mig. Jeg faldt videre til det næste minde. Den her gang var det på et tæppe i parken også en varm sommerdag, jeg var bare 15 der. Det her husker jeg også. ''Niall'' grinte jeg og prøvede at fjerne hans hænder fra mine ribben. Han var godt i gang med at kilde mig. Han grinte selv ret voldsomt. Jeg havde altid elsket Niall's grin. Jeg gik to skrid tættere på mindet. Jeg fik skubbet ham væk. Vi lagde os på ryggen ved siden af hinanden. ''Hvad skal der ikke ske når vi går ud af skolen og skal videre?'' Spurgte jeg bekymret. Jeg grinte lidt over mig selv for mit liv havde slet ikke udviklet sig som jeg troede det ville. Nej, havde jeg nu ikke fået min karriere ville jeg være i fuld gang med at læse til advokat. Langt væk fra Niall. ''Jeg vil altid være her for dig, uanset hvad'' sagde Niall og trak mig ind til ham. ''Jeg elsker dig Niall'' mumlede jeg. Han kyssede mig i håret. Det hele blev sort og jeg var på en eller anden måde efterladt til mine egne tanker igen. Utroligt at tænke på at han faktisk sagde det til mig, men alligevel så skred han da jeg havde allermest brug for ham, hvilket er en længere historie. Denne gang var vi i min stue, lige før Niall skulle på sin første Tour. Jeg satte mig smillende i sofaen. ''Jeg er stolt af dig'' sagde jeg til ham. ''Tak'' sagde han med et smil. Det var ret akavet imellem os fordi jeg havde fortalt ham hvordan jeg egentlig følte. Bare vent til helvede bryder løs. Jeg var faktisk ikke engang klar over om jeg ville se det her. ''Så er det din tur til at blive sat fri'' sagde jeg og smillede halv hjertet til ham. ''Hvad mener du?'' spurgte han. ''Vi skal vel slippe hinanden på et tidspunkt'' sagde jeg. ''Mener du seriøst?'' spurgte han. ''Niall? jeg skal studere i London, du skal ud i verden, møde dine fans, til Awards show, synge, have det sjovt'' sukkede jeg. ''Og? Jeg kommer da hjem igen?'' sagde han. Jeg kyssede ham kort på kinden. ''Vi ses nok på et tidspunkt'' sagde jeg. Han rejste sig brat op. ''Nej! Amy! Stop med det der nu! Vi vil altid være bedste venner og igen af os bliver sat fri'' halv råbte han. Jeg sukkede dybt over os. Det her skænderi havde været så plat. Man kan vel godt se hvor det føre hen. Min søster var faktisk stukket af på det her tidspunkt og vi var alle sikre på at hun var død, hvilket senere viste sig at hun heldigvis ikke var. Der lød en ding lyd og jeg åbnede langsomt øjnene. Jeg indså få sekunder efter at det hele bare havde været en drøm. Jeg lagde hovedet tilbage i sædet. ''Vi lander i London om 10 minutter'' sagde en dame stemme i højtalerne. Jeg pakkede alle min ting sammen og tørrede mine øjne. Jeg havde åbenbart græd. Fuck. Jeg fandt hurtigt min solbriller og tog dem på. Hjem kære hjem.

♬If someone said three years from now
You'd be long gone
I'd stand up and punch them out
Cause they're all wrong
I know better
Cause you said forever♬