Do you remember {1D}

What do we do?

Amy's synsvinkel:
Jeg vågnede op i armene på Harry, jeg havde åbenbart grædt mig selv i søvn. ''Velkommen tilbage'' lød det hæst fra Harry. ''Jo tak'' svarede jeg. Jeg fandt min telefon og gik på Instagram.

@aconed: See these cuties!

Hun havde postet et billede af Harry og jeg der lagde på sofaen og sov. jeg smilte stort. ''Jeg tror din mor shipper os'' sagde jeg og viste ham telefonen. ''Du har nok ret'' sagde han og kyssede mig i håret. ''Babe?'' Spurgte han pludseligt. ''Uhm'' svarede jeg. ''Hvad gør vi?'' Spurgte han. ''Jeg ved det virkelig ikke?'' svarede jeg. Lige så snart han nævnte det havde jeg lyst til at græde. Der blev helt stille. ''Oh'' mumlede jeg. ''Er du okay Amy?'' spurgte han. Jeg nikkede og bed mig selv i læben. ''Han er virkelig voldsom'' mumlede jeg. Harry grinte kort og placerede hans hænder på min mave. ''What sup guys'' lød det henne fra døren og i næste sekund sad der 4 drenge overfor os. ''Gæt hvem vi har taget med" sagde Niall og i næste sekund kom 4 andre drenge ind i stuen. ''BRAAAAAD!'' hvinede jeg og spurtede hen til ham. Han grinte lidt. ''Amy'' han lød knap så glad som mig. ''Oh'' mumlede jeg og trak mig lidt væk. Jeg kunne fornemme Brad gik lidt i panik. Han tog fat i mig så jeg ikke ville falde. ''Er du okay?'' spurgte han. ''Nej'' svarede jeg. Før jeg vidste af det stod Harry ved min side og holdte mig op. Jeg havde aller mest lyst til at skrige op, men eftersom alle de mennesker kiggede på mig holdte jeg det inde. ''Amy?'' spurgte Harry bekymret. ''H-Harry'' fik jeg fremstammet. ''Okay, vi skal have hende til lægen nu'' sagde Harry. ''Niall'' sagde han. Niall tog mig og førte mig ud til bilen. ''Babe?'' spurgte han. Jeg havde de sygeste smerter. Han åbnede bildøren og satte mig ind. Der gik det hele ligesom i sort for mig.
Harrys synsvinkel:
Jeg kunne høre ud på gangen hvordan Amy anstrengte sig. Jeg gik frem og tilbage på gangen. ''Harry sæt dig ned'' sagde Niall roligt. Jeg satte mig sukkende ned ved siden af ham. Det var sikkert også pisse stressende for ham. ''Niall?'' spurgte jeg. ''Mhm?'' Svarede han. ''Hader du mig?'' spurgte jeg lige ud. ''Nej? Hvorfor skulle jeg det?'' spurgte han forvirret. ''Alt det her med Amy? Jeg ved hun betyder alt for dig'' svarede jeg med et kort suk. ''Jeg var måske sur på dig i starten, men jeg ønsker bare hun skal være glad'' sagde han ærligt. Jeg nikkede kort. ''Hvad gør i?'' spurgte han så. ''Jeg ved det virkelig ikke, jeg har ikke lyst til at give mit barn væk, men jeg har heller ikke lyst til at ødelægge hendes eller min karriere'' svarede jeg. ''Det er svært'' sagde han. ''Ham Brad? hvad er der med ham?'' spurgte jeg. Niall smilede kort. ''Nok en af de største konkurrenter jeg nogensinde har haft'' svarede han. ''Amy var helt væk i ham da vi var yngre'' tilføjede han. Jeg nikkede. ''Amy er en sød pige, men hun giver for mange mennesker chancer, hun sætter sig selv i et lys som player, og vikler sig ind i nogle følelser hun ikke kan komme ud af'' sagde Niall. ''Det tror jeg godt jeg kender'' svarede jeg. Niall smilede skævt. "Pas nu bare godt på hende mate'' sagde han og gik. Jeg sukkede dybt, og før jeg vidste af det strømmede tårerne ned ad mine kinder. At han elsker hende så meget, at han sætter hendes behov, før hans egne følelser, viser bare hvor meget han elsker hende.

@Harry_Styles: Nervous.

Der kom en masse læger og sygeplejesker ud fra rummet. De fleste gik videre hen ad gangen. ''Harry, du må gå ind nu, men stille'' sagde lægen med et smil. Jeg nikkede og gik hen til døren. Jeg lukkede den forsigtigt, eftersom jeg ikke rigtig vidste hvad der ventede mig, og så var jeg jo blevet bedt om at være lidt stille. ''Hej'' lød det træt fra Amy. Jeg lukkede døren og vendte mig rundt. Amy lå på sengen med en baby på maven. Mit smil voksede sig stort. Jeg gik hen til sengen. ''Er han ikke smuk?'' spurgte hun. Jeg nikkede bestemt. Jeg var mundlam, det var virkelig mærkeligt at tænke på det var min søn der lagde der. Amy var smadret man kunne se det. Men hun har også haft smerter siden i går middag, og lige nu er klokken sådan cirka 10. ''Du ved godt det ville være bedst for ham at komme
væk, ik?'' sagde hun. Amy ødelagde fuldstændig den gode stemning, men hun havde ret, det var bedst for ham. Et liv med en mor og far der var der for ham hele tiden, i stedet for et liv hvor mor er væk og far er væk næsten hele tiden. Amy kyssede ham på hovedet. ''Men jeg har ikke lyst til at give ham væk'' mumlede hun grådkvalt, og strammede blidt grebet om ham. Jeg nussede hendes hår. Der var stille lidt. ''Vil du holde ham'' spurgte hun. ''Med glæde'' svarede jeg og tog ham forsigtigt. Det var noget helt andet og sidde med ham i armene, man havde aldrig lyst til at give slip igen. Drengene kom forsigtigt ind af døren. Deres smil bredte sig over hele ansigtet. Louis var ret hurtigt henne ved mig. ''Hej lille mand, jeg er onkel Louis'' sagde han. Han smaskede lidt og kom med nogle søde lyde. Mens alle drengene gik helt amok over det, var Niall allerede over ved Amy. Jeg havde aldrig set så stort et smil komme fra Niall. Oh dear, hvad gør man?