Do you remember {1D}

Rehab.

Amy's synsvinkel:
-Jeg var bange. Rædselslagen faktisk. Jeg klemte Harrys hånd, men han smillede bare opmuntrende til mig. Vi åbnede døren indtil klinikken. ''Harry, jeg vil ikke'' mumlede jeg. ''Amy, jeg lover at du er ude hurtigere end du kan nå at sige Harry'' jokéde han. ''Harry'' sagde jeg hurtigt. Han små grinte lidt. ''Det skal nok gå'' sagde han. Han tog mig med hen til en dame bag et skrivebord. ''Hvem skal i besøge'' spurgte hun venligt. Jeg trak lidt akavet i min krave. ''Har i en plads til Amy Green?'' spurgte Harry og ingorede hendes spørgsmål. Hun trykkede et par gange på musen. ''Ja'' svarede hun og trykkede på telefonen. ''2 sekunder'' sagde hun med et smil. Jeg mærkede en tåre trille ned ad min kind. Harry snakkede lidt videre med damen og nogle læger der var kommet. Jeg bakkede lidt og gik med faste skrid hen til Niall. ''Niall'' hulkede jeg og kastede mig i armene på ham. ''Jeg er så bange'' græd jeg. Han tyssede lidt på mig og nussede min ryg. ''Amy vi er her for dig'' sagde Niall. ''Jeg vil ikke'' hviskede jeg-
Det var 1 måned siden nu cirka og jeg havde ikke set dem siden den dag. Jeg havde snakket med en masse psykologer og læger. Jeg følte jeg var blevet forladt, han havde lovet mig at være her for mig, men på den anden side set så er det jo forståeligt de har deres fans og Modest vil aldrig lade dem aflyse mere af deres Tour end de allerede havde gjort. Jeg havde virkelig en trang til at cutte men jeg havde ikke rigtig adgang til nogle spidse genstande. Jeg kunne næsten bare være på mit værelse med en seng og et lille skrivebord. Jeg havde en bog jeg skulle skrive ned hvad jeg tænkte. De læste den ikke, men det var bare så jeg kunne slippe af med nogle af alle mine 'dårlige' tanker. Jeg kunne bruge min telefon, men så skulle der være opsyn på mig. Det lød lidt som ind sindssyg anstalt eller sådan noget. En børnehave med overvågning. Der lød en høj bip lyd og døren til mit værelse blev åbnet. ''Goddag Amy'' sagde Line, min typiske psykolog eller hende jeg snakkede mest med. ''Hej'' sagde jeg med et lille smil. ''Vil du snakke med mig?'' spurgte hun mig om som om jeg var en lille snot unge, men jeg nikkede bare. Hun tog mig med hen til en af rummene. Hun trak den ene stol ud og smillede et kvalmene sødt smil til mig, sådan lidt som om hun allerhelst ville slå mig ihjel, men blev nød til at være sød. Hun satte sig overfor mig. ''Hvordan har du det?'' Spurgte hun seriøst. ''Af lort til'' svarede jeg ærligt. ''Hvad gør at du har det dårligt?'' spurgte hun pædagogisk. ''Jeg savner min bedste ven, jeg føler lidt han har forladt mig'' jeg gad ikke rigtig kæmpe imod eftersom at jeg ikke ville komme hurtigere ud af det. Hun nikkede og skrev noget ned på sit parpir. Hendes lille telefon ting ringede. Hun var hurtig til at tage den. Hun nikkede lidt og svarede kun korte svar. ''Jeg er virkelig ked af det Amy men jeg bliver nød til at gå'' sagde hun. Jeg nikkede kort. Hun rakte mig min telefon. ''Gør nu ikke noget dumt'' sagde hun. Jeg smillede skævt til hende. Jeg startede på Twitter, jeg havde fået en masse beskeder og notifikationer fra mine fans og andre spurgte om jeg var okay.

@AmyGreen92: I'm in a sort of rehab, not for drugs, but personal problems, hope you guys understand! I love all of you, and thanks for all the support! xx

Jeg tjekkede andre vigtige ting som for eksempel min tumblr, og diverse sociale medier.

@Harry_Styles: @AmyGreen92 Hope u are okay boo, miss you a lods, and see ya soon, promise!

@AmyGreen92: @Harry_Styles I'm fine, i guess, could be better, miss you too and i'm hopping to come out soon, I would really love that!

Helt ærligt følte jeg mig en smule klemt, jeg ville allerhelst finde ud af mine problemer selv men sådan er det bare ikke, og jeg ville også bare gå længere ned psykisk. Line kom ind igen. ''Jeg beklager meget'' sagde hun. Jeg lavede et kort nik og maste mine læber sammen til en smal streg. Jeg gav hende telefonen igen. ''Skal vi ikke bare snakke det igennem i morgen?'' spurgte hun. Jeg nikkede kort, jeg havde ærlig talt ikke lyst til at snakke. Hun åbnede døren og lod mig gå hen til mit rum. Jeg faldt ind i væggen. Jeg havde haft nogle flashback her på det sidste. Jeg begyndte at skrige helt vildt. Line havde fortalt mig at min anfald skyldes at jeg ikke kom ud med alle mine skrig osv. da manden voldtog mig. Tårerne styrtede ned ad min kind. Alle minderne strømmede ind. Jeg kunne mærke hans hænder alle steder, og jeg havde aller mest brug for Niall lige nu. Alt blev stort, men jeg kunne stadig mærke den omklamrende følelse, jeg hørte forskellige grin i mit hovede. Nogle af alle de hate beskeder jeg havde fået blev læst højt i hovedet på mig. Kunne jeg så havde jeg nok ikke levet ret meget længere, eftersom jeg ikke rigtig var i kontrol med mig selv.