Do you remember {1D}

I'm going back.

Harry's synsvinkel:
Zayn og jeg havde siddet og snakket i en halv time da Louis kom løbende. ''Amy er vågn'' sagde han forpustet. Jeg lavede store øjne. ''Seriøst?'' spurgte jeg. Louis nikkede. ''Undskyld mig'' sagde jeg og rejste mig fra stolen og gik med hurtige skridt ned ad gangen. Jeg standsede ved døren for jeg kunne høre en guitar spille. Niall stemme fyldte pludseligt hele rummet. Han sang Wonderwall, deres sang. Jeg sukkede dybt. Jeg ville have været den første til at byde hende velkommen til den rigtige verden eller hvad man skal sige. Jeg stod i min egen verden, indtil jeg kunne høre Amy's svage stemme. ''Tak Niall'' sagde hun. ''Du er virkelig den bedste'' tilføjede hun. Jeg kunne mærke den stikkende fornemmelse i hjertet, jalousi, jeg kendte den følelse alt for godt efterhånden, især efter at Amy var kommet ind i mit liv. Jeg tog en hurtig beslutning og gik ind på værelset. Amy slap hurtigt grebet om Niall. ''Haz baz'' hvinede hun begejstret, men hendes stemme var stadig rigtig svag. Jeg følte en lille sejere over at hun reagerede sådan over at se mig. Jeg smillede til hende og bevægede mig med hurtige skridt hen til hendes seng. Hun kyssede min kind og jeg trak hende ind i et kram. ''Jeg vil lade jer 2 være alene lidt'' mumlede Niall og gik ud af døren. ''Jeg troede du skulle dø Amy-damy'' sagde jeg og mærkede en tåre ned ad min kind. Hun tørrede den hurtigt væk og pressede hendes læber imod mine. Jeg gengældte kysset ret hurtigt. Jeg lagde min hånd på hendes kind og hun lagde hendes oven på min. Hun trak sig langsomt væk fra mig. ''Harry'' snøftede hun. Jeg nikkede bekymret. ''Jeg skal ikke være jeres opvarmning længere'' sagde hun og prøvede desperat at fjerne tårerne der strømmede ned af hendes kind. ''Og hvad så? Du må bare være min gæst'' sagde jeg, selvom jeg var rædselslagen. hun rystede på hovedet. ''Du forstår ikke Harry, jeg har været tæt på at dø, Simon vil gerne have at jeg tager tilbage til England og arbejder lidt videre på mit nye album, og kommer oven på igen'' græd hun. ''Du tager pis på mig ikke?'' Sagde jeg bekymret. Hun rystede på hovedet. Jeg kunne mærke de sidste tåre jeg havde tilbage trille ned ad min kind. ''Nej vel?'' sagde jeg surt og slog hånden ind i muren. ''Undskyld'' hviskede hun. ''Forhelvede Amy! Jeg elsker dig? Hvordan skal jeg nu overhovedet kunne se dig?'' spurgte jeg frustret. ''Harry jeg elsker også dig'' svarede hun. ''Jeg vil ikke af med dig'' sukkede jeg. ''Tror du virkelig du slipper for mig så let?'' spurgte hun. Jeg rystede straks på hovedet. ''Men efter den her uge, har jeg ikke ferie igen før om 10 måneder'' svarede jeg og tørrede mine øjne. ''Harry'' snøftede hun. ''Du må ikke gøre det her imod mig'' sagde hun grådkvalt. ''Det er lidt svært Amy, jeg aner ikke hvordan du havde regnet med at jeg ville reagere'' sagde jeg måske en smule for hårdt. Tårerne trille uafbrudt ned ad hendes kinder. Jeg kørte frustreret mine hænder igennem håret. Jeg sukkede dybt og forlod rummet. ''Harry!'' kunne jeg høre Amy råbe svagt efter mig. Jeg ignorerede hende og forsatte ned ad gangen. Hvordan skulle det ikke gå uden hende ved min side? Ja i det hele taget med vores meget forvirrende forhold. Jeg stormede ud ad af hospitalet og ignorerede alle de mennesker der råbte og skreg efter mig. Jeg havde ikke et eneste ord tilbage i min mund, det hele sad klumpet fast i min hals.
Amy's synsvinkel:
Jeg græd ustyrligt da Louis kom ind i rummet. ''Amy?'' sagde han forskrækket og løb hen til min seng. ''J-jeg kan ikke mere'' hulkede jeg ustyrligt. ''Han tog det ikke så pænt, vel?'' sagde han. ''Han slog sin hånd ind i muren Louis'' græd jeg. Han tørrede mine øjne. ''Træk vejret helt ned i maven'' sagde han. ''Louis har jeg mistet ham?'' spurgte jeg lidt mere roligt. Han satte sig på sengen og nussede mig i håret. ''Nej, han skal bare sluge det hele'' forsikrede han mig om. Jeg nikkede forsigtigt. ''Få lidt søvn, du bliver udskrevet i morgen og du skal så ind lægges på en klink i England'' sagde han forsigtigt. Jeg havde slet ikke tid til at tænke over noget af det han sagde, Harrys skuffede blik sad bare fast i min hjerne og jeg kunne ikke tage det. Louis lukkede døren ind til værelset, men hele min krop nægtede at sove.

♬Hey there Delilah
I know times are getting hard
But just believe me, girl♬