Do you remember {1D}

Harry, im..

Amys synsvinkel:
Jeg bankede på Annes dør, for jeg vidste godt at Harry ville være der. ''Hej Amy'' sagde Anne glad. ''Hej'' svarede jeg og tvang mig selv til at smile. ''Harry!'' råbte hun. Jeg takkede Anne indeni. Hun skulle nok få en forklaring, men lige nu havde jeg brug for Harry. Han kom ind i døråbningen med uglede hår, jeg dømmer ham ikke, det er tidligt om morgnen. ''Hej'' mumlede han og kiggede ned i jorden. Jeg tog chancen og krammede ham. Jeg tror han var ret overrasket, men alligevel gengældt han mit kram. ''Undskyld'' mumlede jeg. ''Det går nok'' svarede han. Han virkede lidt afvisende, men på en måde vidste han nok godt at jeg havde brug for ham. ''Vi skal snakke'' mumlede jeg og trådte et skridt væk. ''Det skal vi i hvert fald'' sagde han. Jeg var forvirret. Jeg gik ind og stillede mine sko. Jeg fulgte efter ham ind i stuen. Vi placerede os i hver vores ende af sofaen, hvilket var sært, vi plejede at være så tætte, men det her skulle ud. På en eller anden måde, han fortjente at vide det, det gjorde alle drengene. ''Harry'' jeg holdte en pause, jeg kunne ikke få ordene ud af min mund. ''Jeg er gravid'' mumlede jeg til sidst. Han rystede skuffet på hovedet. ''Hvorfor siger du først det nu'' sagde han alt for roligt. ''Jeg fandt først ud af det i går, tro mig, jeg havde ingen anelse'' svarede jeg panisk. ''Er du sikker på det er mit?'' Sagde han koldt. Det ramte hårdt. ''Ja'' sagde jeg med rystende stemme. ''Harry?!'' udbryd Anne. Hun kom ind i stuen. Hun satte sig ned ved siden af mig. ''Harry Edward Styles jeg er skuffet over dig'' sagde hun vredt. ''Det er okay'' mumlede jeg til Anne. ''Nej! Det er overhovedet ikke okay'' sagde hun. ''Mor! Jeg ville gerne have vidst det for 8 måneder siden'' udbryd Harry. Hans facade faldt. Hvilket tændte mig, men det er en anden side af sagen, shhh Amy! ''Jeg vidste det ikke'' mumlede jeg. ''Hvordan kan man ikke vide det?'' spurgte han. ''Kan man ikke se det på sin menstruation? Eller maven, for du ser sku ikke specielt gravid ud'' udbryd han. ''Sæt dig ned Harry'' sagde Anne. Nu havde hun sat en rolig facade op. Hans ansigts udtryk ændrede sig, han satte sig ned. Han var bange. Ligesom jeg. Vi var nok alle bange for hvad det kunne komme til at betyde. ''Hør, jeg føder barnet engang i næste måned, og der er allerede en familie der er klar til at tage sig af det'' sagde jeg stille. Harry sagde intet. Ingenting overhovedet. Det skræmte mig mere end når han råbte op.
Harrys synsvinkel:
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, eller sige. Min mor havde altid sagt at jeg skulle tage ansvar for mine egne dumheder, men lige nu var det ret svært. Jeg skulle have et barn, men det var ikke lige sådan her jeg havde tænkt mig det. ''Hør, jeg føder barnet engang i næste måned, og der er allerede en familie der er klar til at tage sig af det'' sagde hun lavt og kiggede ned på sine knæ. Jeg blev kold indeni. Det var overhovedet ikke sådan her det skulle være, men på den anden side kunne jeg heller ikke overlade barnet alene til Amy, hun havde hendes karriere og jeg havde min. Jeg kunne se på min mors ansigt hun ikke var glad ved idéen, men hun vidste også at det måske var bedre. Min mor gav mig et blik jeg ikke rigtig kunne tyde, men jeg vidste at blikket var noget der skulle give mig skyldfølelse. Amy var tæt på at græde, men hun holdte det godt. Jeg kørte frustreret hænderne rundt i håret. ''Jeg ved ærligtalt ikke hvad i vil have mig til at svare?'' sagde jeg. ''Din mening'' sagde min mor. ''Det er vel det bedste'' sagde jeg. ''Og hvad vil du så aller helst?'' spurgte min mor. Hun vidste det ikke var det jeg ønskede, men det var det bedste. ''Beholde det'' mumlede jeg. ''Hør, jeg presser jer ikke ud i noget, men tænk lidt over det'' sagde min mor, og gik med vasketøjskurven igen. ''Av'' mumlede Amy. ''Hvad?'' spurgte jeg med lidt mere medlidenhed. ''Den sparker'' mumlede hun. Hun var blevet skræmt over min reaktion, jeg kunne mærke det. Jeg rykkede mig langsommere tættere på. Jeg løftede min hånd, og bad om tilladelse med et mærkeligt blik. Hun nikkede, med et lille smil. Jeg placerede hånden på hendes stadig meget tynde mave. Man kunne tydeligt mærke hvordan han gik til den der inde. Jeg smilte kærligt. Jeg kunne bare ikke lade vær med at føle kærlighed til det der var inde i Amy, jeg havde jo ligesom lavet det. ''Forresten er det en dreng'' svarede hun. Jeg sukkede dybt. ''Ligemeget hvilken beslutning vi tager, kommer det til at koste'' sagde jeg. Hun nikkede. Nu strømmede tårerne ned ad hendes kinder. ''Kom her'' sagde jeg og åbnede armene. Hun lagde sig ind til mit bryst. ''Det hele skal nok gå'' mumlede jeg.

♬Its gonna be alright, baby
its gonna be alright, love
and if the mist ever lets the sun through
i'll just hope I did the right thing for me and you♬

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Beholde det eller bortadoptere?
Svar svar svar!
~CamillaAndersen3