The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen Fanfiktion

E T

Katrines synsvinkel

"Martinus Gunnarsen er seriøst bare så lækker!" hviskede Natalie ind i mit øre, da han passede os på gangen. Han sendte os begge et lille smil, inden han fortsatte ind i lokalet sammen med sin bror, Marcus.

"Han er alles drømmefyr," svarede jeg blot. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg skævede til Natalie. Hun var helt væk i sin egen drømmeverden. Jeg vidste, hun var vild med ham. Men det var jeg også.

Nogle gange strejfede tanken mig, hvad der ville ske, hvis hun viste det. Mine følelser for Martinus kunne aldrig komme på tale mellem os. Hun ville flå mig. Eller endnu værre kaste mig ud til højre og kalde mig en forræder. Det ønskede jeg ikke. Slet ikke over en dreng.

"Ved du, om han har en kæreste?" spurgte hun. "Ellers kunne jeg da godt lige nupse ham."

"Han er lige blevet single for en måned siden," svarede jeg. "Det ovehørte jeg i går. Marcus nævte det for en af deres venner, da de gik forbi mig i går."

"Jamen så er da ingen fare for, at jeg hopper til," grinede hun og lavede et lille hop. "Hvor bliver det her dog godt."

"Du ved da ikke, om han har en anden i kikkerten."

Hver gang han gik forbi eller kiggede i den retning, jeg befandt mig i, håbede jeg altid, det var mig, der var centrum for de mørkebrune øjne. Det vidste jeg dog godt, jeg ikke var. Hvorfor skulle jeg være det? Han kunne få hvem som helst, og jeg var bare en pige i mængden af mange.

"Er du da vild med ham?" Hendes stemme var allerede anstrengt. Hun havde ejermanér. Allerede. Det havde hun allerede inden, han blev single. Hun sagde svoret for mig, at hun lige meget hvilken pris, der skulle betales, ville have ham en dag.

"Nej," svarede jeg simpelt. Jeg var ikke god til at lyve. Jeg prøvede virkeligt at få det enkle lille ord til at lyde overbevisende.

"Du lyver," svarede hun hurtigt. "Jeg kan se det i dine øjne. Hvor længe har du været vild med min kommende kæreste?"

"Længere end du har." Mit svar var flabet, men hun gik mig på næverne.

"Du får ham ikke!"

"Du kan ikke bare tro, at du kan få den, du vil have, Natalie. Hvis han ikke goder dig, kan du ikke få ham."

"Hvorfor skulle han ikke gide mig?"

"Fordi du har storhedsvanvid. Du vil bare det, du vil. Koste, hvad det vil. Du tager ikke ud syn til andre mennesker og deres følelser."

Hun stirrede surt på mig. Bed sig i læben. Natalie og jeg havde været bedste veninder siden børnehavne, men nu så det sort ud. En dreng var ved at splitte os ad. Og han vidste det ikke engang selv.

"Hvorfor tager du ikke bare Marcus?" sagde hun. "De ligner jo hinanden."

"Hvis du synes det, kan du jo bare tage ham."

"Nej, Marcus er for kedelig og stille til mig. Martinus er der gang i."

"Måske har du netop brug for den stille og rolige fyr, der er inde i Marcus."

"Du tager fejl, Katrine!"

Jeg sukkede. Natalie var umulig at snakke til, når hun først havde bestemt sig for noget. Ganske frygteligt umulig.

"Vi kunne de noget andet," sagde Natalie eftertænksomt. "Vi kunne lave et væddemål om, hvem der får ham først. Så må den bedste kvinde vinde."

Det var bindegalt. Et væddemål. Hun var ikke rigtig klog.

"Og hvad så, hvis vores venskab går i stykker på det?"

"Det gør det ikke," sagde hun. "Vi har været veninder i en evighed. Vi stopper aldrig med at være veninder for et væddemål."

Jeg var nu ikke så sikker på, hun havde ret. Min fornemmelse fortalte mig noget helt andet. Vi ville blive splittet. Jeg kunne allerede føle kløften mellem os. Men alligevel gik jeg med til det.

"Fint," svarede jeg. "Væddemålet.stopper, når en af os er kæreste med ham."

Natalie strakte hånden ud, og jeg trykkede den. Nu var der ingen vej tilbage.

●●●

Hej med Jer!

Jeg havde ikke regnet med at skulle udgive flere fanfiktions lige nu, men her kom der så en alligevel, fordi jeg fik en spontan idé.

Jeg aner ikke, hvor lang den bliver, men jeg håber, I vil læse med alligevel.

Skriv gerne, hvad I tænker om den i kommentaren.

Glem ikke at stemme. Det ville gøre mig rigtigt glad <3

- Mathilde <3