The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen Fanfiktion

T O L V

Maraton 1/6

Katrines synsvinkel

"Den har været fin nok," svarede jeg. "Som du kunne høre på Marcus, var der problemer med Natalie igen, så det var jo bare skønt."

"Hvilke slags problemer?" spurgte jeg følsomt. "Du behøver ikke svare på det, hvis du ikke har lyst."

"Jeg har ikke lyst til at snakke faktisk."

Jeg nikkede og accepterede hendes beslutning. Hun skulle ikke føle sig tvunget til at fortælle om den episode, der havde været. Jeg kunne altid få det ud af Marcus senere, hvis jeg ønskede det.

"Skal vi bare gå direkte til afleveringen, eller vil du lave noget andet først?" Jeg håbede virkeligt, at hun ville sige, at vi skulle lave noget andet end lektier. Lektierne var vigtige, men ikke så vigtige, at de ikke kumme udskydes en dags tid. Afleveringem var jo ikke for til i morgen.

"Hvad ville du da ellers lave?"

Det kom vist lidt forkert ud. Hun memte det vist ikke på den måde, det lød. Som om at vi aldeles ikke havde andet til fælles end den opgave, vi skulle skrive.

"Lære hinanden at kende."

Hun rynkede en smule på næsen.

"Hvordan lærer hinanden at kende?"

Jeg sukkede. Det havde lyst forkert. Som om jeg havde tænkt mig at tage tøjet af og se på hendes nægne krop. Som om jeg ønskede, at vi skulle springe ud i det fysiske. Vi havde jo allerede snakket en hel del om os selv, og jeg vidste da også en hel del om hende, så det var klart, hvis hun havde taget det forkert, som jeg havde sagt.

"Jeg mente egentligt bare, at jeg gerne ville snakke med dig uden, at det er til opgaven."

"Ja okay, jeg forstår," sagde hun anerkendende. "Det kan vi vel godt."

Jeg smilede bredt. Gjorde tegn til hende om, at hun bare kunne sætte sig i min seng. Hun skulle endeligt ikke holde sig tilbage.

"Martinus, hvor lang tid siden er det, at du slog op med din kæreste?"

Hun startede da godt nok lige på og hårdt, måtte man sige. Men det gjorde mig intet. Jeg havde det fint med at få tingene ud i det åbne rum.

"Det er godt og vel et par måneder siden," svarede jeg. "Så det er forholdsvis nyt, at jeg er blevet single."

"Jeg troede, det var sket for kortere tid siden."

"Hvorfor da?"

"Fordi det er det, alle siger."

Rart at vide, at alle går og snakker om mit privatliv bag min ryg. Det måtte jeg virkeligt erkende. Folk, der var ens venner, fortalte tydeligvis løgne og usandheder til alle hvide vinde.

"Folk siger så meget," svarede jeg sukkende. "Men det passer ikke. Det er lidt over to måneder siden, men i mine øjne gør det det stadig forholdsvis nyt."

Hun nikkede. "Jeg kender det. Jeg var hele seks måneder om at komme mig over min sidste kæreste."

"Hvor længe siden er det?"

"Vi slog op for et års tid siden, så det er ikke nyt på nogen måde."

"Er I stadig venner?"

"Nej, han ville ikke, selvom jeg spurgte. Hans nye kæreste ville ikke have det, og han mente, at hendes krav var vigtigere emd mine. Og mig havde han endda kendt i flere år, før vi fandt sammen."

"Det lyder virkeligt ikke sjovt. Hvor bor han?"

"Han bor her i Trondheim," svarede hun og kiggede ned i gulvet. Hun var stadig trist. Hvorfor?

●●●

Jeg har ikke fået postet en del dage på denne historie, fordi jeg simpelthen ikke har nået at skrive nogle kapitler

DERFOR får I et maraton på denne i dag på hele seks kapitler, hvor dette er det første.

God læselyst, og glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3