The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen Fanfiktion

T R E O G T Y V E

Katrines synsvinkel

Jeg kunne ikke klare det. Martinus blandede sig i noget, han ikke skulle. Danny havde måske begået en fejl eller to, men ikke noget der var værre end det. Eller... der havde måske været en enkel gang, hvor han ville prøve nogle seksuelle ting, hvor jeg havde sagt nej... og alligevel havde han gjort det. Jeg havde bare ikke galet nej højt nok, så det var min egen skyld, det var sket. 

Jeg kiggede ned på skærmen. Danny havde set min besked. Han var igang med at svare på det, jeg havde skrevet. 

Katrine:

Hvorfor kontakter du mig efter så lang tid?

Danny:

Som jeg sagde. Jeg elsker dig. 

Katrine:

Hvorfor slog du så op?

Danny:

Kan du ikke bare ringe mig op, så jeg kan forklare det?

Katrine:

Jo, jeg skal bare lige hjem. En opgave trak ud hos en ven.

Danny:

"Ven"?

Katrine:

Ja, ven. Eller bekendt. En, jeg går i klasse med.

Danny:

Har I sex?

Katrine:

Nej?

Danny:

Ikke lyve

Katrine:

Jeg lyver ikke. Vi skriver et essay om den anden person. Den skal afleveres i overmorgen. 

Danny:

Okay, hvornår er du hjemme?

Katrine:

Om få minutter. Er lige kommet ned på min vej.

Danny:

Går du?

Katrine:

Ja

Danny:

Alene

Katrine:

Desværre

Danny: 

Det burde du ikke. Slet ikke på det her tidspunkt.

Katrine:

Jeg ved det godt, men havde ikke andre muligheder. 

Danny:

Sikke en dårlig ven

Katrine:

Han sad også og svinede dig til

Danny:

Hvorfor?

Katrine:

Han sagde, du havde været mig utro

Danny:

Det ved du godt ikke passer

Katrine:

Det var derfor, jeg gik. Jeg gad ikke høre på det

Danny:

Bliver godt at snakke med dig

Katrine:

I lige måde

Jeg nåede hoveddøren og lukkede mig ind. Min mor skulle ikke vågne. Hun ville helt sikkert stille spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg kom hjem på det tidspunkt. Jeg gad ikke stå og forklare hende det hele. Hun havde aldrig kunnet fordrage Danny. Hun mente, han var et problembarn. Hun ville sikkert være enig med Marcus og Martinus.

Jeg gik ud i køkkenet og tog lidt vand, inden jeg gik op på værelset for at ringe Danny. Han tog den med det samme.

"Du har klippet dit hår?" sagde han, da mit billede tonede frem på hans skærm. Jeg smilede.

"Ja, det gjorde jeg lige efter, du gjorde det forbi. Jeg havde brug for forandring."

"Jeg skulle aldrig have slået op," sagde han alvorligt. "Det var en stor fejl."

Jeg nikkede. Jeg kunne godt huske den dag. Det havde ikke været rart, da han havde gjort det forbi. Han havde ringet mig op. Sagt til mig, at han ikke havde lyst til at være sammen længere. Jeg havde været helt knust. Havde ikke kunnet overskue noget. Det havde føltes som verdens undergang. At se ham nu på skærmen gjorde allerede ondt inden i. Tanken om alt det, der var sket mellem os. Alle de ord, han havde sagt den dag om, at han ikke havde følelser for mig længere. Hvorfor ville han så have mig tilbage nu, siden han var sikker på, at det hele ikke var der længere. Jeg forstod det ikke. Slet ikke faktisk. Havde han taget fejl af sig selv? Havde jeg lagt mere i hans besked i dag, end jeg burde. Det hele var forvirrende. Uklart. 

"Danny, der er noget, jeg er nødt til at have svar på," sagde jeg.

"Selvfølgelig, du siger bare frem."

"Hvorfor slog du op og sagde, du ikke elskede mig mere, hvis du reelt stadig elsker mig?"

●●●

Ja, hvad tror I han svarer?

Kan man stole på Danny?

Eller er han et røvhul - præcis som Martinus og Marcus påstår?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3