The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen Fanfiktion

S Y V O G H A L V T R E D S

Maraton 4/10

Katrines synsvinkel

Jeg sad bare og stirrede ud i luften. Jeg fattede ikke, at Natalie faktisk havde tilstået, at hun havde myrdet Danny med en stegepande. Hun havde endda fortalt det hele i detaljer, men havde af en eller anden grund undladet at fortælle, at jeg også havde været til stede. Det havde jeg det på ingen måde godt med. Hun skulle ikke tage hele skylden. Det havde været min fejl i første omgang at tage Danny tilbage, og jeg var nødt til at gøre noget.

Jeg havde endnu ikke snakket med min mor, selvom der var gået flere dage. Hum havde spurgt mange gange, hvorfir jeg opførte mig så underligt, men jeg havde bare svaret, at jeg var ked af det over Dannys død. Det var den eneste detalje, hun vidste.

Jeg var bange for, at min mor ville slå mig ihjel, hvis jeg fortalte hende, hvaf der var foregået, men før eller siden var jeg vel nødt til at hoste op med hele historien.

Min telefon havde æige givet lyd fra sig, men jeg havde ikke tjekket den endnu. Jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen. Overhovedet. Slet ikke Marcus eller Martinus. Jeg havde det stadig skidt over, at jeg havde gjort Martinus midlertidigt blind gennem Dannys hårde slag. Det kunne aldrig blive rettet op igen. Aldrig.

Efter at have haft mobilen slukket hele dagen, kunne jeg alligevel ikke lade være med at tjekke den om aftenen. Jeg var nødt til at vide, hvem der habde skrevet. Det kunne jo være vigtigt. Men da jeg så, hvem det var, kom der øjeblikkeligt en klump i halsen på mig. Marcus havde skrevet.

Marcus:

Katrine, jeg har lige læst din besked om, at Natalie har tilstået. Jeg ved, du sikkert er helt ude af den. Kan Martinus og jeg lokke dig ud på hospitalet, så vi kan snakke om, hvad vi skal gøre? Håber, du svarer hurtigt!

Jeg rystede på hovedet, efter jeg læst den. Og genlæst den mindst tyve gange. Jeg var splittet inden i. Den ene del af mig ville gerne ud og besøge Martinus og få snakket med dem om, hvordan vi optimalt kunne hjælpe Natalie. Den anden del af mig havde ikke lyst til at se dem. Jeg havde ikke lyst til at se på de mærker, jeg vidste, Martinus måtte have på kroppen efter Dannys voldelige tiltag. Jeg havde ikke lyst til at se på det hvide hospitalstøj, der bare mindede mig om alt det, der var sket. Men mindst af alt havde jeg lyst til at møde deres far, så han kunne se ondt på mig og give mig skylden for, at hans ene søn lå der og ikke kunne foretage sig andet end at få hjælp af andre og vente på, at det ville hele og blive bedre.

Hvad nu, hvis Martinus aædrig fik det bedre?

Så ville der være ekstremt mange skuffede piger i denne verden, der ikke længere kunne se deres idol på grund af mig. Jeg var jo frygteligt. Forfærdelig. Jeg burde bare dø.

●●●

Et lidt mørkt afsnit fra Katrines side...

Mon hun endeligy får fortalt sin mor om, hvad der er foregået?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3