The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen Fanfiktion

F I R E O G T R E S

Martinus' synsvinkel

Jeg lå og lyttede efter Marcus' fodtrin. Han havde Katrine med. Han havde sagt, han skulle ud og hente hende. Jeg havde haft lyst til at spørge Marcus længe, om han havde et crush på hende. Han sad tit og gemte telefonen, når han skrev til hende. Han sad altid med et smil på, når man nævnte Katrines navn. Hun havde en effekt på ham, som jeg ikke kunne få ud af hovedet. Jeg var selv vild med hende. Nu så det ud, som om Marcus og jeg var vild hende. Den samme pige. Lige præcis det, der ikke måtte ske. Jeg havde altid frygtet, at Marcus og jeg skulle blive vild med den samme, og det så ud, som om at det faktisk var sket. Jeg var desperat. Jeg var nødt til at fortælle hende, at jeg var vild med hende, før han nåede det, så jeg kunne score mig en date med hende og sikre mig, at jeg kom ham i forkøbet, og dermed løb af med hende. Jeg følte selv, det lød som en god plan. Jeg var dog bange for, at Marcus ville myrde mig, hvis jeg gjorde dette, men jeg havde ikke rigtigt andre muligheder. 

Da Marcus og Katrine kom ind i rummet, blev jeg helt lamslået i øjeblik. De gik tæt sammen og talte lavmeldt. Da Marcus havde åbnet døren, havde det lignet, at han havde rørt hende omkring taljen for at skubbe hende ind af døren. Det var måske bare mit jaloux sind, der spillede mig et puds, men jeg kunne ikke udelukke, at der måske var noget sandt i det hele. 

"Hej Martinus," sagde Katrine med et lille smil og kom hen til mig. "Hvordan har du det?"

"Jeg har det faktisk fint," svarede jeg. "Jeg har noget, jeg gerne vil snakke med dig om. Måske du kunne sætte dig på stolen, og jeg kunne få det gjort?"

"Jo, kan jeg vel godt." 

Hun kiggede på stolen og satte sig. Jeg gav Marcus et blik, der signalerede, at han skulle gå uden for døren, mens jeg fik sagt til hende, hvor vild jeg var med hende.

Marcus sukkede og gik hen mod døren. Jeg smilede skævt. Han så trist ud. Præcis, som jeg ville have det. Han skulle vide, at hun var min. Ikke hans.

"Hvorfor sender du Marcus ud?" spurgte Katrine, da Marcus havde taget fat i dørhåndtaget. Jeg vendte mig overrasket mod hende. Jeg havde ikke regnet med, at hun ville sige noget til det. Hun var selvfølgelig gode venner med Marcus, men jeg vidste jo, at hun var vild med mig, så den var sikker på som amen i kirken, at hun også ville mig nu, hvor jeg endeligt tilbød mig selv.

"Fordi jeg gerne vil tale med dig alene. Selvom vi er brødre, er det ikke alt, vi skal blande os i hos hinanden," svarede jeg. Det var mere en besked til Marcus end Katrine for, at han skulle forstå, at han ikke skulle blande sig i, at jeg prøvede at score hende. 

Hun nikkede bare, og Marcus forlod rummet. Så snart han var ude, vendte jeg mig mod hende. 

"Katrine," sagde jeg. "Jeg er vild med dig."

●●●

Så kom der endeligt et nyt afsnit efter en pause på 2 måneder.

Jeg valgte at tage en pause, siden jeg både har haft det rigtig skidt, og fordi jeg manglede inspiration.

Der kommer nogæe ændringer i denne bog. Den bliver ikke 200 kapitler lang, men kun 100. Til gengæld bliver den færdig, og det er det vigtigste.

Jeg regner med at poste hver anden dag, og så kommer der to små maratoner på hver 5 kapitler.

Glæd jer!

- Mathilde <3