The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen Fanfiktion

E N O G H A L V F J E R D S

Maraton 4/5

Katrines synsvinkel

Jeg var taget alene hen for at besøge Natalie. Hun havde kontaktet mig og spurgt, om jeg ville komme, siden hun havde noget, hun gerne ville sige til mig. 

Mens jeg sad i bussen på vej hen til politistationen, steg nervøsiteten. Jeg kunne ikke forestille mig, hvad det var, hun gerne ville sige til mig. Jeg gik ud fra, det havde noget med Marcus og Martinus at gøre, siden det kun var mig, det skulle komme. Ellers var det noget med retssagen. Jeg vidste virkeligt ikke, hvad jeg skulle tro. 

Inde på stationen sad jeg og ventede på, jeg kunne komme til at snakke med Natalie. En del af mig havde slet ikke lyst til det. Alt inden i mig skreg faktisk imod det. Jeg kunne ikke forklare hvorfor, men der var bare noget, der ikke var, som det skulle være.

"Så kan du godt gå ind i rummet," sagde sekretæren. Jeg nikkede smilende og rejste mig langsomt. Natalie sad med en mine, jeg ikke havde set længe. Hendes cheesy smil var vendt tilbage, åh nej. Det havde noget med drenge at gøre. Det var tydeligt nu. Hun havde altid kun det smil på, når det handlede om den slags.

"Katrine," sagde hun afmålt. "Sæt dig endeligt. Jeg har noget, jeg er nødt til at dele med dig."

"Hvad sker der?" spurgte jeg, da jeg havde sat mig i stolen. Natalie gav mig et sleskt smil. "Seriøst, jeg kan se det der smil er tilbage, så jeg går ud fra, at det handler om noget med drenge."

"Det gør det skam også. Det er om Marcus og Martinus."

Selvfølgelig var det da det. Præcis, som jeg havde regnet med. Det var det mest oplagte, siden det havde været der, vores tidligere væddemål havde ligget. 

"Så kom dog med det," sagde jeg utålmodigt. "Jeg kan ikke bare sidde her og vente. Har du scoret Martinus eller sådan noget?"

"Nej, ikke Martinus," smilede hun. "Jeg har fundet ud af, at jeg gerne vil have Marcus."

Det løb mig koldt ned af ryggen, da ordene havde forladt hendes mund. Det kunne hun da for helvede ikke mene. Nu havde hun jo endeligt Martinus for sig selv, siden Marcus og jeg havde fundet hinanden, men nej nu skulle da selvfølgelig sidde der og sige, hun ville havde den anden. Kunne det blive mere ironisk?

"Det kan du ikke mene," svarede jeg chokeret. "Hvorfor har du skiftet om?"

"Fordi Marcus kom og besøgte mig. Han spurgte, hvordan jeg havde det, da du var gået ud, så han må jo kunne lide mig, siden han bekymrer sig om mig på den måde."

"Jeg tror ikke, du skal forstå det som bekymring i den forstand, at han er vild med dig. Han er jo bare venlig, Natalie."

"Jeg ved bedst selv, hvad jeg taler om!" svarede hun i en tone, der var så flabet, at jeg godt vidste, at jeg vist ikke lige skulle betræde hendes territorium i dag. "Jeg har været sammen med flere end dig. Jeg ved præcis, hvordan drenge ser på mig, når de vil have mig!"

Der var ikke noget at gøre. Hun havde talt. Sådan var det. Natalie var tilbage. Præcis, som hun havde været, før alt dette var sket. Jeg havde håbet, at hende og jeg kunne være venner igen, men som hun begyndte at opføre sig nu, så det ikke ud til, at det ville ske alligevel.

●●●

Jamen dog, Natalie er tilbage til sit gamle jeg...

Beklager, jeg ikke fik postet de sidste to afsnit af maratonnet, så dem får i nu!

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3