The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen Fanfiktion

N I O G H A L V F J E R D S

Maraton 3/3

Martinus' synsvinkel

"Hvornår er retssagen egentligt?" spurgte jeg. Natalie kiggede sukkede dybt og rettede ryggen.

"Det er i næste uge. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er ret sikker på, jeg bliver dømt skyldig, og det har jeg det ikke godt med. Jeg havde håbet, at de ville se, hvordan han havde behandlet folk og dermed fritage mig for al straf."

"Jeg er ked af, hvis du skal i fængsel, når det er ham, der har ødelagt livet for så mange. Det er ikke i orden."

"Det ved jeg, Martinus, men jeg kan intet gøre andet end at forsvare mig selv og tale min sag. Jeg håber bare, at I alle sammen vil tale min sag."

"Du har hørt, at Katrine har fået fat på Erin, ikke?"

"Har hun?"

"Ja, og Erin kommer også vidner."

Natalie kiggede chokeret på mig, og pludseligt var hun helt opløst i gråd. Jeg gik hen til hende og lagde armene om hendes krop. Hun hulkede bare ned i min skulder, men jeg var lige glad med, om der kom snot på min bluse. Natalie sad også i en virkeligt lortesituation og havde brug for at blive trøstet. Hun var slet ikke så slem, når det kom til stykket. Mens jeg havde ligget på hospitalet, havde jeg skrevet en del med hende, da jeg havde fået mit syn igen. Vi kom ret godt ud af det med hinanden, dog kun som venner. Hun havde hjulpet mig en del, da jeg havde det svært med alt det, der var sket. Hun havde været der for mig. Ringet til mig, når de andre ikke var der og støttet mig, og nu var det min tur til at gøre gengæld. 

"Jeg er bare så lettet," sagde hun med en rystende stemme. "Det betyder meget, at Erin kommer og taler, så kan alle se, hvordan Danny faktisk var."

Selvom jeg ikke selv havde været i den situation, Erin og Natalie havde været i, men jeg forstod på alle punkter, at de gerne ville have deres retfærdighed i hele denne sag. En voldtægt var noget af det værste, en kvinde kunne blive udsat for, og Danny havde gjort det på dem begge og sikkert langt flere endnu, som ingen af os vidste noget om.

"Har du egentligt snakket med Katrine?" spurgte jeg tungt. Jeg var nødt til at vide, hvordan hele situationen stod til, og hvad Natalie vidste.

"Ja, hun var her for at besøge mig. Jeg sagde til hende, jeg ville have Marcus. Det var selvfølgelig ikke noget, jeg sagde for at såre hende, men hun virkede mopset. Hun tror sikkert, jeg stadig er den samme pige, der var alt for meget rundt, men jeg er ikke hende mere. Det er slut. Jeg ved skam godt, hvad der er vigtigst i livet."

"Så hun er altså sur på os begge?"

"Ja, det tror jeg. Hun var også pissed på dig, men jeg ved desværre ikke, hvor meget tid hun og Marcus har brugt sammen. Ikke andet end det, du har fortalt mig i dag."

Jeg sukkede. Det her ville ikke blive let, men jeg var nødt til at gøre mit yderste. Hvilket hjørne jeg skulle gribe i først, anede jeg ikke. Måske var det Marcus, der skulle afsløre sig selv. Eller også kunne jeg få nogen til at sige det, som ikke var mig. Eller jeg kunne gøre det, jeg burde. Konfronterer hende med det hele selv!

●●●

Det var så det maraton. Der er faktisk kun 21 kapitler tilbage af denne bog nu. Gad vide, hvordan det hele ender ;)

Natalie var vist meget lettet over, at Erin kommer og vidner.

Hvordan mon hele retssagen vil forløbe?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3