The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen Fanfiktion

N I

Katrines synsvinkel

"Nåh, er din loverboy her ikke i dag," sagde Natalie hånende.

Jeg sukkede.

"Lad mig nu bare være, Natalie."

Hun ignorere det. Det gjorde hun altid, når hun ikke gad høre det, man sagde. Hun overrulede altid andre.

"Han har sikkert bare indset, hvilken taber du er!" sagde hun. "Ham gemmer sig derhjemme."

"Han er syg," svarede jeg. "Jeg skal hjem til ham senere."

Natalie ansigt blev øjeblikkeligt stramt. Det havde hun ikke regnet med. Men så kan hun lære det. Hun skal ikke tro, hun kan komme her og være sådan en tyran over for mig.

"Skal I kneppe?"

Selvfølgelig kom det spørgsmål. Natalie var let på den, og alligevel anklagede hun altid mig for at være en luder. Selv gav hun sig væk til alle og enhver. Jeg vidste ikke, om hun nogensinde havde taget sig betalt for det. Det var ikke noget, jeg turde spørge om - betaling kunne jo være alt fra dyre mærkevarer til penge.

"Nej," svarede jeg. "Det skal vi ikke."

"Jeg har ondt af ham. Du stiller ikke hans forventninger."

"Han forventer ikke noget af mig," svarede jeg hurtigt igen. Det lød næsten desperat. Det skulle det jeg. Jeg var bare ved at blive godt sur over hendes anklagende tone.

"Hvis jeg havde været hjemme hos ham, havde jeg tilbudt mig selv til ham med det samme."

Hun slog håret tilbage over skulderen. Lod, som om hun var betydningsfuld. At alle ville have hende, for hvem kunne sige nej.

"Du tilbyder jo også bare din krop til alle." Det fløj bare ud af munden på mig, inden jeg kunne nå at stoppe. Natalie lavede store øjne. Hele klassen blev stille. Alle havde hørt mig. Alle havde hørt de ord, jeg havde sagt. Pinligt.

"Siger du, jeg er en lider?" skreg hun.

"Jeg siger bare, at det i hvert fald ikke er mig, der på mystisk vis ud af det blå har en ny Gucci taske med i skole eller nyt mærkevaretøj. Og jeg ved, at du ikke kommer fra et hjem, hvor du ville få den slags hele tiden."

"De giver mig alt," råbte hun. "Jeg er bare heldigere i livet end dig, fordi jeg har en far, der betaler alt for mig, fordi han kan og har råd til det. Du er bare fattig og misundelig på mig."

"Eller også sugardater du og får gaver for at have sex med mænd, og så er du en luder. Tingene er det samme som betaling."

Jeg stirrede hende ind i øjnene. Jeg havde aldrig sagt sådan noget ud før. Slet ikke foran en forsamling, og alligevel stod jeg her og skreg det ind i hovedet på den person, der lovede at være min bedste veninde for altid. Hun havde givet mig lillefingerløfte på det, og nu forrådte hun mig. På alle tænkelige måder, fordi jeg skulle hjem til Martinus. Og ikke hende selv.

Natalie kiggede skuffet på mig. Havde jeg været for hård? Nej, bestemt ikke. Hun var den, der havde startet denne strid. Hun havde langet ud efter mig. Hun havde angrebet mig. Hun var den, der skabte hele det her drama. Og jeg ville ikke finde mig i hendes ord.

Uden et ord drejede hun om på hælen og forlod lokalet. Folk kiggede rundt på hinanden. Bare der dog var en, der ville sige noget og bryde tavsheden. Heldigvis kom Marcus mig til undsætning.

"Katrine," sagde han og lagde armene om skuldrene på mig. "Vil du ikke over til os og sidde?"

Jeg nikkede og fulgte med ham. Væk fra folks opmærksomhed.

●●●

Mon Natalie faktisk sugardater?

Hvad tror I?

Gør hun min noget for at hævne sig på Katrine for de ting, hun sagde til hende?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3