The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen Fanfiktion

T O O G T Y V E

Martinus' synsvinkel

"Katrine bliver bare ved med at benægte, at Danny helt sikkert har været hende utro," sagde jeg til Marcus. "Hun tør ikke se sandheden i øjnene. Hun savner endda stadig idioten, selvom han ødelagde hende."

"Han er ikke nogen idiot," sagde Katrine. "Kan du ikke forstå det?"

"Han lyder altså som en idiot," sagde Marcus. "Det, du har fortalt mig om ham, så er han altså bundskrab."

"Hvorfor er I sådan mod ham?"

"Elsker du ham stadig?" spurgte jeg.

"Nej. Eller ja. Jeg ved det ikke." Katrine burde da godt nok få styr på sine ting. Hun virkede forvirret. Hun kunne virkeligt ikke sige farvel til fortiden. Det var tydeligt. Meget tydeligt. 

"Hvorfor kontakter du ham ikke?" spurgte Marcus. 

"Han har jo blokeret mig," sagde hun. "Det har jeg også sagt."

Marcus sukkede. Han kom ind og satte sig på min sengekant. 

"I to er umulige. Jeg fatter ikke, hvad I egentligt skændes om."

"Martinus anklager bare Danny for en masse."

"Hun bliver ved med at beskytte sin ex. Hun vil gerne tro på kærlighed igen, men hvis man skal kunne det, må hun lægge ham på hylden. Slutte fred med at han er væk og komme videre."

"Det har jeg også."

"Du har da stadig beskederne. Og inde i dit hjerte håber du stadig på, at han faktisk tager kontakt til dig igen, fordi du har et glorificeret image af ham. Han er perfekt inde i dit hoved."

Problemer var, at hun gerne ville være i sin egen verden. Hun ville gerne have ret i tingene. Men hvis det endte med, jeg faktisk havde ret, håbede jeg, hun ville indrømme det.

Der lød et pling i det sekund, Katrine skulle til at svare igen på det, jeg havde sagt. Hun kiggede ned på sin mobil. Hendes underkøbe gled ned, hang. Hun lignede en, der havde set et spøgelse.

"Danny har skrevet," sagde hun pludseligt. 

"Hvad står der så?" spurgte jeg udfordrende. Hun gav mig telefonen. Det havde jeg ikke regnet med, hun ville gøre efter det skænderi, vi sad midt i.

Danny: 

Katrine. Mellissa og jeg har slået op. Jeg elsker dig stadig. Ikke hende. Kan vi snakke sammen? Jeg vil gerne finde tilbage igen, hvor vi slap.

Jeg hævede et øjenbryn og kiggede på Marcus. Han så skeptisk ud. Jeg rakte Katrine mobilen igen. Hun skyndte sig ind og begyndte at type løs.

"Har du seriøst tænkt dig at svare ham?" spurgte Marcus midt ud i det hele.

"Ja?" sagde hun, som om han var åndssvag. "Hvorfor skulle jeg ikke det?"

"Fordi han har været et røvhul over for dig," sagde han. "Vil du virkeligt have ham tilbage?"

"Jeg vil gerne høre, hvad han har at sige," sagde hun. "Jeg kan sagtens tilgive ham. Især, fordi han stadig elsker mig."

"Han lyver jo!" sagde jeg. "Kan du slet ikke se, han prøver at bruge dig?"

"Gider I godt stoppe jeres anklager?" råbte Katrine. "Jeg gider ikke høre mere om, hvad I mener om ham. Der er ikke noget galt med Danny. Han var en god kæreste."

"Bortset fra, han ødelagde dig." Marcus gik lige ind i diskussionen. Selvom han selv havde problemer med kærlighed, vidste han lige så vel som jeg, at det her lugtede lagt væk af udnyttelse. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, og der faktisk var sket nogle ting mellem dem, der havde været alvorlige.

"Katrine, har han nogensinde gjort noget mod din vilje?" spurgte jeg. Hendes krop stivnede. 

"Jeg... øm..." hun stoppede. "Jeg er nødt til at gå."

Hun rejste sig, tog sit tøj på og gik. Hverken Marcus eller jeg fulgte efter. Det ville ikke nytte. Man kunne ikke holde nogen fast, som ikke ville være der. Spørgsmålet var bare - hvad så nu?

●●●

Katrine gik...

Danny skrev...

Mon Danny nu også er så sød, som Katrine påstår?

Eller er der mere under overfladen, end hun tør indrømme?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3