The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen Fanfiktion

H A L V F E M S

Maraton 9/10

Katrines synsvinkel

Jeg ville ønske, advokaten ville stoppe med at være så følelsesløs og faktisk fatte, at man havde været udsat for noget forfærdeligt, man ikke bare lige kunne komme over. Han havde jo ikke prøvet at blive voldtaget. Jeg ønskede næsten, at jeg havde haft en stor sort dildo, som jeg kunne proppe op i røven på ham, så han kunne føle, hvordan det var, at man blev tvunget til noget. Måske springe hans ringmuskel, så han ikke kunne holde på sin lort resten af livet, for jeg var sikker på, at hans indre var lige så fuld af det, som hans mund tydeligvis var.

"Tag den lige med ro," sagde dommeren til advokaten. "Du går alt for hårdt til hende. Du burde ikke tale til hende på denne måde. Selvom rettergang ikke handler om følsomhed, kan man sagtens have en vis forståelse for det, som Katrine har været igennem."

Advokaten nikkede bare. Kiggede ned i jorden, inden han rettede sig op og igen begyndte at plapre løs igen. Det, som kom ud af munden på ham denne gang, var ikke ligefrem bedre.

"Jamen, hun er jo også skyldig!" sagde han. "Jeg har skam hørt, at hun gik med ind i huset for at myrde Danny."

"Det er da klart, jeg gjorde det," sagde jeg højt. "Danny har skadet mine veninder og mig. Alle, der sidder i denne situation, ville have lyst til at hævne sig på sådan et menneske. Han var monster. Han hørte ikke til i den normale verden, men på den lukkede afdeling, hvor han kunne få medicin resten af livet, så han ikke kunne skade nogen. Det samme gør hans ven, Oliver."

Dannys mor stirrede chokeret på mig. Jeg havde været hjemme hos Danny mange gange. Talt med hans mor. Hun havde altid været sød mod mig. Behandlet mig pænt, men det kunne jeg ikke bruge til noget i denne situation. Danny havde gjort mig ondt. Han havde gjort Erin og Natalie ondt, og jeg var nødt til at redde dem først.

"Men du elskede ham jo," sagde hun pludseligt, mens tårerne stod ud hos hende. "Du sagde til mig, du elskede ham."

"Det gjorde jeg også," svarede jeg frustreret. "Men jeg kan ikke blive ved med at elske en person, som lige pludseligt mener, han gerne vil voldtage mig."

"Han har da aldrig voldtaget dig," græd hun. Hendes lommetørklæde var fuldstændigt gennemblødt. Hun havde grædt gennem hele retssagen. "Det ville han da aldrig gøre. Han var jo altid så stille og rolig. Altid så sød mod dig."

"Nej, han var ej," svarede jeg. "Det var kun foran jer, han faktisk behandlede mig pænt. Det var derfor, jeg brugte så  meget tid nede hos jer, og ikke op på hans værelse. Jeg turde knap være i rum med ham alene. Han var altid truende over for mig. Der har ikke været en eneste dag, hvor jeg ikke fik en trussel. Jeg troede ikke, der var noget galt med det - ikke før, at mine venner faktisk gjorde mig opmærksom på, at det på ingen måde var normalt i et forhold."

●●●

Sikke naiv Dannys mor dog har været, når hun ikke engang har lagt mærke til sin søns adfærd

Hvad mon der videre sker?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3