The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen Fanfiktion

F E M

Martinus' synsvinkel

Da vi kom tilbage til klassen, splittedes vi. Katrine vandrede hen til Natalie, mens jeg gik ned til Marcus.

"Brormand," sagde han og lagde armen over skulderen på mig. "Hvordan gik dit interview?"

"Jeg fik en date ud af det," sagde jeg med et smil.

"En date?"

"Ja, en date med Katrine."

"Hvorfor?" spurgte han.

"Fordi jeg gerne vil lære hende at kende."

"Men Martinus, hun har mindre bryster end de andre piger."

" Det betyder da ikke noget." Jeg stoppede brat op og stirrede på ham. "Størrelsen på brysterne skal ikke afgøre om, om jeg skal på date med hende eller ej. Det betyder jo intet."

"Hvorfor tager du ikke Natalie?"

"Fordi jeg ikke bryder mig om hende. Hun er selvglad og irriterende. Og så kigger hun hele tiden på mig. Det gør hun også nu."

Marcus og jeg stirrede i retningen af Natalie, der stod sammen med Katrine. De talte lavmeldt, men Natalie så bestemt ikke tilfreds ud. Hun stirrede på mig, mens Katrine stod underdanig med bukket hovedet. Jeg var sikker på, at Natalie fastholdt Katrine i et usundt venskab ved at bestemme over hende.

"Det der blik kunne godt dræbe," svarede Marcus. "Natalie er vild med dig i øvrigt."

"Har hun sagt det?"

"Ja, hun bad mig være din wingman, så hun kunne score dig."

"Stop," svarede jeg. "Natalie og jeg bliver aldrig en realitet."

"Hvorfor ikke?" spurgte Marcus og rynkede på brynene. "Jeg er da sikker på, hun ville give god sex."

"Nu er det ikke det, jeg søger. Og det ved du godt."

"Du er en håbløs romantiker."

Måske var jeg, men i det mindste troede jeg da på, at kærligheden fandtes. Det gjorde Marcus vist ikke. Han havde fået sit hjerte knust engang for flere år siden, og nu troede han ikke på, at han kunne elske igen. Eller han havde bare mistet håbet om, at han nogensinde skulle elske nogen så højt, som han elskede den pige tilbage i 1.g. Jeg havde mange gange sagt til ham, at kærligheden nok skulle finde ham igen, men han lyttede aldrig. Han vendte bare hovedet den anden vej og knaldede en ny.

"Du kunne jo også bare tage hende, Marcus. Hvis du er så vild med hende." Jeg gav ham et sigende blik. Han vendte bare øjne af mig.

"Martinus, hvornår går det op for dig, at kærlighed bare er noget falskt lort?"

"Det er ikke falsk. Du tror bare ikke på, at du kan finde en at elske, ligesom du elskede Anna tilbage for et par år siden."

Marcus sukkede. Han var umulig. Han burde virkeligt bare tage en dyb indånding, så Amor atter kunne ramme ham. Jeg vidste, han havde haft crushes på andre, men han havde benægtet det hver gang, jeg havde konfronteret ham med det. Han ville tydeligvis ikke have, jeg skulle opdage det.

"Martinus, Anna var noget specielt."

"Men du kan finde en ny at elske. Bare, fordi I slog op, betyder det ikke, at du skal være blottet for det resten af livet. Du skal bare være åben."

"Så er Natalie nok ikke den, jeg skal gå efter," svarede han og sukkede. "Hun er kun ude efter berømmelse og det, andre ikke har. Hun vil være kronen på værket."

"Det ved jeg. Det er også derfor, jeg ikke vil have hende."

Marcus træk afsted med mig ud på gangen. Tasken hang skråt nede af ryggen på ham.

"Lad os få noget at æde. Så kan vi snakke Kirsten Giftekniv bagefter. Eller måske imens."

●●●

Femte afsnit - Det går hurtigt. Men sådan er det jo, når man poster hver dag.

Hvor mange kapitler synes I, den her bog skal have?

Kom med et bud ;))

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3