The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen Fanfiktion

S Y V O G T R E D I V E

Maraton 1/3

Martinus' synsvinkel

"HUN GIK!" skreg Natalie. "HUN FUCKING GIK BARE. HVORFOR ER HUN SÅDAN ET EGOISTISK RØVHUL?"

"Slap af," sagde Marcus. "Du har lige foreslået at dræbe hendes fyr. Måske skulle du lige lade hende sluge det hele først. Hun kommer tilbage."

"Hvordan kan vi være sikre på det?" spurgte jeg. Katrine hørte aldrig efter, når det kom til Danny. Hvis hun gik hjem og advarede ham nu, ville jeg personligt myrde hende selv.

"Jeg ved, hun elsker Danny. Men måske skal hun bare selv opleve væremåden. Så kommer hun."

"Så det du siger, Marcus, er at vi skal lade hende voldtages." Natalie kiggede alvorligt på ham. Marcus nikkede. Jeg kunne ikke lide det, men det kunne være dem eneste løsning.

"Ved du, om Katrine har været voldtaget af ham?"

"Han har tvunget hende til ting," svarede Natalie. "Så hun er bare selvbenægtende. Hun håber hele tiden, at Danny bliver god igen og er den engel, hun ser inde i hovedet. Hun vil gerne have tingene til at passe med sit glansbillede."

Dette var en af de mange øjeblikke, hvor det undrede mig, hvorfor hun ikke turde indrømme virkeligheden. Kunne eller kunne hun ikke se den?

"Sådan er det jo med dysfunktionelle forhold. Man ser det ikke, før man kommer ud af det."

"Tror du, hun kan se det, når han er væk?" spurgte jeg Marcus, som stod og spillede klog ovre i hjørnet. Han troede da vel ikke, at hun kunne se tingene tydeligere, selvom Danny var væk. 

"Nej, måske ikke," indrømmede han. Når man var så ignorant og selvbenægtende, så var det ikke sikkert, hun ville se virkeligheden bagefter.

"Gør vi det?" spurgte jeg.

"Gør hvad?"

"Dræber Danny?"

"Selvfølgelig," svarede Natalie. "Der er intet overvågningskamera i hendes hus, så det skulle blive nemt. Min far har et gevær med lyddæmper, så jeg sniger mig bare ind og plaffer ham."

"Nej, du skal gør det, så det ser ud, som om det er et uheld," svarede jeg og overvejede, om Katrine måske havde nogle gode lamper på sit værelse. Jeg anede det ikke. Jeg havde aldrig været der.

"Hun har en pole stående på sit værelse," sagde Natalie. "Den kan jeg vel banke hans hoved ind i."

"Hvad med en lampe?" sagde jeg. Natalie kiggede på mig, mens hun tænkte, og så nikkede hun.

"Der er står en stor lampe i hjørnet, som ikke er så tung."

"Hvad gør vi, når politiet kommer?" spurgte Marcus.

Vi vidste alle, politiet ville komme, når Danny var blevet myrdet. Vi var nødt til at finde ud af, hvordan vi alle uskyldigt ville slippe ud af det, med mindre Katrine opgav os alle sammen. Vi anede ikke, hvor vi havde hende, hvilket gjorde dette risikabelt for alle involverede.

"Hvad gør vi, hvis Katrine ikke er på vores side?" spurgte jeg.

"Hvad mener du?" sagde Marcus.

"At hun måske fortæller tingene til Danny," svarede Natalie, som kunne hun læse mine tanker. "At hun måske fortæller politiet, at det er os, der myrdede ham, så hun selv slipper for at leve med skylden."

"Kunne hun finde på det?" Marcus' øjne var store.

"Ja," svarede Natalie.

●●●

Der er 3-kapitlers maraton i dag, siden jeg er bagud med at poste. 

Er Katrine mon på deres side eller ej?

Hvad tror I?

Stort shout out til Dannesboe, som foreslog en hel masse i kommentarerne i går. Tusind tak for hjælpen! <3

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3